1.
Men Høvdingen for Kristi Helte brændte
For Stormen, alt bestemt mod Zions Volde,
Og al sin Hu til Krigens Redskab vendte.
Da nærmed Eremiten sig den Bolde,
Han Nidkjærhedens Blikke mod ham sendte
Og mælte: »Sejrens Palme vil du holde,
Af Jordens Krigsstyr kun mit Blik dog mødes —
Begynd med Himlen, hvoraf Sejren fødes!
2.
Før Luren kalder, Psalmens Røst lad klinge,
Der med sin Tones Fylde favner hver
Og løfter alle paa sin brede Vinge!
Paakalde lad os Himlens Helgenhær,
Fra ham, som skjænker Sejren, Sejr den bringe!
Men Gotfred svarte: »Du, Guds Hjærte kjær!
Dit Raad er gavnligt, Klærk og Kriger sammen
Vi søge Sejr fra Gud, han svare Amen!«
3.
Fra hellig Tærskel, hvor i Lejrens Skjød
En Plads var hegnet, viet til Guds Ære,
En Præsteskare næste Morgen brød
I hvide Kjortler, skinnende og skjære;
Vilhelm og Ademar, der Mitra bære,
Har gyldne Kapper, som fra Skuldren flød,
Og skaarne, tvedelt over Kjortens Linned,
For Brystet holdtes fast, hvor Spænder skinned.
4.
Først Eremiten højt for Vinden bar
Det Tegn, som Engles Fryd og Undren vækker,
Dernæst med Vexelsang skred, Par ved Par,
Alvorligt Koret frem i tvende Rækker,
Derefter Vilhelm kom og Ademar,
Nu Gotfred ene — saa sig Toget strækker
Af Hærens Fyrster parvis — fromt hver Kriger
Dem følger, vaabenklædt, mens Hymnen stiger.
5.
Dig, Faderen af Evighedens Aar,
Dig, Sønnen, lig med ham i Majestæt,
Dig, Aand, som elskende fra dem udgaar!
Guds Jomfrumoder, dig! dig Fyrsteæt!
Som trefold Ring om Drottens Trone slaar,
Paakaldte de, og dig, som hellig Tvæt
Fuldbyrded, toende ved Kildens Vande
Gudmenneskets, den evig Renes Pande. —
6.
Anraabte Jer, I Guds Apostler klare,
Lysbringerne, som har i Verden dvælet,
Guds Mildheds Raad for den at aabenbare,
Blodvidnerne, af Martyrmod besjælet!
Dig, Kristi Brud! dig, hellige Jomfruskare,
I Cellens rene Ly med Gud formælet,
Og hine andre, som i Troens Mod,
Trods Folk og Fyrster, fast i Kvaler stod!
7.
Saa sjunge de, mens Togets Kredse vinde
Sig langsomt, højtidsfuldt mod Bjærget frem,
Der løfter Øst for Zions Høj sin Tinde,
Og peger mod den Himmelfarnes Hjem;
Dèr Olietræ’r om Jordens største Minde
Fortroligt hviske; fra Jerusalem
Det skiller Dalen, hvor sig Døden lejred,
Og Josafat mod Esaus Sønner sejred.
8.
Did styrer andagtsfuld sin stille Gang
Den Hær, som aander Harmonier klare
Og fylder Bjærg og Dal med Hymnens Klang,
Mens tusendfoldigt Ekkos Røster svare,
Som var bag Løvet skjult med Skiftesang,
Fordelt i fulde Kor, en hellig Skare:
Saa klart, saa rent, saa tit, Maria toner
Dit hulde Navn, dit, Kristus, vor Forsoner!
9.
Imens paa Muren Hedningfolket flokkes,
Forbauste se de Togets stille Pragt,
Først af den søde Melodi de lokkes,
Da bryder Haan og Hujen løs med Magt —
Ej Psalmen i sin rene Tone rokkes,
Skjønt Vantro vildt har Gjenlydsrøsten vakt,
Ej Troens Sang i Spottens Ekko hildes,
Trods Pileskud og Stenkast ej forvildes.
10.
Men da de Kristne naa til Bjærgets Tinde,
Et Alter rejses paa den dyre Grund,
Hvor tvende gyldne Lamper festlig skinne
Til Kristi Nadvers store, stille Stund.
