1.
Men han, som hersker over Helveds Haller,
Med Vrede ser paa Kampen til Guds Ære!
Højt paa hans Vilje Helveds Krigslur gjalder
Og ryster Mørkets vidtudbredte Sfære,
Ind gjennem hver en Hules Nat den kalder,
Ud vrimle talløst Ondskabs skumle Hære:
De samlet stod at lytte til hans Tale.
Uhyre Stilhed faldt paa Dybets Sale.
2.
»I Helveds Guder, mere værd at skinne
Højt i det rene Lys, hvorfra I stammer!
Skal om vor Fortids store Kamp jeg minde,
Stor i sit Udspring, høj trods Faldets Jammer?
Skjønt styrtet fra vor Værens rette Tinde,
Ej Urets Dom vort Væsens Højhed rammer;
Men hin dog hersker over Lysets Magter,
Og os som Oprørsaander han foragter.
3.
Mens os fra Himlens Herlighed han fjærner,
Og skikked ned til denne skumle Kjælder,
Fra Solen og de skjønhedsrige Stjærner,
Han Mennesket af Støv, som Intet gjælder,
Det usle, født af Dynd, med Ømhed værner,
Ja kaldte dem at vorde Engles Fæller:
Dem bød han Pladserne, som os han skyldte,
Han Himlen alt med Sjæle af dem fyldte.
4.
Til Haan for os — o, hvor min Sjæl det krænker —
Han hengav Sønnen i den haarde Død:
Han kom og Helveds Porte sønderbrød,
Blandt os han sætter Fod og løser Lænker,
Og fører Sjæle bort af Rigets Skjød,
Som alt var vore, og hos sig dem bænker.
Med Himles Himmel om Triumfen hvælvet,
Han deler Byttet, som han tog fra Helved.
5.
Dog, hvorfor til det Svundne se tilbage?
Forhaanelse mod os er altid nær:
Naar har han afladt fra sin vante Færd
Med altid fra vort Rige fler at drage?
Han stiller Snarer for hver Sjæl især
Og over hele Folk vil Magten tage,
Og sørger altid for at øge Lønnen
I ny Tilbedelse og Pris for Sønnen.
6.
Skal nu vi daarligt vore Dage slide
Og ingen ædel Modstandslue nære?
Skal vi med Rolighed se Asien glide
Ind under Fjendens sejerstolte Hære,
Se som Judæas Hersker frem ham skride,
Mens nye Sprog skal fyldes med hans Ære,
Hans Runer ristes ind i nye Malme,
Ny for hans Aasyn stige Sang og Psalme?
7.
Skal vore Guder jages bort med Skam,
Skal vore Altre til vor Fjende vendes,
Skal Guld og Myrrha bæres frem for ham,
Og duftrig Røgelse for ham kun brændes,
Skal Gaver ofres, Bønner til ham sendes,
Og skal vi se det fredeligt som Lam
Og skræmmet fly med stille Vemodssukke,
Naar sig de vante Templer for os lukke?
8.
Nej aldrig! Ej er slukt i Eders Bryst
Hin første Tapperhed, hvis stærke Lue
Omgjorded Eder i den stolte Dyst,
Da Tronens Raner hist vi kom at true;
Ej dengang bragte hjem vi Sejrens Høst,
Dog Aanden i os lod sig aldrig kue:
Hvordan det gik, at Lykken ham var god,
Vor Æren er for aldrig bøjet Mod.
9.
Nu sving Jer til den glansomstraalte Jord,
Og læg mig øde Gotfred med hans Skarer!
Træd ind i Lejren, hvori Fjenden bor,
For hver en Krigers Trin læg Fald og Farer,
Spind deres Hjærter ind i Elskovs Snarer,
Bland Lysters Gift, væk Hævn og Høvdingsmord,
Slaa Lejren ned, som Røg lad Hæren svinde,
Og spred dens Spor for Helveds Ørkenvinde!
10.
Ej de mod Gud oprørske Aander vente,
Til Mesteren har fuldendt helt sin Tale:
At gjense Stjærnerne de Vingen spændte
Til Flugt fra Dybets natopfyldte Sale.
