Den 89. Psalme
Mel. Et lidet Barn saa lysteligt.
Mel. Et lidet Barn saa lysteligt.
1.
Saa vorde da Guds Miskundhed
Midt i min Nød besiungen,
Forjættelsen om Davids Sæd,
(Forjættelsen om Kongen,
Hvis Trone staaer med Evighed,)
Er bygget paa Guds Sanddruehed,
O! hører alle Zoner!
Jeg trykker Harpen til mit Bryst,
Og Israels forvented’ Trøst
Skal hæve mine Toner.
2.
Jeg synger om din Naade — den,
Som du har os forjættet,
Stadfæsted’ du i Himmelen:
Du sagde: „jeg opretted’“
„En Pagt, og min Udvalgte svor;“
„Min Tiener David har mit Ord:“
„Din Sæd skal jeg formeere,“
„Og holde i min Varetægt,“
„Din Throne skal fra Slægt til Slægt“
„Af mig befæstet være.“
3.
Gud! denne Viisdoms Hemm’lighed
Skal alle Himle ære,
Og dine Løfters Sanddruehed
Skal Priis og Lovsang være
For alle hine himmelske
Og hellige Beundrere;
Thi hvo er stor, som Herren,
Den Tordnende i Skyerne,
Hvo er ham lig blandt Guderne?
Kun ham tilhører Æren.
4.
Kun han er frygtelig og stor,
Og Salighed udbreder
Sig over det talløse Chor,
Som for hans Stoel tilbeder,
I Majestæt de tabe sig —
O, Jehova! hvo er dig lig!
Herskarers Gud og Herre!
Stærk er du, uforanderlig,
Din Sanddruehed er Glands fra dig,
Er Straaler fra din Ære.
5.
Du slutter Havet i din Haand,
Og Dybets Grændse sætter;
Og Bølger tumle i dit Baand,
Din Aande dem udsletter;
Egypten knustes under dig,
Som Slagne trædes ned i Krig;
Du blot din Arm udstrakte,
Og dine Fiender flyede;
De skiælv for dig, som Himlene
Og Verdener frembragte.
6.
Du har grundfæstet Jorderig,
Og Jordens Fylde bærer,
Den tause Midnat lover dig,
Dig Middags-Straalen ærer,
Det grønne Thabor nævner dig,
Og bryder ud i Fryde-Skrig,
Det frosne Hermon svarer —
Stærk er din Arm — alt føler dig,
Din høire Haand er seierrig,
Naar du med Hævn fremfarer.
7.
Paa Dom og paa Retfærdighed
Din Guddoms Throne hviler,
Din Naade og din Troefasthed
Fra al din Gierning smiler;
Lyksaligt Folk, som nærme sig
Ved festelig Basun til dig!
De vandre jo, o Herre!
Bestraalet af dit Ansigt frem,
Dit Navn er daglig Fryd for dem,
Din Huld er deres Ære.
8.
Du kroner dem med Magt og Roes;
I dine Naade-Skygger
Vi voxe og vor Magt med os —
Os Jehova betrygger;
Han, som er Jacobs Gud især,
Vor Konge anbefalet er;
Han fordum har forjættet
Sin Naade til de Hellige,
Kundgiort for sine Tienere
Den Pagt, han har oprettet.
9.
„Til Folkets Hielp (saa har han sagt)
„Jeg selv en Helt fremkaldte,“
„Jeg gav paa een blandt Folket Agt,“
„Paa David, min Udvalgte,
„Min Tiener, og ham kronede“
„Og salved’ med min Olie,“
„Ham skal min Haand beskytte,“
„Og ved min Arm skal han bestaae,“
„Ham ingen Fiende skal nedslaae,“
„Ei Syndere nedtrykke.
10.
„Hans Fiender skal jeg knuse smaa,“
„Og alle de, ham hade,“
„Dem skal jeg i min Vrede slaae,“
„Min Huld skal ei aflade,“
„Og ei min Troefasthed, min Pagt;“
„Jeg skal forherlige hans Magt;“
„Han skal sin Haand udstrække“
„Og den skal over Havet naae;“
„Han skal sin anden Haand udslaae,“
„Og over Euphrat række.“
11.
„Han skal med Tillid bryde ud:“
„Du er — du er min Fader,“
„Min Tilflugts Klippe, Gud, den Gud,“
„Hvorpaa jeg mig forlader!“
„Og jeg — hans Gud, hans Tillids-Løn —“
„Giør ham til første fødte Søn;“
„Ja! ham skal alle Tunger“
„Erkiende for den Ypperste“
„Blandt Jorderigs mangfoldige“
„Og høit ophøied’ Konger.“
12.
„Han skal et evigt Øiemed“
„For al min Naade være,“
„Min Pagt med ham skal vare ved,“
„Jeg vil hans Sæd formeere,“
„Hans mange Efterkommere“
„Skal være til med Dagene“
„Igiennem Verdens Alder;“
„Og tryg skal paa Forjættelsen“
„Hans Throne staae; til Himmelen“
„Ned fra min Ombue falder.“
13.
„Og om hans Sønner skulde ei“
„Min høie Lov adlyde,“
„Men vandre uden for min Vei,“
„Og mine Buds-Ord bryde,“
„Saa vil jeg dog, som deres Gud,“
„For deres Affald fra mit Bud“
„I Miskundhed dem tugte;“
„Jeg vil i Nidkierhed gaae frem;“
„Men ikke ødelægge dem,“
„Skiont de min Huld misbrugte.“
14.
„Nei! Naaden skal dog blive ved,“
„Jeg fra mit Ord ei falder,“
„Og jeg fornægter ei min Eed,“
„Og ei min Pagt gienkalder;“
„Eengang jeg ved min Guddom svor,“
„Og David holder jeg mit Ord:“
„Hans Sæd vil jeg formeere,“
„For mig hans kongelige Stoel“
„Skal staae med Pragt, som Himlens Soel,“
„Og til med Maanen være.“ —
15.
Det Vidnesbyrd fra Skyerne
Man vel troeværdigt agter; —
Men, Gud! du dog din Salvede
Bortstøder og foragter,
Og bryder, synes os, din Eed,
Og kaster selv hans Krone ned,
Vanhelliget, til Jorden;
Hans Muure og hans Fæstninger
Nedbryder du — et Rov han er,
Han er en Latter vorden!
16.
Hans mange Fiender giver du
Magt, Overhaand og Glæde;
Hans Sværd i Haanden svigter nu,
Han maae af Kampen træde,
Og overgive Seieren,
Du ham erklærer for ureen,
Ja! du din Haand udrækker,
Og støder selv hans Throne om;
Hans Ungdom flygter ved din Dom,
Med Skam du ham bedækker!
17.
Ach, Jehova! hvor længe vil
Du dig i Harm bortvende?
Hvor længe skal din Vredes Ild
I stærke Luer brænde?
Tænk, hvor nedbøiet jeg dog er!
Hvi skabte du os Mennesker
Til saa forgieng’lig’ Dage!
Hvo lever, som ei Døden seer,
Kan nogen Mand, i hvo han er,
Fra Graven sig unddrage?
18.
Gud! uforanderlig og stor,
Hvor er’ de Miskundheder,
Du David ved din Sandhed svor!
Hukom dog din Tilbeder!
Tænk paa den Spot, den bittre Skam,
Som nu udøses over ham
Af alle store Magter!
Enhver, som er din Fiende, frit
Din Salvede ved hvert et Skridt
Forhaaner og foragter.
Høilovet være Jehova i Evighed! Amen!
Amen!