Birgitte Boye (1742–1824)

Min Hielper! Jehova, min Gud!

Min Qval i bitter Klage

Paa bange Læber bryder ud,

Endog i lyse Dage;

                Du seer min Nød —

                I Nattens Skiød

Jeg ligger for dit Øie,

                Lad da mit Skrig

                Naae op til dig,

Og hør mig i det Høie!

        Jeg er opfyldt af Lidelser,

Mit Liv paa Læben træller,

Jeg er en anden Verden nær,

Ja man mig næsten tæller

                Blandt Dødninger;

                Man Graven seer

Alt over mig at falde;

                Jeg er en Mand,

                Der ikke kan

Min Kraft tilbagekalde.

        O! næsten ureen, som et Liig,

Jeg alle forekommer,

Som de, der falde bort i Krig,

Og du ei meer huskommer;

                Ja snart, som de

                Bortsmuldrede,

Der føle ei din Styrke;

                Mig har din Magt

                Alt dybt nedlagt

I underjordisk Mørke!

        Din Vrede hviler tungt paa mig,

Og alle dine Floder

Nedstyrte knusende fra dig,

For mig en Ven, en Broder

                Maa flygte bort,

                Du har mig giort

Afskyelig for alle,

                Til fangen Mand,

                Der aldrig kan

Paa Haab om Frihed falde.

        Mit Øie er af Taare træt

Og mine Sukke raabe

Til dig om Hielp, hvert Aandedræt;

Men — o! hvad kan jeg haabe!

                Skal vel en død

                I Gravens Skiød

Dit Naades Under være?

                Mon Skygger dog

                Skal opstaae, og

Forherlige din Ære?

        Mon Dødningers tilspærred’ Grav

Din Miskundhed udbreder,

Mon Dødens Vaaning Gienlyd gav

Af dine Troefastheder,

                Mon Røster gaae

                Fra Mørkheds Vraa,

Og dine Under sande,

                Ophøie vi

                Din Sandhed i

Forglemmelsernes Lande?

        Men jeg — skiønt haabeløs — endda

Ved hver Dags Morgen-Røde

Frembærer for dig, Jehova!

Min Læbes første Grøde;

                Men, o! hvorfor

                Mon du forsmaaer

Min høie Tillids Klage? —

                Hvo redder mig!

                Du drager dig

Ved mine Raab tilbage!

        Jeg er elendig — ja hver Dag

Min Lidelse tiltager,

Snart døer jeg under dine Slag,

Jeg zittrer og forsager;

                Thi over mig

                Gaae idelig

Kun Strømme fra din Vrede,

                Du reiser dig

                Og dræber mig;

O! mig kan ingen redde.

        Din Rædsel omkringgiver mig,

Som Vandet dem, der synke;

Ja! alle Qvaler samle sig,

De Venner, som mig ynke,

                Mig qvæge ei;

                Nei! dem er jeg

Endog en Afskye bleven,

                Medlidende

                Bekiendtere

Har du mig og frarøven!