1.
Alt Vinden vaagen er og Livet vækker
Ved frisk Auroras Nærhed at forkynde,
Hun Haanden ud mod Himlens Roser strækker
Og majestætisk kranser sig med Ynde;
En Brusen i de kristne Teltes Rækker,
Som naar i Kuben Bier travlt sig skynde,
Gaar forud for Trompetens klare Lyd,
Der kalder højt ad bolde Heltes Dyd.
2.
Men Gotfred, som det Høvdingen mon sømme,
Paa Hærens Ild, der bærer vildt afsted,
Med rolig Fasthed lægger Ordens Tømme —
Stands Nordenvinden, naar den stormer vred
Mod Apenniners Top, stands Dybets Strømme,
Der hvirvle mod Karybdis’ Afgrund ned! —
Han standser ej, han styrer deres Hast,
Fremad i Takt! med Regel, uden Rast!
3.
Hver Fod, hvert Hjærte bæres som af Vinger,
Man mærker ej, hvor snelt man iler frem,
Mens Solen alt et Ildbad Sletten bringer;
Da ligger for dem brat Jerusalem:
»Jerusalem!« fra hver en Læbe klinger,
Hver peger henrykt paa Guds Tempelhjem,
»Jerusalem!« hver breder sjæleglad
Sin Favn i Hilsen mod den hellige Stad.
4.
Saa ser af Søfolk man en modig Skare,
Der gik om Bord at søge fremmed Strand,
Og vidt har flakket om i Havsens Fare
Og prøvet mangen Dyst med Vind og Vand:
Naar brat sig Maalets Kyster for dem klare,
De hilse fjærntfra deres Længsels Land,
De juble, pegende derpaa med Lyst —
Bortvejret er al Nød af hvert et Bryst.
5.
Dog brat med Bod sig Glædens Strømme blande;
Med hellig Frygt af Stedets Højhed slagen,
Man vover knap at løfte Blik og Pande
Mod Kristi Stad, skjønt fromt af Længsel dragen:
Dèr, hvor Guds Søn fik Daab af Dødens Vande,
Blev gjemt i Klippegrav og Jordelagen,
Hvor han stod op, da løst var Dødens Smerter:
Did skue de med sønderknuste Hjærter.
6.
Af kvalte Suk, dem Hjærtets Lovsang følger,
Af stille Klager, hvori Glæden bæver,
Af dæmpet Graad, hvori sig Jubel dølger,
En Brusen sig i Luften mægtig hæver,
Som naar i Skov hen gjennem Løvets Bølger
Med tusendfoldig Hvislen Vinden svæver,
Som naar blandt Klipper nær ved øde Strande
Man lytter taus til Havets rørte Vande.
7.
Paa blottet Fod Enhver ad Stien træder,
Hver af sit Hoved løfter, from og stille,
Den stolte Hjælm med Guld og glansfuld Fjæder,
Med Silkepryd, hvor Solens Straaler spille;
Den stolte Hu, hvori sig Hjærtet klæder,
Hver lægger ned, mens hede Taarer trille;
Dog klager hver og vidner mod sig selv,
Ret som med Is han stemmed Graadens Elv:
8.
»Her, hulde Frelser! lod du da dit Blod
Af tusend Saar hen over Jorden rinde!
Og har jeg ej engang en levende Flod
Af disse Øjnes Væld, din Død til Minde?
Opløs dig, haarde Hjærte, smelt i Bod!
Smelt om i Graad alt, hvad din Hu har inde!
Du burde græde i al Evighed,
Hvis kold du nægter Graad paa dette Sted. —
9.
— Men Stadens Vagt, som Spejderblikket sender
Vidt over Bjærg og Dal fra Taarnets Tinde,
Ser vælte frem en Sky: en Sky, som brænder,
Thi gjennem Støvets Hvirvler Lynglimt skinne;
Den nærmer sig, og Malmets Glans han kjender
Og Mænds og Hestes Skikkelser kan finde:
»Til Vaaben!« skreg han lydt. Nu kommer Fjenden,
O, hvilken Støvsky rejser sig for Vinden!
