Christine Daugaard (1831–1917)

Ej Søvnen paa de Trættes Øjenlaage

Sig sænke tør: mens Franker Stormstyr bøde,

Ved Murens Huller Islamiter vaage,

At bedre ud, hvad Fjenden har lagt øde,

De vente Stormen strax ved Morgenrøde,

De Lys, der glimte gjennem Nattens Taage,

Forkynde den; mens Øxen, Hamren banker,

Opflamme hine Lys Klorindas Tanker.

Hun grunder paa den Daad, Argantes øved

Med Soliman: to Fyrretræ’r i Flammer

Hun ser i Aanden; harmfuld og bedrøvet,

Hun tænker paa, at Kvindestand er Jammer:

»Mens, ene to, de Tapre Styrken prøved,

Jeg stod i Taarnet, tryg som i et Kammer,

Og sendte Skud — med Uheld ej til visse —

Hvi skal jeg være mindre dog end disse?

Hvi skal blandt Mænd jeg være kun en Kvinde?

Tilforn blandt Skovens Vilddyr var jeg Mand,

Med Vemod fast mig griber dette Minde;

Skal jeg igjen gaa løs mod Tigrens Tand?

Skal Kvindesvøb maaske jeg om mig vinde,

Hvis jeg er værdig nu den hulde Stand? —

Men det er Taarnet hist, som jeg vil brænde,

At i Bedrift min Sjæl sig selv kan kjende.«

Mod Lysene hun med sin Finger peged,

Mens med Argant hun gik, og i sin Hu

De stærke Tanker taust og dybt bevæged;

Hun meldte ham sin Agt, og vedblev nu:

»Et vist, jeg véd ej hvad, min Sjæl har præget

Med uvant Dristighed, men tillad du,

At jeg betror i dine stærke Hænder

Min Husstand her, hvis ej jeg atter vender!

Send til Ægypten ham, som var mig Fader,

Samt mine kjære, tro hengivne Piger;

Thi deres Kjøn, hans Alder ej tillader,

At Medynks Omsorg fra de Stakler viger:

Gjør det for Guds Skyld!« »Tror du da jeg sviger?«

Udbrød Argant, »min Sjæl den Tanke hader

At lade dig mod Faren ene gaa

Og selv fra sikkert Stade se derpaa.

Jeg og for Æren giver Livet hen,«

»Med Æren evig Pagt du sluttet har,

Jeg er kun Kvinde,« var Klorindas Svar.

»Hvis du gaar bort, hvo bliver da igjen?

Jeg savnes ej — til større Ting dig spar!«

Men han: »Kampbroder er jeg dig og Ven,

Og netop denne Daad min Sjæl attraar:

Dit Spor jeg følger eller foran gaar.«

For Kongen tren de statelige Tvende,

I Raadslag med de første Mænd han stod;

Klorinda monne sig til Drotten vende:

»Min høje Herre! vær vort Forslag god,

Argantes her vil Stormertaarnet brænde —

Hans Forsæt er ej Pral —. Med trøstigt Mod

Vil jeg gaa med ham.« Da med løfted Hoved

Udbrød Alladdin: »Allah være lovet!

At Himlen skjærmer Riget, nu jeg skjønner,

Da sligt et Stormod staar om Tronen Vagt,

I bolde To! jeg aldrig nok Jer lønner.«

Han favner dem af Sjælens fulde Magt;

Men Soliman, den Drot blandt Krigens Sønner,

Udbryder flux: »Det er forsand min Agt

At være med.« Da mæler Møen brat:

»Gaar du med os, er Stadens Mur forladt.“

Argant vil tale Vægringsord med Vrede,

Men Kongen forekom ham huld og blid:

»Nej, ædle Soliman; vær her tilrede,

Naar de, forfulgt, fra Daaden stævne hid!

Om Taarnet er en talrig Vagt tilstede;

Ej Faa, ej Mange tør jeg skikke did,

Men dette Par et Gran af Tid kan nytte

Til dristig Gjerning, Himlen dem beskytte!