O Musa, du, hvem hine Ting er kjendte,
Gjemt mange Hundred Aar i Glemsels Dvale,
Fortæl, hvordan de Rænkers Krig begyndte,
Mens Herskerens Befaling frem dem skyndte!
11.
Den Guds og Menneskers evige Fjende sendte
Armida hen midt blandt de kristne Helte;
Forbauste gik de ud af deres Telte,
Som hvis om Dagen en Komet sig tændte:
De Blikket mod den Underfulde vendte,
Mens Hjærterne som Vox de følte smelte:
»Hvo er den dejlige Vejfarerinde,
Hvad vil hun her, hvad kan blandt os hun finde?
12.
Hun var Kong Hydraotes’ Broderdatter:
Han hersked i Damaskus’ stolte Rige,
Men ingen Ædelsten hans Krone fatter,
Der skinner som den underskjønne Pige;
Han dyrker Troldoms Kunst og højlig skatter
Han hende som sin Lærling og sin Lige;
Han vil bekæmpe Kristi Sag med hende,
Og Tanken fik han af den evige Fjende.
13.
Han sagde: »Du, som under Lokkers Guld
Graahærdet Kløgt og mandigt Hjærte dækker!
Vær nu din gamle Frændes Tanke huld,
Saa tynder jeg ved dig de Kristnes Rækker:
Svøb i din Skjønheds Magt dig underfuld,
Rust dig med hver en Kunst, som Elskov vækker,
Træd frem i Fjendens Lejr paa dristig Fod,
Med Blyhed skjul det overvættes Mod!
14.
Dæk Løgn med Sandhed! bad i Graad din Bøn!
Af digtet Kummers Spind smed Heltes Lænker! —
Hvad nægtes den, som er forfulgt og skjøn? —
Fang Gotfred! staar han fast mod Amors Rænker,
Saa fang hans første Helte; deres Løn
Du siden paa et øde Sted dem skjænker —
Ej derfor vor Samvittighed bedrøves!
For Fædreland, for Tro tør Alting øves.«
15.
Armida, stolt og dejlig, Magten kjendte,
Den hendes Fagerhed og Ungdom ejed; —
Med snild og modig Hu hun Hvervet vejed,
Tog glad det op, og sig til Rejsen vendte.
Om Staal, som sig for Silkelokker nejed,
Var hendes Drøm, mens Veje, lidet kjendte,
Hun tog i Ridderes og Fruers Følge
Og naaed did, hvor Frankers Vimpler bølge.
16.
Vidunderdejlig kom hun, Vinden gynger,
Letaandende, det kruset-gule Haar
Og hen i nye Krusninger det slynger:
Sig Slørets Folder hen om Glansen slaar,
Snart gjennemskinnet af de gyldne Klynger,
Som naar en snehvid Sky for Solen gaar,
Snart vigende for denne Fyldes Magt,
Der ruller frem i utilsløret Pragt.
17.
Med Vellyst-Ynde Klædningen ombølger
Den ranke Skabning og det høje Bryst;
Med Strænghed sluttet sammen, Blikket dølger
Sit straalerige Væld af Elskovs Lyst;
I hendes Aasyn Rosen Liljen følger,
Paa Læberne, der aande Elskovs Røst,
Har Rosen i sin fulde Sommerglæde,
Udelt og ene, rødmende sit Sæde.
18.
Hun drager frem og Blikket nedad sender,
Mens Hyldingsord fra hver en Læbe klinger,
Og inderst i sit Hjærte hun det kjender.
Hun standser lidt; Eustaz sin Hilsen bringer.
Lig Sommerfugl, der sig mod Lyset svinger,
Mod Skjønhedsglansen Ynglingen sig vender:
»Tal, Himmelske! hvis du er fra det Høje
Sendt til os ned, jeg strax mit Knæ vil bøje.«
19.