For Altret Vilhelm staar; til Hjærtets Bund
Hans Tanke gaar, i Taushed sluttet inde:
Med mægtig Røst han derpaa bryder ud
I Bodsord og i Lovord højt for Gud.
11.
De, som staa nærmest, lytte til bevæget,
Men Alle, trindt i Kredsen, nær sig trænge
Med Blikket og ved Helligdommen hænge,
Med ydmyg Ærefrygt i Minen præget.
Da nu i Troen hver en Sjæl er kvæget
Ved Kristi Offer, som kan Helved sprænge,
Den fromme Hyrde højt opløfter Haanden
Og signer dem, velsignet selv af Aanden.
12.
Han mæler: »Gaar med Gud!« Og Toget bølger
Nedad mod Lejren, men ved Gotfreds Bolig
Sig vender Høvdingen med Afsked rolig
Til disse Tusender, som med ham følger.
Til Maaltid bød han Førerne fortrolig,
Men at hans Sjæl er vaagen, ej han dølger.
Ved Bordet mæler han: »Søg Seng i Tide!
Nu kvægsom Blund! imorgen Søvn til Side!«
13.
Og Natten i sin Favn dem Hvile skjænker,
Men da den næste Dag i Fødslen gyser,
Mens end sig liden Fugl i Søvnen sænker,
Mens Blomsten i den blege Dæmring fryser,
Før paa at samle Hjorden Hyrden tænker,
Før Horn og Hunde Vildt i Skoven kyser,
»Vil Vaaben!« Luren gjennem Luften sjunger,
»Til Vaaben!« det fra hundred Skarer runger.
14.
Ej i det vante Staal sig Gotfred klæder,
Lig en af Hærens Fodfolk Drotten stod,
Da studser Raimund, som i Teltet træder,
Og mæler brat: For kostbart er dit Blod,
Ej i dumdristig Færd du søge Hæder!
Men Gotfred gav til Svar; »Gud er mit Mod!
Da Urban i Clermont mig vied ind
Til Korstog, loved sligt jeg i mit Sind.
15.
Ej er det Ret, om Løftet her jeg svigter,
Som Gud jeg ofred i det fjærne Hjem:
Naar Alt er ordnet, hvad til Maalet sigter,
Naar alt mit Folk mod Staden haster frem,
Naar fuldt er udført alle Høvdingpligter,
Tør frit jeg storme mod Jerusalem
Som simpel Kriger, fyldt af Kampens Fryd.«
Da fulgte mange Fyrster Gotfreds Dyd.
16.
Men Hedningdrotten, vakt ved Gjald af Luren,
Imens fra Syd og Øst sit Krigsfolk fjærner,
Hvor Staden bedst er sikret af Naturen;
Men dèr, hvor ingen Kløft og Klippe værner,
Hvor over Sletten højt sig løfter Muren,
Vendt mod de syv forente klare Stjærner,
Der Himlens Straalevogn med Pragt har dannet,
Dèr har han tæt med Krigere den mandet.
17.
Ej Krigens Sønner blot til Muren drage,
Paa Kongens Bud, med Stadens stærke Mænd;
Did styrte Kvinder, Gubber, Børn og Svage,
Som af den sidste Skjæbne stævnet hen;
De gaa til Haande dem med Sværd ved Lænd,
De bringe Spyd og Sten, som disse tage
Dem ud af Haanden til den grumme Leg,
De hente Kalk, de bringe Svovl eg Beg.
18.
Som vældig Kæmpe, tørstig efter Blod,
Var Soliman fra Bæltet af at skue
Paa Muren højt, hvor Staal og Krigsstyr true;
Blandt Tinderne som Taarn Argantes stod.
Klorinda øverst oppe fæster Fod
I Hjørnetaarnet, hun har spændt sin Bue,
Saa nær ved Skyen staar hun, skudbered,
Som saâ fra Himlen Delos’ Jomfru ned.
19.
Graahærdet Drot er overalt tilstede,
Alt styres af hans Hu, hans Ord og Øje;
Men Mødrene til Templet gaa at bede
Og for en falsk Profet i Støv sig bøje.
»Hin Voldsmands Lanse bryd itu, du Høje!
Knus under Portene ham i din Vrede!«
End ej blandt Helveds Skygger Bønnen hørtes.
Af Høvdingen til Angreb Hæren førtes.
20.