10.
O, hvor den vælter frem, o, hvor den skinner! —
Paa Muren op til Forsvar!« og igjen
Han raaber ud: »Det mylrer tæt med Fjender,
Til Vaaben, Borgere!« Flux alle Mænd
Til Muren hasted, men til Templet hen
Med Graad og Jammer drog de arme Kvinder
Med smaa Uskyldige, med Gamle, Svage,
At søge Trøst i fælles Bøn og Klage.
11.
Men Kongen bærer Staden i sin Hu;
Han ordner, leder, giver selv Besked
Om Værnets Værk; sit Taarn han søger nu:
Paa Muren rejst, det ser til Sletten ned,
Hvor Kampen raser snart med Larm og Gru.
Sin Gjæst, Erminia, han bringer med;
Da Antiochia faldt for Frankers Sværd,
Dets Kongedatter søgte Tilflugt her.
12.
Klorinda og Argant af Staden drog
Hver med sin Skare; mens, med Ord, som gløde,
Hun ildner sin, en Trop, som Bytte tog
Af hornet Kvæg og lagde Egnen øde,
Hun ser: som Lyn hun mod dens Høvding jog,
Brat hviner hendes Glavind hans imøde;
Hans Navn er Gardo, han er stærk brav,
Men Døden brat ham hendes Højre gav.
13.
Da løfted lydt de Vantro Glædens Skrig,
Thi Lykkens Varsel, som dog ej var sandt,
De tog af Gardos Fald for denne Krig;
Fort i Klorindas Spor de Vejen fandt,
Den Vej, som Sværdet baner over Lig;
De Byttet fra den kristne Skare vandt:
Hen til en Høj den viger, Gotfred vinker,
Tankred til Hjælp den fløj, som Lynet blinker.
14.
Saa dristig Ungersvenden frem mon ride,
Saa støt han bærer Lansen tung og svar,
Han slig en Ynde, slig en Rejsning har,
At Kongen spørger Møen ved sin Side,
Da han fra Taarnets Højde blev ham vár —
Med lønlig Hjærtebanken sad den Blide:
»Af Franker saa du nok til selv at kjende
Dem bagved Staalet — sig mig, hvo er denne?«
15.
For Svar et Suk paa hendes Læbe svæver,
Og Taaren trænger sig til Øjet frem,
Men brat af Hadets Ord et Slør hun væver
Og jager Suk og Graad til Hjærtet hjem,
Dog skjælver Sukket i den Røst, hun hæver,
Mens Øjet farves af en Purpurbræm:
»Kun alt for tit jeg skued ham tilforn,
Dengang han mejed mine Mænd som Korn.
16.
Der spirer ingen Urt af Jordens Skjød,
Som den, hvem han har saaret, mer gjør sund.
Det er Fyrst Tankred — jeg vil ej hans Død —
Var han min Fange! leved jeg den Stund!
Saa tog jeg Hævn, og Hævnen var mig sød.« —
Ej tog et usandt Ord hun i sin Mund,
Mens saa hun talte: den, som hørte, dog
Fik usand Mening af det sandru Sprog.
17.
Klorinda gaar imens med fældet Lanse
Mod Tankred; mod Visirerne de slaar,
Saa Stumperne i Luften om dem danse;
Et Hug, et mesterligt, Klorinda naar,
Det løfter Hjælmen — Tankred! kan du sanse?
En Mø med gyldne Lokker for dig staar
Paa vilden Slagmark, lys, med Øjne milde,
Trods Vredens Lyn — hin Mø fra Grottens Kilde.
18.
Han Skjoldet brat og Hjælmens Smykke kjender
Og staar som Sten; bag Skjoldet hun sig dølger,
Som bedst hun kan, og sig til Angreb vender.
Han søger Kamp med Andre, hun ham følger,
Og Slag paa Slag den Værgeløse sender,
Hvis Sjæl er svømmet bort paa Elskovs Bølger:
Ej Slag han slaar, ej bøder for sig mer,
Men tabt i hendes Skjønhed ser og ser.