Hun svarer: »Jeg er en landflygtig Pige,
Kun altfor dødelig, forladt, berøvet,
Jeg søger Hjælp, bønfaldende, bedrøvet —
Tilvisse for din Pris mit Værd maa vige:
Jeg kommer hid, at kaste mig i Støvet
For Høvdingen og al min Nød ham sige,
Og er du, som det synes, mild og god,
Da før mig, Ungersvend! til Gotfreds Fod!«
20.
»Med Broder gaa til Broder da!« han mæler,
»Og tro mig! ej min Gunst hos ham er ringe,
Stol trøstig paa hans Scepter og min Klinge!»
I Kreds af Hærens Fyrster Gotfred dvæler,
Ind tren hun med Eustaz, hvem Fryd besjæler,
Mens hun af Blyhed knap tør Hilsen bringe;
Da trøster hende Kæmpers Høvding god.
Sødt daarende randt hendes Tales Flod:
21.
»Du, Heltes Drot, som har saa høj en Rang,
At overvundne Fyrster, slagne Hære,
Sig regne Nederlag ved dig til Ære!
Dit Navn blandt Fjender har saa god en Klang,
At de tør Bønner til dit Højsind bære,
Og derfor drog jeg hid ad Vejen lang;
Og, Herre, er min Tro fra din forskjellig,
Den Tro, til dig jeg har, dig være hellig!
22.
Hos dig er Mildhed, det jeg tror og véd,
Ak, mine egne lægge mig for Had,
Min Slægt har styrtet mig i Jammer ned,
Løft du mig paa min Trone, frelst og glad!
Damaskus er mit Rige og min Stad,
Min Frænde drev mig i Landflygtighed,
Min Krone tog han, og mit Liv han vil,
Og med mit Navn han driver Løgnens Spil.
23.
Dog har jeg Folk, som er mig tro endnu,
Men Høvdinger os fattes: giv mig ti
Af dine Kæmper; staa den Svage bi!
Omstraalt af Højmod staar du for min Hu:
Naar paa min Faders Stol jeg sidder fri,
Med Overhøjhed raade siden du
For mit Damaskus! Folk og Land og Skat,
Alt staar til dig, — frels den, som er forladt!«
24.
I stærke Træk hun skildred ham sin Nød,
Sit Haab til ham og til hans Kæmpers Værd:
Han tøved lidt, til Slutning Svaret lød,
Mildt, men med Alvor: »Dersom ej vort Sværd
Var viet Gud og vendt, som selv han bød,
Mod Zions Mur — for den Sag er vi her —,
Da kunde vel du dertil fæste Lid:
Nu al vor Kraft er sat paa denne Strid.
25.
Dog lover jeg dig — tag mit Ord som Pant! —
Naar først af Aaget vi har friet ud
Den hellige Stad, saa dyrebar for Gud,
At staa dig bi.« — Ved Svaret Straalen svandt
Af hendes Blik, ad Rosenkinden prud
Lig Perler og Krystaller Graaden randt:
»Til Grumhed vendes Godhed da hos Helte,«
Hun udbrød, »før min haarde Lod kan smelte.
26.
Ej, Herre! vil jeg paa din Godhed klage,
Jeg véd, du har den, ak, mod mig kun ej! —
Lad min Forfølger da mit Liv kun tage,
Min Skæbne har bestemt det — nej dog, nej!
Min egen Haand skal Staalet mod mig drage« —
Og, høj, til Bortgang vendte hun sin Vej,
Mens Taarers Slør om hendes Ynde sank,
Som over Blomster Morgenduggen blank.
27.
Saa mægtigt bølged dette Perleflor,
At Heltes Hjærter droges ind deri;
Frem tren Eustaz og talte saadant Ord:
»Broder og Herre! du kan vælge ti
Blandt os, de vandrende Riddere: frank og fri
Vi stævned hid, vi har ej Folk, ej Jord,
Ej tynger Fyrstehverv os eller sligt;
At hjælpe Kvinder er vor Ordens Pligt.
28.
Ej fra Guds Kald og Tjeneste der viges
Ved for en skyldfri Mø at løfte Skjold;
Kjært er det for hans Aasyn, naar der kriges
Mod hver en Skurk, der farer frem med Vold:
Gid ej i Frankrig det om os skal siges,
At Ridderaand blandt os er vorden kold!