Haardt nok for mig at se dem gange begge!

Din Rang, din Højhed holde dig tilbage,

Hvor Himlen Idræt for din Arm vil lægge!«

Hin lod sig uglad fra sit Forsæt drage.

Ismeno loved brændbart Stof at tage

Af sælsom Kraft, at tænde Taarnets Vægge.

Han sagde: »Mens jeg laver det, I vente!

Vel og sig Franker da lidt Hvile hente.«

Klorinda gik, de blanke Sølvmorsklæder

Hun lægger ned, Hjælmsmykkets stolte Pragt

Og Brynjens Glans; som klædt i Sorg, hun træder

Til dette Tog i sort, usmykket Dragt.

Det ser Arsetes, Gildingen, og græder:

At vende bort fra denne Daad sin Agt

Han hende ved sit hvide Haar besværger,

Ved al sin Kjærlighed, men hun sig værger.

»Tænk dog paa denne trætte Fod, der følger

Din Vej al Verden om i dine Spor!

Naar over dig sig lukke Dødens Bølger,

Er død for mig den hele, vide Jord.

Men hvis Gjenstridighed kun i dig bor,

Da hør og døm! jeg længer ej dig dølger

Dit Ophav, muligt anden Hu du fatter —«

Med løftet Bryn da lytted Kampens Datter.

»Senapo styred Æthiopers Rige,

Maaske han styrer det paa denne Dag;

Han dyrked Krist, ham dyrked dèr tillige

Det sorte Folk. Det var hos ham min Sag

(Jeg var hans Træl, men Hedning) ej at vige

Fra Borgen, hvor det hele Kvindelag

Jeg vogted. Mest hans Viv jeg skulde vare,

Den mørke Skjønhed holde fri fra Fare.

Thi Skjønhed gjennem Hudens Mørkhed straalte

Med liflig Ynde, blid og ømhedsfuld,

Med Elskovsblikke Kongen hende maalte,

Men skinsyg som en Drage for sit Guld:

At Himlen hende skued, knap han taalte,

Thi Himlen er af Stjærners Øjne fuld;

Som hun var dejlig, var hun from og dydig,

I Alt sin kongelige Mage lydig.

Et helligt Sagn i hendes stille Stue

Var malet af; en snehvid Jomfru skjær,

Klar som et Liljeblad var Pandens Bue,

Paa Kinden blomstred Rosen Liljen nær —

En sammenrullet Drage, led at skue,

En Riddersmand med Lanse, Spyd og Sværd;

Med Lansen rammer han den fule Drage,

Og i sit Blod den synker dræbt tilbage.

For Billedet hun tit og længe dvæler,

Og skrifter sine Synder under Bøn,

Og for sin Guddom dybt til Jorden knæler.

Men under Hjærtet bar hun dig i Løn

Og bringer dig til Verden: skjær og skjøn,

Du Farven fra den hvide Jomfru stjæler:

Hun Tanken i sin Husbonds Hu maa kjende

Og véd, at Barnets Hvidhed sværter hende.

Det hvide Under, lagt i hendes Skjød,

Hun skjule vil, og lod i Stedet lægge

Et Pigebarn, et sort, som nys var fød;

Med mig alene inden Taarnets Vægge

Hos sine Kvinder, hun i Kval mig bød,

(Jeg ser endnu den ædle Viv dig række

Med Skjælven løftet i de sorte Arme

Hen mod min Favn med Kys og Taarer varme) —

Ej var du døbt, ej Skik og Brug tillader

Det dèr i Egnen, men til mig hun vender

Sit Hjærtes fromme Krav: »Jeg bort dig sender,

Vogt mig mit Barn, og vær det som en Fader!«

Da bad hun: »Gud! du hver min Tanke kjender,

Saa ser du og, jeg troløs Brøde hader,

Saa ser du, jeg holdt rent mit Ægteleje

Og gav min Mand min Hu paa Kyskheds Veje.