19.
»Ej altid«, tænker han, »vel Hugget rammer,
Som lyner mig fra staalklædt Haand imøde,
Men altid træffe disse Skjønhedsflammer,
Som fra det ubedækte Aasyn gløde.«
Da vælger han at ende brat sin Jammer,
Ej vil han taus, en ukjendt Elsker, bløde,
Han mæler: »Lad os kæmpe mer i Ro,
Fra Mængden lad os skilles ene to!«
20.
Naar mere frit vi røre vore Arme,
Jeg prøver bedre, hvad mod dig jeg magter.«
At hun har mistet Hjælmen, ej hun agter,
Men skrider foran, fyldt af Kampens Varme;
Da de blev ene, strax i krigersk Harme
Hun hugger til — »Du, som kun eftertragter
Mit Liv blandt tusend Liv! jeg foreslaar«
Saa mælte han, »at sætte Kampens Kaar,«
21.
Hun stanser, lyttende hun for ham staar,
Hans Blyhed veg for Styrken af hans Flamme,
Og Kjækheds Ord ham over Læben gaar:
»Er dig mit Liv imod, du med det samme
Kan tage det, jeg sætter Kampens Kaar
Paa denne Vis, og du kan frit mig ramme;
Udriv mit Hjærte: længst var ej det mit,
Tag du det ud, og se, om det er dit!«
22.
Ej alt faar Tankred sagt, hvad Hjærtet vil;
Hans Folk en Flok af Vantro mod dem jage,
Klorindas Lokker, som er Vindens Spil,
Hen paa det ubedækte Hoved drage
En Frankers Blikke, grumt han saare vil,
Men Tankred lod sit Sværd mod Hugget tage:
Ej vendte han det helt, ved Halsens Grænser
Skar Sværdets Æg, men ej hun Riften ænser.
23.
Kun let var Saaret, nogle Draaber rinde
Hen over Lokkerne med Purpurskjær,
Som naar i Guld man ser Rubiner skinne.
Men Tankred løfter rasende sit Sværd,
Og begge storme bort som Høstens Vinde;
Klorinda ser med Undren deres Færd,
Hun fulgte fjærnt med Øjet deres Vej
Og lod dem fare, agtende dem ej.
24.
Hun samler sine Folk; med løftet Skjold
Fra Ryggen hun det blotte Hoved dækker
Lig dem, der fly, naar Maurer spille Bold:
Snart viger hun, snart paa de Kristnes Rækker
Hun stormer ind, til hen for Stadens Vold
Hun, halvt i Flugt og halvt i Jagt, sig trækker;
Dèr støder til Argant og med sit Sværd
Uddeler Døden i den kristne Hær.
25.
Men Tankred standser i sit vilde Ridt,
Den Anden snelt som Pil i Fjærnet svinder,
Saa let bevinget bar ham Gang’rens Skridt;
Da Tankred ser tilbage, brat han finder,
At alt hans tapre Skare gik for vidt.
Kjækt stævnet frem, omringes den af Fjender,
Den trænges, viger, Ild ham fremad sporer,
Mens han i Gang’rens Side Jærnet borer.
26.
Flux Hærens Kraft og Nerve, Dudos Skare,
Den Ridderskabets Blomst, til Hjælp sig vender,
Den holdt sig altid til, hvor der var Fare.
Fremst Bertholds Søn, af Stormod højt han brænder,
Saa nær mod Staden strejfer ind den Snare,
At let Erminia ham fra Muren kjender
Paa Fuglens Mærke: »Se; den Yngling dèr,
Rinaldo, første Mand i Kampens Færd!
27.
Med slige syv« — til Kongen hendes Ord —
»Var Syrer underlagt og Inder med,
Ja, selv den fjærne Nil for ham, jeg tror,
Sit sløromvundne Hoved bøjed ned. —
Hin, i hvis Rustning Guld med Grønt sig snor,
Er Dudo, Høvding ved Erfarenhed
I Vandreriddernes berømte Skare —
Hans Byrd og Manddom til hans Visdom svare.