Gid aldrig, hvis jeg staar tilbage her,
Jeg mer maa tøjle Ganger, svinge Sværd!«
29.
Saa taler han, men ved hans Læbe hænger
De Andre, og med Bifaldsjubler klare
Og Bønners Storm de ind paa Gotfred trænger.
Da svarer han: »For Jer i samtlig Skare
Jeg viger, men hvis Gotfred gjælder længer
Det mindste hos Jer, Brødre, tag Jer vare!
Hun have da de ti til denne Daad,
Dog ej af mit, af Eders eget Raad!«
30.
Det var dem nok, hver fik jo hvad han vilde,
Thi hver sig selv til hendes Ridder kaarer:
»Stands,« raaber Gotfreds Broder, »Graadens Kilde!«
Og brat Armida tørrer sine Taarer
Med Slørets Flig, med Straaler dobbelt milde
Hun gaar af Sorgen frem: af Spil, som daarer,
Af Smil, som smelter, og af Blik, som blinder,
Med sælsom Kunst et Troldomsvæv hun spinder.
31.
Med Tak, der toner som Sireners Sange,
Sin Jagt paa Hjærterne hun snildt begyndte
Og tog fast hver en Krigers Sjæl til Fange.
Den bly med Straaleblikke frem hun skyndte,
Den dristige med Strænghed gjorde bange,
Mens dog et Glimt af Mildhed Haab forkyndte.
Mangfoldig skiftende, hun blev den Samme,
Der altid drev i Vejret Elskovs Flamme.
32.
Men Gotfred med den sære Leg for Øje
Betænker i sit Hjærte Valgets Fare
Og siger til dem: »Overvejer nøje,
Og vælger ud af Eders tapre Skare
Den Værdigste, for hvem I Jer vil bøje,
Til Eders Tarv i Dudos Sted at vare!
Han vælge saa de Ti, hvis ej I stemme
For Damens Sag til bedre Tid at gjemme.«
33.
Eustaz — det var dem Alle vel til Maade —
Da svarte brat: »Med Kløgt at overlægge
Hos dig er Høvdingsdyd til Hærens Baade;
Hos os er Dyden, Haanden rask at række
Til Ærens Værk, ukjendt med Frygt for Vaade;
Da nu ved denne Sag saa lidt kan skrække,
Stor Fordel vindes, ædel Handling øves,
Skal den af os, hvis du tillader, prøves.«
34.
For deres indre Syn var Æren stillet,
Mens Hjærterne for anden Magt gav efter.
Men skinsyg Iver Gotfreds Broder hilded,
Da ved Sofias Søn hans Blik sig hæfter:
Høj staar i Kredsen han som Skjønheds Billed,
Som Ærens Spejl i Mod og Heltekræfter:
Ham ønsked ej i denne Færd han med,
Han drog ham med sig til et ensomt Sted.
35.
Med Smigers Kunst han talte: »Siig mig du,
Mer herlig Søn af en saa herlig Fader!
Hvo skal til Høvding vælges blandt os nu?
Mit eget Værd, min Rang mig knap tillader
At bøje mig igjen med lydig Hu
For hvemsomhelst i disse Helterader;
Hvis jeg har adlydt Dudo, var hans Aar
Hans Fortrin for mig og hans hvide Haar.
36.
Blandt Alle Ingen uden dig jeg ser:
I Fødsel er du min og Alles Lige,
I Vaaben og Bedrifter er du mer —
Selv Gotfred vil for dig i Kamprós vige;
Ej er iblandt os En, hvem Uret sker,
Ved dig at se til Høvdingshæder stige:
Jeg ønsker dig og kun mit Ønske lemper,
Hvis du vil være denne Dames Kæmper.
37.
Bedrifter i en Krog dog knap dig friste,
Og vil du, skal de Andres Sind jeg bøje,
Saa hver for dig vil Hæderstrinet miste,
Kun maa som Høvding du mig deri føje,
At Valget staar mig aabent til det sidste.