Dog for dit Aasyn kun en Synderinde,

Jeg beder ej for mig men for den Spæde,

Det skyldfri Barn lad Naade hos dig finde,

Hvem Moderbrystet nægter Mælkens Væde!

Du Ravnenes Forsørger! sørg for hende!

Hun leve, dine Hellige til Glæde!

I Ærbarhed hun kun sin Moder ligne,

Med bedre Lykke dog du hende signe!

Og du, som har den rene Jomfru friet

Fra hin ugudelige Drages Tand!

Hvis Guld og Røgelse jeg dig har viet,

Du Himlens Kriger! i min lave Stand,

Hvis for dit Alter jeg i Bøn har biet

Og tændt for dig en ydmyg Fakkels Brand —

Bed for mit Barn, at ren og tro mod Gud

Hun finde kan i dig sin Ridder prud!«

Jeg grædende af hendes Favn dig drog

Og skiltes fra min hulde Herskerinde.

Dig i en liden Kurv jeg varlig tog,

Lod Løv og Blomster snildt sig om dig vinde,

Saa Kunsten selv, der Skjulet om dig slog,

Saa lidt man ser, som hvad det slutter inde;

Jeg ukjendt drog, og søgte Skovens Skygger,

Hvor rædsomt Mulm blandt tætte Stammer bygger.

Da kommer mod mig, glubende, en Tiger,

Mig Dødens Trusel fra dens Øjne skrækker,

Af Rædsel slagen, i et Træ jeg stiger,

Mens dig i Græsset jeg ved Roden lægger!

Den ser dig, nærmer sig, dens Vrede viger,

Den slikker dig, til Brystet den dig lægger,

Du strækker mod den dine spæde Hænder,

Du drikker, og i Skoven ind den vender.

Da du var mæt, det Tigerinden kjendte;

Vidunderligt! fra Træet alt jeg saâ,

Og nedsteg for igjen min Gang at gaa.

Med dig paa Armen, hvor mig Lykken sendte,

Jeg vandred, til en Flække jeg traf paa,

Hvor jeg tog Herberg, for din Væxt at vente:

Dèr blev jeg, til du lalled halve Ord

Og tegned med din Fod usikre Spor.

Mod Alderdommen hælded mine Dage,

Og til Ægypten, til mit Fødeland,

Til gamle Venner længtes jeg tilbage.

Min Dronnings Gaver satte mig i Stand

Til Hvilens Fred i Rigdoms Skjød at smage

Og tænde egen Arnes søde Brand:

Thi drog afsted jeg med min elskte Byrde,

Du dengang var et Lam, og jeg din Hyrde.

Da kom jeg til en Egn, hvor Ufred raaded,

Trindt trued vildt med Vold en Røverbande,

Men for mig var et Vand, hvor Hvirvler fraaded;

Ved Strømmen stod jeg med betænksom Pande:

Vel tyktes jeg, at intet Valg mig baaded,

Dog valgte jeg at trodse Flodens Vande,

Med venstre Arm jeg brød de stærke Vover

Og bar dig med den Højre op derover.

Men midtstrøms Hvirvlen fastere sig drejer

Og dukker mig mod Dybet i sin Tragt,

Jeg slipper dig, skjønt hver en Kraft, jeg ejer,

Er spændt og sporet mod den vrede Magt;

Da løfter Vandet dig, og Bølgen nejer,

Og Himlens Vind med Strømmen er i Pagt:

Før aandeløs jeg naâr den hvide Strand,

Har blidt de sat dig paa det bløde Sand.

Glad løfter jeg dig atter i min Arm,

Men samme Nat jeg har et Drømmesyn:

En Kriger strækker mod mig, fuld af Harm,

Sit dragne Sværd og rører ved mit Bryn;

Han mæler med en Røst, af Vreden varm,

Mens Øjet slynger mod mig Strængheds Lyn:

»Betænk din Pligt, thi Himlen dyrebar

Er denne Mø, som jeg i Værge har.