Smukt fylkes Gotfreds Hær i tvende Fløje,
I Midten føres Blider og Ballister,
Flinkt sigte Slyngekasterne og nøje,
Det skjønnes alt, hvor Muren Mandskab mister;
Frem storme Franker, Skjold til Skjold de føje
I løftet Arm til Malmtag, der slaar Gnister
For Murens Hagl; de stævne fremad fast,
De Graven naa og fylde den i Hast.
21.
Alkast, den Schweitzermand, til Muren kaster
En Stige først og træder luftig Vej,
Ej Stenkast, Pilehagl, ej Svovlregn raster,
Det suser om ham, men han saares ej;
Han midtvejs naâr og frejdig opad haster,
I Haabet staar paa Muren han, men nej!
Mens fyldt af Haabet, han i Luften gynger,
Argant ham med en Sten til Jorden slynger.
22.
»Det var den Første, se vi snart den Næste?«
Han brøler ned til dem, hvem Stormtag skjuler;
»Jeg tænkte dog, I agted os at gjæste —
Vil I som Ræven dø i Eders Huler?
Se lidt paa mig! fri staar jeg som den Bedste,
Vil I ej frem at hente Panden Buler?«
Saa taler han, ej af hans Haan de røres,
Frem ile de, mod Muren Vædre føres.
23.
Da sank en Vægt, som mer end hundred Hænder
Nedkasted, brat den bryder Malmets Tag,
Den splintred Skjolde, Hjælme brast med Brag,
Den Ben og Blod og Hjærner vidt omsender.
Nu Frankers Dyd, da Dækket svandt, man kjender,
Hin slynger Stigen, denne retter Slag
Tungt ind mod Murens Fod; naar Hornet støder,
Forsvarerne med Uld dog Vædren møder.
24.
Mens Muren Revner slaar, mens stejlt ad Stige
Mod Tinden Franker styre dristig Fod,
Klorinda skuer ned fra Luftens Rige:
Syv Gange Pil fra Stræng hun suse lod,
For hver Gang Od med Skjæfte blev tillige
Med Purpur farvet dybt af Kristnes Blod,
Med Blod af Hærens Ædle; højt hun tragted,
Et ringe Maal den Stolte ringeagted.
25.
Den første Kongens Søn af England var:
Han fra sin Dækning saâ, da Pilen rammer
Og brat sig gjennem staalklædt Højre skar —
Ved Graven Stefan, Høvdingen Klotar
Paa Stigens Trin — mod hver et Dødslyn flammer;
En Pil bevinget Flandrens Robert lammer,
Da netop han vil styre Vædderstødet,
Den traf hans Arm og sidder fast i Kjødet.
26.
Som Ademar sig uforsigtig vendte,
Brat af det hvasse Stik han føler Vaanden;
I Panden fæstet, Pilens Braad han kjendte.
Ud vil han drage den og løfter Haanden,
Da fæstes ved en Pil, hun atter sendte,
Ham Haand til Kind, han sank og udgav Aanden,
Og, højrød, af det præstelige Blod
Randt over Kvindevaaben rigt en Flod.
27.
Til Palamed, der trodser hver en Fare
Paa luftig Sti, omsust af Himlens Vind,
Og styrer sikre Trin med Fødder snare
Paa Stigen øverst, nær ved Murens Tind,
En Pil kom susende ad Øjet ind,
Ad Nakken ud med Purpurdraaber klare;
Lavt laa i Døden han ved Borgens Fod,
Op mod hvis Tind han steg i Sejrens Mod.
28.
Saa skikked hun den lette Pil fra Bue,
Men Gotfred lader frem til Angreb kjøre
Sit tunge Taarn, som dog var let at føre:
Saa højt som Muren, underligt at skue,
Med Vaaben opfyldt, som til Kasten due,
Med Mænd besat, som Vaabnene kan røre,
Med Bro til Entring, som naar Skibsfolk strider,
Det gaar paa Hjul, og tæt for Muren glider.
29.
Til Muren Taarnets Mænd vil Broen hage,
En Regn af Sten og Kastespyd det naâr
Og giver Hjul og Tinder Brøst og Saar;
Fra begge Sider udslyngt, Vaaben brage,
Det mørkner Himlen, Sky mod Skyen slaar,
Tit sendes Spydet samme Vej tilbage,
De Vantro falde, som naar Frostløv rystes,
Som naar af Storm umodne Æbler høstes.
30.