Jeg ser paa Sagen med tvivlraadigt Øje:
Om med Armidas Riddere jeg vil drage,
Om jeg for Staden blive vil tilbage.«
38.
Her tav Eustaz men blev om Kinden rød
Ved disse sine Ord; den Anden smiler,
Ham brændte lempeligt kun Elskovs Glød,
Men inderst i hans Hjærte Mindet hviler
Med Hævnens Tørst om Dudos grumme Død,
Og Tanken frem mod ny Bedrifter iler,
Mens klar og liflig som en yndig Sang
Den sanddru Rós ham gjennem Hjærtet klang.
39.
»Ej efter Hæderstrin at naa jeg tragter,
Kun at fortjene dem er, hvad jeg vil,«
Gav han til Svar, »hvis I dog selv mig agter
Af egen gode Vilje værd dertil,
Saa vægrer jeg mig ej, og hvad jeg magter
Jeg virker glad, og øger Ærens Ild
Med Eders Tillid. Med Armida gaar
Du, som du vil, ifald jeg Posten faar.«
40.
Til Fællerne da gik Eustaz behænde,
At stemme for Rinaldo deres Hu,
Men German havde strax følt i sig brænde
Sit norske Kongeblod, og tænker nu:
»Hvo kommer her og raner uden Blu
Min Høvdingshæder mig? Og hvad er denne?
En simpel Herre uden Konningsnavn,
Italien hans ufri Fødestavn.
41.
Fortørnes maa i selve Himmerig
Den gode gamle Dudo; slig en Praler
Tør maale sig med ham!« Da gled med Svig
Ind i hans Hu den evige Bagtaler
Og saadan ham Rinaldos Billed maler,
At Helten tyktes ham en Usling lig,
Mens fra hans Bryst en Strøm af Ord med Fynd
Sig brød, som naar Vulkanen udspyr Dynd.
42.
I Lejren var en Plads, hvor Helte tit
I Kampens Lege hærde Kraft og Mod.
Didhen Prins German styrer sine Skridt,
Ham styrer Skæbnen: dèr alt samlet stod
En Skare; strax fra Læben brast ham frit
Af Haan mod Bertholds Søn en smudsig Flod;
Rinaldo var der, hørte hvert et Ord,
Da som et Lyn hans Sværd af Skeden fór.
43.
»Du lyver,« raabte han; det lød som Torden,
Før Lynet slaar, men German drog sit Sværd;
Flux mer end hundred Sværd i kredsrund Orden
Slog om ham Mur til Værn mod Selvtægts Færd;
Thi fyldt i Hast med Folk var Pladsen vorden,
Da Gny var hørt i Lejren fjærn og nær,
Og dumpt af Stemmer løfted sig en Brusen
Lig Havets Larm, der møder Stormens Susen.
44.
Men i Rinaldos harmoptændte Bryst
Højt over Gnyet hvert et Haansord klinger,
Som Ondskabs Drot har talt med Germans Røst;
Han Sværdet som et Hjul i Luften svinger
Og styrter frem i Hævnens vilde Lyst
Og fremad gjennem Mænd og Vaaben springer,
Til midt i Kredsen, Mand mod Mand, han staar
Og Slag paa Slag mod sin Fornærmer slaar.
45.
Med Mesterhaand, trods Vredens Ild, han fører
Det grumme Staal, ej følger Synet med,
Og Kunsten skuffes, mens han Sværdet rører;
I Hjærtet ramt, da synker German ned.
Med Vreden færdig, vender hin sit Fjed
Til Bortgang brat; men Gotfred Larmen hører,
Han nærmer sig, højt Suk og Klage stiger:
Dræbt ligger German i sit Blod, som skriger.
46.
Han spørger: »Hvo er skyldig?« Flux til Svar
Lød Arnolds Ord: »Rinaldo brød dit Bud
Og Lejrens Fred, og har en Stjærne klar
Af Helterang blandt os i Blod slukt ud;
Det Sværd, hvormed ham Gud ombæltet har,
Drog mod Guds Kæmper han: for saadant Brud
Har Loven fastsat Død, og han maa dø,
Skal strafløs Skyld ej vorde Tvedragts Frø.«
47.