Af mig hun fredes og mit Forsvar nyder,

Jeg Vandet Sjæl og Tigren Mildhed gav,

Og ve dig, hvis mit Varsel du forskyder!

Af Gud er Drømmen, som med Himlens Krav

Og Barnets Moders hendes Daab dig byder.«

Jeg vaagned, tog igjen min Vandrestav

Og tænkte, Drømmen var kun Skyggers Spil,

Min Tro den ene sande, som var til,

Jeg fostred dig i Tro paa Mahomed,

Du voxed op og blev, skjønt Mø, til Mand,

Ej elsked du den blide Arnes Fred,

Du valgte Krigerens den haarde Stand,

Med draget Sværd du drog fra Sted til Sted

Og vandt dig Glans og Heltenavn og Land;

Jeg, Tjener, Fader, følger, hvor du gaar,

I Tjeneste for dig blev hvidt mit Haar.

Igaar ved Dagens Frembrud var jeg sænket

I sælsom Søvn, en Tilstand lig med Død,

Som var jeg med et Tryllebæger skjænket:

Da stod han for mig, mens jeg laa som lænket,

Mer vredt hans Blik; mer stræng hans Stemme lød:

»Frem vælder, uden dig, af Skjæbnens Skjød

Den Time, som Klorindas Liv og Lod

Skal vende brat, men din er Smertens Braad.«

Se, Himlen truer dig, min evig Kjære!

Maaske den hader, at mod Fædres Tro

Man løfter Hærskjold. — Det kan ogsaa være,

Den Tro er sand. Nu kom i Fred at bo!

Ej tør du længer disse Vaaben bære.«

Klorinda lytter, hendes Aasyns Ro

For Undren veg, for stille Grublens Magt:

En Drøm har hende selv det Samme sagt.

Da klarer atter hun den ædle Pande

Og mæler: »Nej, jeg følge bør, hvad nu

Jeg i mit Hjærte agter for det Sande,

Den Tro, du selv har plantet i min Hu,

Fra jeg var spæd, og nu med Tvivl vil blande.

At vige fra min Agt for Dødens Gru

Var og ej smukt: den kommer, naar den maa,

Og som den skal, jeg frit vil mod den gaa.«

Hun trøster ham og iler til sin Ven,

Der med Ismeno alt tilrede staar.

Ad Højens Skraaning taust de skride hen,

Hvor Franker Vagt om Stormertaarnet slaar,

Højt svulme Hjærterne, mens frem det gaar —

En Lyd — »giv Løsen!« — intet Svar igjen —

»Til Vaaben!« brat som Lynets Pil er skudt,

Det stolte Par har Skaren gjennembrudt.

Til Taarnets Væg at lægge Svovl og Beg,

At tage Ilden fra det lukte Kar,

Hvori de førte den, og Luens Leg

At vække brat, mer hurtig udført var,

End her det nævnes: o, hvor Flammen steg,

Hvor slynged den sig vildt, hvor rædselsklar,

Hvor hvirvled Røgen i den stille Nat

Og mørkned Stjærners rene Aasyn brat!

I Røgens sorte Kredse Kugler dansed

Af højrød Ild og Vindens Piber sang,

Og Franker den uhyre Lysning sansed,

Og rusted sig paa Stand, saa Staalet klang.

Men altid sortere kun Røgen svang

Sit Sørgeflag, og Luetunger kransed,

Da Taarnet sank, dets Tinder rødt og vildt —

Saa Tiders Værk var i en Time spildt.

Argantes med Klorinda Muren naâr,

Skjønt Frankerskarer dem med Il forfølge;

Alt Stadens gyldne Port dem aaben staar,

Og Kongen, som vil ej sin Jubel dølge,

Med Tak paa Læben dem imøde gaar;

Ind springe de, men Frankerhærens Bølge

Slaar ind med dem; bered staar Soliman,

Og hver en Franker drives ud paa Stand.