28.
Se hine to, der sig til Et forbinder:
De følges altid, hvid er deres Dragt,
Som Sneen hvid hver deres Pryd og Pragt —
Det Edvard er og Alfhild, ej man finder
Et Elskerpar i hellig Ægtepagt,
Der mer af Tapperhed og Troskab skinner.
Hin, German, kom fra Norges Fjæld og Elv —
Brav, men med store Tanker om sig selv.«
29.
Saa taler hun, men Kampens Bølger gaa,
Rinaldo, Tankred brød de Vantros Rækker,
De fly til Staden, end som Bolværk staa
Klorinda og Argant, der Flugten dækker;
Med Kæmpekræfter monne Dudo slaa,
Han Fjender trindt til Jorden om sig strækker:
Ej holder mod ham Hjælm, ej Skjold og Panser,
Han kløver Pander og han splintrer Lanser.
30.
Circasseren Argant for Dudos Arm
Har ingen Ro: han fnyser, Vreden stiger,
Han standser, vender sig, igjen han viger:
Med kold Beregning, skjønt af Vreden varm,
Halv styrter han sig løs og halv sig sniger,
Og strækker hin til Jorden grumt med Harm:
En jærnhaard Hvile ham i Faldet lænker,
En blytung Søvn paa Øjnene sig sænker.
31.
Tre Gange aabner han dem og vil smage
Det søde Lys og sig paa Armen hæve,
Tre Gange synker han igjen tilbage,
Og Nattens Skygger om hans Hoved svæve,
Med Isnen løses Lemmerne og bæve,
Mens Dødens Perler over dem sig drage.
Argantes sætter over Liget hen
Og skreg i Farten til de kristne Mænd:
32.
»Hils Eders Høvding fra mig! Ser I dèr
Hans smukke Gave, som jeg fik igaar!«
Han lod i Luften funkle højt sit Sværd,
Der drypped rødt af Dudos Banesaar;
Om den en Nyhed er ham sagtens kjær —
Se blot, hvor god en Brug, jeg af den faar!
At strax den viser sig ved første Prøve
Som saa fortrinlig, vil ham ej bedrøve.
33.
Han skal dens Virkning paa sig selv erfare,
Naar Staalets Æg jeg borer i hans Bryst, —
Lad snart ham melde sig, hvis han har Lyst!«
Forbitret kappes mod ham Frankers Skare,
Men fort han haster fra den haarde Dyst,
Og Staden alt ham i sit Skjød tog vare,
Da de Forfølgende mod Muren skred,
Hvor Sten og Pile hagle paa dem ned.
34.
Saa stærkt var Vejret, der fra Muren brød,
At lidt de Kristne veg; men Bertholds Søn
Da raaber: »Fremad, hævn vor Førers Død!
Er slig en Lunkenhed hans Troskabs Løn?
Hans Morder skjuler sig i Stadens Skjød.«
Han ryster Hovedet saa stolt og skjøn,
Og bærer det mod Kast og Skud saa trygt,
At hver en Franker følger uden Frygt.
35.
»Var Muren Diamant, ned skal den nu!«
Da meldte Gotfreds Sendebud: »Lad være!
End er ej Tid.« Han adlød, gram i Hu,
Uhindret gik de: af din sidste Ære
Ej mindste Del, o Dudo! misted du,
Paa Armen ømt dig hulde Venner bære.
Men Gotfred har mod Staden vendt sit Øje
Og mærker sig dens Stilling skarpt og nøje.
36.
Jerusalem, paa Klippers Flade lagt,
Til ulig Højde løfter tvende Tinder,
Som Skjel et Dalstrøg midtvejs hen sig vinder.
Stejlt sænket, med Naturen selv i Pagt,
Mod Solens Opgang — dèr, hvor Kedron rinder —
Mod Syd og Vest den trodser fjendtlig Magt:
Mod Nord, hvor jævnt den ud mod Sletten skraaner,
Af Muren, vældig høj, den Styrke laaner.