Den Slagnes Ven er Arnold, Intet dulmer
Hans Kval og Harm, mens han om Sagen melder;
Højt over Retsinds Skranker Smerten svulmer,
Og ædru Sandheds Krav ham Intet gjælder;
Fra Bitterheden, som i Hjærtet ulmer,
Udflyder Gift paa Tungen, som fortæller:
Rinaldos Gjerning synes i hans Mund
En Udaad, tifold stor ved ringe Grund.
48.
Da fremstaar Tankred, og med Troskab maler
Hvert Træk han af den uheldsvangre Færd;
Han læser Gotfreds Aasyn, Skriften taler
Dog mer om Frygten end om Haabet dèr;
Han vedblev: »Herre! Husk, Rinaldos Værd!
Ej samme Strænghed Retfærds Lov befaler,
Nej Lighed kun for Ligémænd er Ret,
Tænk paa hans Frænde Guelf, hans Byrd, hans Æt!»
49.
Men Gotfred svarer: »Slet du raader saa;
Det Herredom jeg kaldte mig for ringe,
Hvor Lovens Arm kun skulde Smaafolk tvinge,
For Loven lige Store staa med Smaa.«
Hin tav ærbødig; Ord med Bifald klinge
Fra Raimunds Læber, Helten sølvergraa,
Der opad til de høje Fædre skued
Og for de gamle Tiders Strænghed lued.
50.
»Paa Retfærds Grund er Myndigheden lagt;
Du talte Høvdingsord,« den Gamle mæler,
»Lov uden Straf sig avler Ringeagt,
Og Mildhed uden Strænghed Kraften stjæler«.
Men Tankred, som har hørt, hvad her er sagt,
Ej lytter mer, og ej blandt disse dvæler:
Han paa sin Gangers Ryg med Il sig svinger
Og naar Rinaldos Telt, som ført af Vinger.
51
Mens Alt han melder, Ynglingen ham hører
Med rynket Bryn, da føjer Tankred til:
»Ej véd og dømmer jeg, hvad Gotfred vil,
I Hjærtets Dyb sig Mandens Vilje slører,
Tit blænder Overfladen med et Spil;
Hans Ord mig dog til saadan Tanke fører,
At han vil fængsle dig som hver Forbryder!«
»Hvad fængsle!« fra Rinaldos Læbe lyder.
52.
Et Haansmil fødes af den stolte Aand,
Og gjennem Smilet lyner Vredens Flamme:
»Lad Trællen klare for sig, lagt i Baand!
Fri vil jeg dø, født af fribaaren Stamme:
Vil Gotfred byde Lænker frem med Skamme
For mig, som vandt ham Sejre med min Haand,
Jeg skal et Sørgespil ham lade se,
Ved hvilket alle Hedningfolk skal le.«
53.
Paa Stand han ruster sig til Kampens Færd,
Med Staalets Pragt han Bryst og Hoved dækker,
Ombælter sig igjen med skarpen Sværd,
Og Haanden rask mod Skjold og Lanse strækker.
»Du Kampens Yndling! undvig Kampen her,«
Var Tankreds Ord, »kæmp ej mod Kristi Rækker,
Kæmp ej mod Kristus selv, du Kristi Kæmpe!
Det er for hans Skyld, du maa Vreden dæmpe.«
54.
Jeg er kun ung, og lidet duer jeg
Til Mønster kun; dog har mit Sind jeg bundet;
Jeg Uret led, og hævnede den ej.
Thi da Cilicien ved mig var vundet,
Kom Balduin og gik en kroget Vej,
Til min Erobring var i hans Haand fundet;
Dog skjønt jeg vel det mægted, ej hans Færd
Jeg hindred eller hævned med mit Sværd.
55.
Du skal paa Stand til Antiochien drage,
Til Bohemund. Naar denne Storm gaar over,
Du vender om en Stund med Glans tilbage:
Jeg tænker ej, at vore Fjender sover,
Og hvis vi mod Ægyptens Magt skal tage,
At se dig her igjen man sikkert vover.« —
Her Guelf kom til og bad ham drage; mange
Did strømmed brat, hver vilde med ham gange.