Med vældigt Bulder lukkes Stadens Port.

Klorinda, hun alene, da med Fjenden

Var udestængt, thi netop Krigerinden

Paa Arimon vil hævne Huggets Tort,

Ramt af hans Staal; hun vendte sig som Vinden

Og med hans Blod Fornærmelsen tog bort,

Da drøned Porten, Støvets Hvirvler dansed,

At hun var borte, selv Argant ej sansed.

Sin Harm hun kjølet har og roligt banker

Det stolte Bryst; da Porten lukt hun finder,

Og staar i Fjenders Sværm, hun sig besinder,

Hun tror sig Dødsens, men med snilde Tanker

Beslutter hun at gjælde taus for Franker,

Og gjaldt derfor, thi Natmulm Øjet blinder.

Kun En har set det Mesterhug, hun førte,

Det Tankred var, sig Kamplyst i ham rørte.

Hun lægger Vejen ad den stejle Tinde,

At hun ad anden Port kan Indgang naa;

Han følger efter, brat hun sig mon vende,

Da Hestens Hovslag hendes Øre slaa:

»Hvem er du, og hvad vil du?« — »Jeg er Fjende,

Vil Kamp paa Liv og Død.« — »Den skal du faa!«

Gav hun til Svar; hun vandred paa sin Fod,

Thi steg af Hesten flux den Ridder god.

Nu blev der holdt en Kamp i Nattens Skjød,

Som vel fortjente Dagens bedste Straale;

Ej Mulmets Slør, som mægtigt om dem flød,

Tilsteded Hug og Stød med Kunst at maale,

Det Kampraab, som fra Begges Hjærter lød,

Ej heller Færdighedens Greb vil taale:

Mens Armen fører Kampen uden Rast,

Staar Foden i sit Spor som naglet fast.

Med Hjalterne de gaa hinanden nær,

De støde Hjælm mod Hjælm og Skjold mod Skjold.

Tre Gange vredt i Kampens vilde Færd

Han klemmer i sin Arm den Jomfru bold,

Tre Gange bryder løs hun af hans Hold,

Nu farve de med Blod de skarpe Sværd,

De mattes, standse, træde lidt tilbage

Og, støttede til Sværdet, Aande drage.

Ved Glimtet af den første Morgenrøde,

Og mens den sidste Stjærnelysning svinder,

Hver ser paa den, han agter at forøde:

Da tænker Tankred, at han Sejr vel vinder,

Thi, mer end sig, han ser sin Fjende bløde,

Og er tilfreds — hver Draabe dog, som rinder

Af dette Blod ham gjælder tusend Taarer,

Hvert Saar, han gav, ham selv i Hjærtet saarer.

»Mod os, der efter Ærens Kranse tragter,«

Den dybe Taushed han omsider brød,

»Det er det lumske Spil af fjendske Magter,

At al vor Daad er spildt i Nattens Skjød.

Mig kjende lad en Fjende, som jeg agter,

Sig mig dit Navn, kjend mit! den enes Død

Den anden hædrer.« Men hun svarer: »Nej,

Sligt har jeg ej for Skik og vil det ej.

Dog er jeg en af dem, som Taarnet brændte.«

Da brød han ud: »Uhøflige Barbar!

Din Tale som din Taushed fejl du vendte,

Thi Døden giver jeg dig her som Svar.«

Med Raseri de mod hinanden rendte,

Knap Blod dem levnes, Kraft saa lidt de har,

Som Kunst de øve: saadan Havet skummer,

Vredtbrusende, skjønt Stormen alt forstummer.

Men Timen er der, som til Enden fører

Klorindas Liv paa strænge Magters Bud:

Hans spidse Staal ved hendes Hjærte rører,

Og Livets dyre Vædske vælder ud;

Den gyldne Dug, som sig om Brystet snører,

Varm Strømmen fylder: da den Jomfru prud

Fornam, at Døden over hende svæved,

Mens paa sin Fod, den svigtende, hun bæved.