37.
Mens Staden Regnvandsbrønde har og Damme,
Mens Kilders Straale frisk fra Klippen bryder,
Er Jorden trindt om brændt af Solens Flamme
Ej risle Væld, saa lidt som Strømme flyder,
Ej, mild og glad, den Græs og Blomster skyder,
Ej, stolt og frodig, Træ med vældig Stamme
Og løvrigt Tag; sex Mil fra Staden hæver
Sig kun en Skov, hvor Rædslers Aande svæver.
38.
Mod Øst sin Bølge ruller Jordans Flod,
Den højt velsignede, mens hvidt med Sande
Mod Vest sig brede Middelhavets Rande —
Mod Nord Samaria, hvor Altret stod,
Hvis Guldkalv lagde Sjæle for sin Fod;
Mod Syd, der sender Blæst med Regnens Vande
Er Bethlehem, som favned i sit Skjød
Hin Fødsel, hvorom Englesangen lød.
39.
Den Helt, som kom, Jerusalem! at sprænge,
Din Trældoms Baand, de stejle Klippevægge,
De bratte Kløfter, som i Dybet trænge,
Med kyndigt Blik betragter grant og længe:
For nordre Mur han Teltes Krans lod lægge
Og jævnt mod Hjørnetaarnet hen sig strække,
De knap om Stadens Tredjedel kan fatte,
Men alle Veje holder han besatte.
40.
Om Lejren bød han Grav og Vold at slaa,
Og nu, af Længsel dragen, did han ilte,
Hvor bleg i Dødens Skjønhed Dudo hvilte;
Med Graad hans Vaabenbrødre om ham staa,
Mens høj fra Heltens Aasyn Freden smilte;
De smykked Baaren; da de Gotfred saa,
De løfted Klagers Raab, men from og stille
Han brød bevæget ud i Toner milde:
41.
»Du gik til Gud, ej maa for dig vi græde,
En from og kristen Helt du var paa Jord,
Og da du gik til Himmeriges Glæde,
Du efterlod dig Ærens lyse Spor.
Men for vor egen Skyld er Sorgen stor,
At uden dig vi Kampens Vej skal træde; —
Du, som forlod os med din Kraft, dit Værd!
Kæmp nu dog med os i Guds Helgenhær!«
42.
Saa talte han, og Aftensolen sank,
Og Natten dulmende sin Skygge spredte;
Men da nu Morgenrøden skinned blank,
Af duftende Cypres hans Seng de redte
Ved Foden af en Høj, hvor skjøn og rank
En mægtig Palme sine Grene bredte:
Dèr ømhedsfuldt de lagde Støvet ned,
Mens Præster Messe sang for Sjælens Fred.
43.
I Træet højt var ophængt Sværd og Skjolde,
Fra Vantro vundne under Korsets Krige;
Mens Bannerne fra Fjendens tagne Volde,
Som stumme Vidner, sænked deres Flige;
Hans Rustning, Sværd og Lanse, som den bolde
I Slaget svinged, funkled dèr tillige
Fra Stammens Midte, den man Indskrift gav:
»Her hviler Dudo, hædrer Heltens Grav!«
44.
Men Gotfred siden Mænd til Skoven sendte,
Der, bjærgomkranset, ligger gjemt i Dale —
Han ved en syrisk Spejder Stedet kjendte:
Med Øxens Æg de kom blandt Skygger svale,
Til Krigens Værktøj Træ de skulde hente,
Paa uvant Vis de krænked Løvets Sale,
Brat sank for Jærnets Hug den hellige Palme,
Den vilde Ask, de vinomslyngte Alme.
45.
Duftrige Ceder faldt og stærken Eg,
Som tusend Gange skifted om sit Haar
Og tusend Gange trodsed Stormens Leg;
Og Bøgen segned i sin lyse Vaar,
Den stolte Gran, den ranke Poppel veg,
Og Dødens Træ, Cypres, fik Banesaar,
Fra Reden skræmmet fløj de glade Fugle,
Og Dyrene forlod den sikre Hule.