56.
Da lod den stolte Yngling Vreden fare,
Han takked hver, to Svende tog han med
Og skiltes kjærligt fra den hele Skare
Og spored Gangeren og drog afsted;
Paa Drømmens Vinger skinnende og snare
Han vidt om Verden i Bedrifter gled:
Hver Fjende slog han, hver en Udaad hævned,
Og rejste Korsets Tegn, hvorhen han stævned.
57.
Men da nu Guelf til kort Farvel har favnet
Den stolte Svend, til Gotfreds Telt han skred.
Sin Stemme hæver denne: »Du er savnet,
Dig søger min Herold. — For snelt bered
Til Vredens Idræt, som har sjælden gavnet,
Din Frænde er« — hans Røst var dalet ned,
Og paa hans Vink Enhver var traadt tilbage —
»Gid jeg hans Sag i Forsvar kunde tage!
58.
Men Gotfred er som Høvding ens for Alle,
Som Lovens og Retfærdighedens Vagt
Jeg fri vil hævde dem af al min Magt:
Kan Ynglingen sin Gjerning Nødværn kalde,
Som det med Paastand er af Nogle sagt,
Saa lad ham vente Dommen, der vil falde,
Naar selv han melder sig og for sig klarer —
Hans Værd til saadant Hensyn sikkert svarer.
59.
Gaa, bøj hans stolte Sind, saa fri han møder,
At ej ved Trods han en sagtmodig Mand
Til her at bruge Lovens Strænghed nøder!«
Fra Guelfos Læbe lød som Svar paa Stand:
»Hvo drikker Ord af giftig Haan som Vand?
Hvo tæller Slagene, mens Harmen gløder?
Med Rette Germans Hovmodshorn blev brudt —
At Knøsen brød dit Bud har mig fortrudt.
60.
Men træde for din Dom — det er for silde,
Alt følger fjærnt herfra han vilden Vej;
Dog vil du, jeg skal lade Sværdet skille,
Og for Rinaldo mig i Tvekamp stille
Mod hans Bagvasker, ej jeg svarer nej.«
Men Gotfred mæler brat: »Jeg vil det ej,
Lad andensteds ham fare hen med Trætte,
Gid Striden her maa være endt med dette!«
61.
Imens Armida Rænkers Garn udspænder
Og fanger hele Lejren i sit Net,
Hun beder om de Ti med Løftets Ret,
Til Gotfred Valget af dem atter vender;
Mens heftig Fordring hver paa Læben brænder,
Skinsygens Pisk hun fører, aldrig træt:
I Løb jo Hesten tager af i Kræfter,
Er ingen foran eller følger efter.
62.
Dem laster Høvdingen i Sindet gram,
Utøjlet tumler den forrykte Skare;
For deres Skyld han Skammens Braad fornam,
Men ej hans Ord kan vække dem til Skam.
Da byder han: »Lad Lykken Valget vare!
Lad Sedler, lagt i Urnen, Sagen klare!«
Hver skrev sit Navn, sit Indhold Urnen dølger,
Og spændt Forventning gjennem Sværmen bølger.
63.
Hver lytted, mens de Kaarnes Navne lød:
Af deres Aasyn Sejrens Stolthed taler,
Hvis Sedler droges først af Urnens Skjød,
Thi Lykken deres Elskov Haanden bød;
Men Hjærtets Uro, skinsyg Harmes Kvaler
Sig i de Andres Træk og Stilling maler;
Rambaldo af Gascogne nævntes sidst —
Han for sin Elskov siden afsvor Krist.
64.
Stolt drog Armida bort med sine Ti,
Som lod hun dem for sin Triumfvogn spænde;
De Andre loved at staa Damen bi
Med Liv og Blod; de vente Dagens Ende,
Mens Kval og Harm dem gjennem Hjærtet brænde;
Da viser Elskov hver i Løn en Sti,
Ad hvilken snelt Armidas Spor han følger,
Mens Nattens Slør om tause Drømme bølger.