Hin følger Sejren, truende han bukker

Sig ned, med Foden paa den Faldne sat,

Da, mens hun synker, hendes Sjæl sig vugger

For sidste Gang i Stemmen blød og mat:

Til nye Ord sin Læbe hun oplukker,

Hun af Guds Sandheds Aand dem lærte brat;

Thi Kristus, hvem hun har i Live saaret,

Har hende til sin Brud i Døden kaaret.

»Jeg dig tilgiver, du har sejret, Kjære!

Tilgiv og du! Ej for mit Legem, nej,

Jeg beder for min Sjæl, din Bøn den bære

Op imod Gud ad denne mørke Vej!

Jeg Daabens Bad vil af din Haand begjære

At to min Synd.« Men Tankred fatter ej,

Med Øjet svømmende, med smeltet Bryst,

Den hele Magt i denne søde Røst.

Ej langt derfra blandt Bjærgets Mos og Stene

En Kilde sender evig ud sin Graad,

Did haster han, den Døende at tjene,

Sin Hjælm han fylder til den fromme Daad

Med Vældets Bølger, funklende og rene;

Han løser hendes Hjælm, om Kinden vaad,

Af sælsom Skjælven dirre Heltens Hænder,

Han løfter Hjælmen af, — han hende kjender.

Han først i Kval forstenes og forstummer,

Men fatter sig, at hindres ej af Jammer

I Troens Værk, som hendes Frelse rummer;

Ej under Naadens Ord hans Tunge stammer,

Mens hun, hvem han med Staal har dræbt til Kummer,

Nu Livet af hans Haand med Vand annammer

Til evig Fryd; med Smil hun synes sige:

Jeg gaar med Fred, sig aabner Himmerige!

I Fryd forklaret hendes Aasyn skinner,

En fager Bleghed, som naar Liljer blande

Sig med Violer, dækker Kind og Pande;

Og Himlen smiler, som sit Barn den finder,

Og Solen spreder Guld paa Dødens Vande;

Den kolde, hvide Haand, mens Livet svinder,

Hun hæver blidt og ham som Fredspant byder

Og lydløst bort ad Dødens Bølge flyder.

Men da den ædle Sjæl nu Vingen slog

Fra Jordens Kyst, den Kval, som ned ham knuged,

Sit Herredømme af hans Hænder tog;

For Hjærtet satte den sig fast og suged,

Ind flygted Livet til dets mindste Krog,

Mens Døden bredte sig og blytung ruged:

Bleg, blodig, taus, han ligger lavt hos hende,

I Dødspræg fra den Døde ej at kjende.

I Sorg og Harm sig Livet bort vel vendte,

Brød sønder brat de skrøbelige Skranker

Og efter den Henfarne Vingen spændte.

Men op ad Bjærget kom en Skare Franker,

Som efter Kildens friske Væde vanker,

Paa Mærket Føreren Fyrst Tankred kjendte

I Frastand alt, de nærme sig og finde,

Henstrakt i Blod, den skjønne Krigerinde.

En Hednings tro de Liget, men med Ære

Dog løfte det, mens Medynks Klage lød;

Sær Kummer bærer Sagen i sit Skjød,

Og Ulves Rov skal ej den Fagre være.

Men Andre ømt og stille Tankred bære,

Selv halvdød, død i hende, som er død,

Bevidstløs, dog i Suk man Livet kjender,

Hun ubevægelig i Dødens Hænder.

Saa naa de Tankreds Telt: hver i sit Kammer

Blev varlig lagt, men om den ædle Fører

Sig flokke Svendene i Sorg og Jammer,

Og hver med Tjeneste sig om ham rører;

Han føler Lægens Haand, han Tale hører,

Han mærker Dagens Lys, der Øjet rammer —

Hans Aand er flygtet, til, i Teltet hjemme,

Han kjender sig, og løfter klangløs Stemme.