Ej har de Vaaben nok, men rædsomt rammer
Hint Vandrebjærg og skikker Lyn paa Lyn,
Dem, hvem ej Døden træffer, Skrækken lammer,
De vende sig til Flugt: ved saadant Syn
Udslynger Soliman sin Tales Flammer,
Sit Ildblik, høj han staar med rynket Bryn,
Paa rette Plads han fæster hver Mands Fod.
Argant med Armens Kraft mod Taarnet stod.
31.
En vældig Fyrrebjælke greb han fat:
Saa vidt dens Maal og Armens Styrke naâr,
Har han mod Taarnet ud dens Længde sat,
At fjærne det, mens det til Entring gaar:
Den høje Mø sit Stade har forladt,
At dele med de Andre Farens Kaar.
Men Frankerne med lange Segle skar,
Da brast de Reb, som Uldens Knipper bar.
32.
Da Muren nu sin tykke Kappe mister,
Det bløde Stof, som lammed Vædderstød
Og tunge Slag fra Blider og Ballister,
Sig aabne skjulte Veje i dens Skjød;
Nicæas Helt vil bøde, hvor den brister,
Sin Plads foroven han Klorinda bød;
Nær Muren Gotfred kom, mens Grunden skjælved,
Alt ser han, med sit Storskjold om sig hvælvet.
33.
Han spejder grant, hvor det i Muren brager,
Hans Øje lyser, tændt af Stormods Lue,
Han rækker Skjoldet til sin Vaabendrager,
(Et mindre Skjold han bærer og hans Bue),
Han mæler, mens det lette Skjold han tager:
»Nu, Sigurd, skal vi se, hvortil vi due,«
I Murens Bristning Helten sprang, da rammer
Ham brat en Pil — det Frankerhæren lammer.
34.
Din Pil, Klorinda! visselig fik Vinger,
Som vendte Kampens Udfald denne Dag,
Alt mere mat de Kristnes Krigslur klinger,
Og hver en Frankerarm bli’r mere svag,
Hver Pil, mod Franker udsendt, Dødsdom bringer,
Drab er i hver en Hedningkæmpes Slag:
I Gotfreds Sted den ædle Guelf er sat,
Men for en udslyngt Sten han segner brat.
35.
Af begge Folk det ses, og i det Samme
En anden Sten, sendt ud med samme Magt,
Med samme Virkning monne Raimund ramme;
Eustaz er saaret, Lykken slutter Pagt
Med vantro Mænd og tænder Stormods Flamme
I Kvinders Bryst: i let opkiltet Dragt
De haste fremad i Klorindas Spor
Og svinge Spyd for Fædrelandets Jord.
36.
Ved Lykkens Solskin i Argantes’ Bryst
Stolt Vreden voxer, højt sin Haan han sender
Mod den forsagte Hær med vældig Røst:
»Det er vel Dagens Sol, som nu jer blænder,
Ved Antiochia gjordes bedre Høst,
Men Folk er vaagne her, det Sagen vender.
Har alt I slaaet Ran og Ry af Tanker!
Hvad! Frankerinder er I, ikke Franker.«
37.
Han springer ned og Murens Aabning dækker,
Og raaber op til Soliman: »Kom hid;
Her udenfor vor Arbejdsmark sig strækker,
Jeg viser Lejlighed, hvis du har Tid.«
Og begge styrte frem til vældig Id,
Slaa Vædre ned, og Staal og Stiger knækker,
Lig over Lig i rædsomt Blodbad slynger,
Som vil fra ny de rejse Mur af Dynger.
38.
Og de, som Murens Krone saa’s begjære,
Krigsstyret slap: to Fyrretræ’r i Flammer
Argant og Soliman mod Taarnet bære;
Men Tvillingluen Tankreds Øje rammer,
Mens fjærnt derfra Latiners Krigerære
Han ildner op, og ej i Talen stammer;
Brat brød han Ordet af, afsted han jog,
Dem, som forfulgte, han paa Flugten slog.
39.
Men Frankers Høvding stod i Saarets Kvaler
I Teltet med sin Læge og sin Svend,
Med Balduin og mangen trofast Ven;
I Alles Træk sig dyb Bekymring maler,
Men ud af Gotfreds Øjne Længslen taler,
Som drager ham til Kampen og hans Mænd;
Af Benets Saar han Pilen ud vil drage,
Men Røret brast, og Odden sad tilbage.
40.