65.
Eustaz gav sig paa Vej som Førstemand;
At vente, til sig Nattens Skygge breder,
Han er for Hjærtets Rasen knap i Stand:
Da Solen rører Horizontens Rand,
Han blind betror sig til sin blinde Leder
Og drager om, mens Stjærners Lys sig spreder.
Men Morgenrøden kom med Straaler klare,
Da ser han brat Armida med sin Skare.
66.
Af Fryd bevinget, styrer han mod hende;
»Hvem er du, og hvad vil du?« spørger vred
Rambaldo, som paa Mærket kan ham kjende,
»Armidas Ridder, og til Kamp bered
For hendes Sag.« »Og til en Plads som denne
Hvo valgte dig?« — Han svarer: »Kjærlighed —
Mig kaared Elskov, dig har Lykken kaaret,
Skjøn nu, til hvem det bedste Valg blev baaret!«
67.
»Ej med spidsfindig Kunst skal Ret du tage,
Gjensvarte hin, »som ulovmæssig Svend
At træde blandt Armidas kaarne Mænd.«
»Hvo hindrer det,« udbrød den Anden fage;
»Jeg hindrer det.« de mod hinanden jage
I Vredens Mod. Da tren Armida hen;
Den Sjæles Dronning, høj, med udstrakt Haand
Stod mellem dem at knytte Fredens Baand.
68.
Til hin hun mæler: »Kan det dig fortryde,
At jeg en Kæmper, du en Medhjælp faar?«
Til denne: »Lad mig dig Velkommen byde,
Thi Held og Hæder mig din Nærhed spaar.«
Nu komme fler, huldsaligt Hilsner lyde
Til hver med Velkomst fra den væne Maar;
Hist fra og her fra kom de, Ingen kjendte
Den Andens Flugt, men skjæve Blik ham sendte.
69.
Ved Daggry hver en Sjæl i Hæren kjender,
Hvad under Nattens Skjul og Skjærm blev øvet,
Men Gotfred grunder, harmfuld og bedrøvet,
Og Tanken mod de bitre Følger vender;
En Svend da kommer, aandeløs og støvet:
Ȯgyptens Drot sin Flaade mod dig sender,
Snart vil hans Snækker ud paa Havet glide,
Ligurers Vilhelm lader dig det vide.
70.
Han føjed til, at Levnedsmidler bragt
Med Skibene og ført med Karavane
Til Lejrens Brug, faldt i Arabers Magt,
Forsvarerne, i Sandet dræbt, fik Bane;
Men hine Horder strejfe rundt og rane,
Det hele Land er dem for Fode lagt,
De voxe som en Syndflod uden Ende,
Du derfor væbnet Magt bør mod dem sende.«
71.
Fra Mund til Mund i Hast fløj saadant Ord,
Og Gotfred mærked ved sin Hjærterod
Et Pust af Ve, som gjennem Hæren fór.
Med frejdig Pande strax han blandt dem stod:
»Hvad, Venner! har I glemt, at Gud er stor,
Og har I kjendt den Stund, han os forlod?
Fortræd har før vi med hverandre prøvet,
Og Frelsens Gjerning har han mod os øvet.
72.
Saa fuldt som før hans Mildheds Straaler skinne,
Saa lidt som før hans højre Haand er svag,
Af Moders Liv han drog Jer til at vinde
I denne Sag, som er hans egen Sag;
Hvad nu er Tjørn, vi skal som Roser finde,
Naar vi tilbage se fra Sejrens Dag.
Saa lad os holde ud, mens Striden staar,
Og vente til den store Time slaar!«
73.
Mens Gotfred trøster med sin egen Trøst,
Mens Sorgen for hans lyse Blik forstummer,
Og Angsten flyr for Kraften i hans Røst,
Han skjuler i sin Sjæl sin egen Kummer
Og overlægger ensom i sit Bryst
De trende Spørgsmaal, hans Bekymring rummer:
Hvordan skal han Ægyptens Flaade møde,
Araber tvinge, skaffe Hæren Føde?