»Jeg aander, lever end? mig Dagen blænder,

Dens Lys bebrejder mig min grumme Brøde.

Hvad fattes dig, min Haand? Du Kunsten kjender,

Hvordan med Sværd man lægger Livet øde,

Og ej mod dette Bryst du Odden vender,

Du, som har lært saa vel med Staal at støde!

Du Dødens vilde Redskab, tør du ej?

Men Døden var jo Naade, derfor nej.

Min Straf er Livet — som et Rædselsbilled

Paa ulyksalig Elskov skal jeg vanke,

I Nattens Skygger fredløs med min Tanke,

Thi det var dem, der saa min Haand forvilded,

Om Dagen fredløs — Solens Straaler blanke

Det var, som mig min Daad for Øjne stilled:

Alt flyr jeg, mest mig selv, i fredløs Færd,

Ræd for mig selv, mig selv dog altid nær.

Men hvor, ak, hvor — jeg Arme: hvad er blevet

Af hint saa faure, jomfrurene Lig?

Har Bjærgets Vilddyr rædsomt sønderrevet,

Hvad jeg har skaanet i den blinde Krig?

Usalige! Og derfor har hun levet!

Først skulde Mulm og Øde hidse mig,

Saa Rovdyrstænder mod den ædle Mø!

Jeg vil derud i samme Grav at dø.«

Saa taler han, saa lød i Kval hans Klager,

De nævne ham, at hendes Lig er dèr,

Da glimted i hans Træk en Lysnings Skjær,

Lig Lynets Glimt, der gjennem Skyen jager,

De matte Lemmer han fra Lejet drager,

Han vakler ind, og staar den Elskte nær,

Og ser og kjender Værket af sin Arm,

Det grumme Saar i denne fagre Barm.

Det farveløse Aasyn Højhed præger

Lig Himlens i en klar og stille Nat:

Med hellig Ro den Sjælens Dyb bevæger,

Af Dagens Skjær, af Livets Glans forladt.

»Saa ser jeg dig igjen,« han mæler brat,

»O faure Aasyn! ej mit Mén du læger,

Af Dødens Haand du Præget kan forsøde,

Men ej min Lod, at hun for min Haand døde.

Du fagre Højre! dig som Fredens Pant

Hun rakte til mig, skal jeg saa dig finde?

O, grumme Saar, hvoraf hint Livsblod randt,

I Spor af disse Rovdyrskløer blinde!

Vil ingen Graad af mine Øjne rinde?

Saa rind mit Blod!« Og Klædet, som forbandt

Hans egne Saar, han afrev vildt i Smerte

Med Dødens hede Længsel i sit Hjærte.

Han oprev Saarene, forbitret sender

Den røde Vædske ud de som en Flod,

Han famler efter Staal med matte Hænder

At ramme Hjærtet inderst ved dets Rod,

Men Kvalen voldsom Id til Afmagt vender

og tager bort ham fra hans vilde Mod:

Igjen paa Lejet lagt med trofast Pleje,

Han vaagner til sin Tankes Smertensveje.

Men Rygtet trindt i Lejren Vingen slaar,

Sig Venners Skare til hans Seng begiver,

Den ædle Gotfred mild, medynksom staar,

Hver taler Trøst, men Trøsten udebliver;

Saa smerter mer i ædelt Lem et Saar,

Naar selv en let Berøring Saaret river.

Men Petrus Eremita god og from

Med alvorsfuld Formaning til ham kom.

»Vaagn, Tankred, vaagn, lad Sløret bort mig tage,

Som dig for Øjnene med Blindhed falder!

Tænk paa din Nidkjærheds den første Alder,

Da Intet kunde dig fra Kristus drage!

Gud minder dig derom, han ad dig kalder,

Han fører dig paa rette Vej tilbage,

Din Sjæl til Frelse vil han dig formene

En hedensk Mø i Elskovsrus at tjene.