»Skjær Saaret ud!« han byder uden Rast,
»Ej venter Dagen paa mig, Tiden iler,
Søg dybt med Kniven, gjør det af i Hast!«
En mægtig Lanse greb han, klemmer fast
Den i sin Haand og sig mod Skaftet hviler,
Fremrækker Benet og til Lægen smiler
Med muntert Aasyn og med frejdig Aand,
Mens Staalet blinker i den Gamles Haand.
41.
Erasmus hed han, den erfarne Læge,
Hans Vugge stod ved Bredderne af Po,
Han kjender mindste Urt, hvis Safter kvæge,
Hvert ædelt Vand, hvor skjulte Kræfter bo;
Ham elsker Musen, men til Musers Ro
Ham Brødres Lidelser for stærkt bevæge:
Før Navne han Udødelighed skjænker
Unddrager Legemer han Dødens Lænker.
42.
Med Kjortlen kiltet op, den lette Dragt
Skudt fra den duelige Haand tilbage,
Han prøver snart ved Urters stille Magt,
Med Haanden snart den grumme Braad at tage,
Snart er ham Tangen snildt i Hænde lagt,
Med Staalets Klemme Odden frem at drage!
Mens Alt dog glipper, stiger Gotfreds Smerte,
Som sad alt Døden lige ved hans Hjærte.
43.
Hans Engel ynkes da ved Pinen svar:
Fra Idas Bjærg han tog en Purpurklokke,
Der spæde Haar om Blomstens Krone bar:
Dèr Gederne, som sig paa Bjærget flokke,
Naturen selv har lært en Kraft, saa rar,
Af Urtens unge Blade frem at lokke,
Naar, stødt af Klippens Spids, de Smerte lide,
Naar Pilen borer sig i deres Side.
44.
Han i et Nu har hentet Planten hid
Samt duftrig Bjørneklo, der Sundhed dølger,
Og Vand fra Lydiens Væld med Styrke blid,
Alt blander han i Lægebadets Bølger,
Der staar beredt; usynlig er hans Id.
Nu bader Lægen Saaret. Odden følger
Som af sig selv, ej længer Blodet rinder,
Og Styrken kommer, Smerten brat hensvinder.
45.
Dyb Undren staar i Lægens Aasyn præget;
»Ej Kunst, ej Kløgt i Dødeliges Aand
Har udført saadant«, udbrød han bevæget,
»Her ser jeg Sporet af en himmelsk Haand.
Gak nu til Kamp, min Helt! dit Mén er læget.«
Og Gotfred spænder atter Hjælmens Baand;
Mod Staden haster han, mod Fjendevrimlen,
Hvor Jorden ryster, Støvet skjuler Himlen.
46.
Tre Gange han sit vante Stridsraab hæver,
Da styrte Franker sig i Kamp paany,
Og Fjendeskaren hører det, og bæver;
Argant og Soliman til Muren ty,
Den Bristning, Tankred gjorde, Forsvar kræver,
Vel værged den hint Par af Heltery,
Sin Lanse sender Gotfred med et Kast
Ind mod Argant, saa Skjold og Panser brast.
47.
Sig Lansen bored ind, og Kæmpens Blod
Rødt pibler frem; paa Stand han ud den river,
Han mærked Smerten ej: »Dit Vaaben giver
Jeg dig igjen!« Dog Frankers Høvding god
Han rammer ej, mod Sigurds Strube driver
Han Stødet ind; den Svend med trøstigt Mod
I Døden gik, for den, han havde kjær,
Men, gram i Hu, gik Gotfred paa med Sværd.
48.
Høj over Grusets Dynger hen han skred,
Vredt brødes Kræfterne, men det blev silde,
Og Natten ind med sine Skygger skred
Og lagde sig imellem, mørk og stille;
Dog sine Saarede tog Gotfred med,
Sit Krigsstyr og, af Fjenden handlet ilde,
Kun Taarnet, som var Stadens Skræk især,
Har holdt sig vel, paa nogle Skrammer nær.
49.
Som naar et Skib, der trodsed Strøm og Blæst,
Nær Havnen stødes ind mod skjulte Skjær,
Som efter farligt Ridt en ædel Hest
Man snuble ser, det lune Herberg nær,
Saa, tæt ved Lejren, snubled Taarnet her,
To Hjul blev brudt, man støtted det som bedst,
Bygmestrene blev hentet og tog fat,
Lys glimted, Øxer klang den ganske Nat.