Paa Evighedens Afgrundsrand du hænger,

Med Legemets du søger Sjælens Død.«

Men Tankreds Hu, som Varselsrøsten lød,

Ej Dødens vilde Forsæt nærer længer;

Kun Suk og Klage ham fra Hjærtet brød,

Den Elsktes Navn sig tit paa Læben trænger,

Paa hende kalder han, naar Solen svinder,

For hende græder han, naar Sol oprinder.

I Grublen ligger han, i stille Talen

Nu med sig selv, nu med den elskte Aand,

Han sendte forud — saadan Nattergalen

I Skovens Dyb, naar Bondedrengens Haand

Dens Unger røved, gjennem Bladesalen

Henslynger Længselsmelodiens Baand,

Til henad Morgen sig dens Øjne lukke,

Og Søvnen sænker ind sig i dens Sukke.

Og se, i Drømme viser sig den Kjære,

Hun svæver til ham, klædt i Stjærners Dragt,

Hvert Træk det kjendte, dog har Himlens Ære

Uendelig sin Højhed i det lagt;

Hun synes dyb Medlidenhed at bære

Og, bøjet over ham, med stille Magt

Ham tørrer Øjnene og siger kjærlig:

»Sørg ej for mig, min Lod er stor og herlig.

Tak være dig, trofaste Dyrebare!

Du sendte mig, fordi din Haand fór vild,

Fra Dødeliges Liv i Verdens Fare,

Men af barmhjærtig Fromhed, dyb og mild,

Du gjorde værdig mig, i Himlens Skare

At elske salig, fyldt af Naadens Ild,

Hvor du med mig skal Livets Sol tilbede,

Thi Sted for dig og vorder dèr gjort rede.

Dèr skal du se den Salighedens Krans,

Jeg fik af Gud, dog jordisk Smertes Lænker

Du bryde nu og følge Aandens Sans!

Men jeg saa stor en Kjærlighed dig skjænker,

Som Skabning skjænkes tør.« Og i sin Glans

Hun hyller sig, i Straalers Dyb sig sænker

Og svinder, men med Kjærlighedens Blikke,

Tændt af en Ild, som Verden aner ikke.

Han vaagner trøstet, lyder Lægen rolig,

Løst er han af den vilde Smertes Baand;

Det fagre Legem, for hin høje Aand,

Hin ædle Sjæl saa yndefuld en Bolig,

Han Ligfærd gav. Ej af dædalisk Haand

Var Stenen mejslet, dog med Kunst fortrolig

Var Den, som hugged af en kaaren Sten

Gravmælet for den Jomfru bold og ren.

Ved Faklers Blus ledsages hun med Ære

I Sørgerække, højtidsfuld og lang,

En Gran lod hendes Vaaben højt han bære,

Som Hæderstegn dem over Graven hang;

Til den han styred andagtsfuld sin Gang,

Hans Graad bedugged Stenen med det kjære,

Det ædle Navn, han har i Sjæl og Sind

Med Blod for Evigheden skrevet ind.

Men Sorgens Rygte Stadens Mure naâr,

Da løftes Graad og Klager mod det Høje,

Arsetes river af sit hvide Haar,

Men ingen Taare læsker Gubbens Øje,

Argant med Vrede frem i Kredsen staar:

»Jerusalem! Du Øret til mig bøje!

Da jeg blev vár, vi savned vor Heltinde,

Jeg kræved Udgang strax at dø med hende.

Det nægted Kongen mig, I véd det Alle,

Nu blev mig ene Hævnens Pligt tilbage,

Højt vil jeg Himlen da til Vidne kalde,

At denne Glavind Tankreds Liv skal tage.«

Men Hævnens Udsigt mildner Folkets Klage:

Som saâ for Kæmpens Sværd de Tankred falde,

De følte Trøst; dog Himlen Bifald nægter —

Ej den, som lover, altid Løftet mægter.