Den 45. Psalme
Mel. Et lidet Barn saa lysteligt.
Mel. Et lidet Barn saa lysteligt.
1.
Fryd hæver mine Aandedræt;
Jeg siunger om en Konge!
Som hurtig Skrivers Pen, saa let
Forklarer sig min Tunge;
O Konge! du er meget skiøn,
Dig ingen anden Adams Søn
I Yndigheder ligner;
Paa dine Læber er udøst
Livsalighed og Huld og Trøst;
Derfor dig Gud velsigner.
2.
Bind Sværdet ved din Side, Helt!
Iført din Pragt og Smykke
Gaae fra dit Kongelige Telt,
Og før dit Sværd med Lykke
For Sandhed, undertryktes Ret,
Hæv for Retfærdigheden det,
Forherlige din Ære!
Og hver en Gierning, før uhørt,
Som du med Vælde har udført,
Skal da din Glæde være. —
3.
Dybt dine skarpe Pile skier’
Og — store Seiervinder!
Snart skal de vilde Hedninger,
De Kongens bittre Fiender,
For dine Fødder falde ned;
Thi, Herre over Evighed!
Naar Jordens Grundvold bæver,
Din Throne staaer, og Zepteret
Dit store Riges Spiir er Ret,
Og hellig Rædsel kræver. —
4.
Trygt blomstrer ved Retfærdighed
Dit grændseløse Rige;
Den mørke Underfundighed
Maa for dit Zepter vige;
Derfor har og, o Gud, din Gud
Dig æret ved dit Giestebud,
Og udøst paa din Isse
En Fryds og Qvægnings Olie;
Han har blandt Bryllupsgiesterne
Dig salvet frem for disse. —
5.
Af Myrrha og af Aloe
Og Kasia udbreder
Sig, som en liflig Røgelse,
En Duft fra dine Klæder,
Palladser i Armenien,
(Hvor Konsten har i Elfenbeen
Foreviget sin Ære,)
Som Helligdomme aabne sig,
Og deilig’ Konge-Døttre dig
Til Fryd og Pragt forære.
6.
See Bruden i sin Brude-Dragt,
O Vellyst nok for Øiet!
Ved Ophir-Guld, ved Konge-Pragt
Hver Skiønhed er ophøiet;
Helt! ved din frygtelige Haand
Staaer hun med glæde-svanger Aand,
Som Festens rette Dronning,
Blandt dine mange Deilige,
Der samles som Beundrere
I hendes Brude-Vaaning.
7.
Hør Datter! Kongen er min Sang,
Skue ham, og Agt min Stemme!
Du maae dit Folk, ja første Gang
Din Faders Huus forglemme,
Saa din fortrinlig’ Deilighed
Kan røre Kongen — thi du veed
At Kongen er din Herre,
Ær ham indtil Tilbedelse,
Og Tyrus og de Vældigste
Skal dig med Gaver ære.
8.
Fuldkommen skiøn og herlig er
Den store Konges Datter
Ved sit indvortes høie Værd,
Og Guldet, som indfatter
En Ædelsteen, kun skinner svagt
Mod hendes rige Brude-Dragt;
Thi hun i Skiønhed klædes —
I Sahle, hvor Fortryllelser
I virket Guld og Purpur leer,
Til Kongen hun fremledes.
9.
Og Konge! af en yndig Flok
Ledsagende Veninder,
Af Jomfruer, som Glæde nok
I Brudens Høihed finder,
Fremføres hun høitidelig
Med Sang, med Brude-Chor til dig,
Og gaaer med dig fortroelig
I Kongeligt Pallads, og der
Indaander Siels Forlystelser
I hendes Brude-Boelig. —
10.
Og du skal mange Sønner see,
Og disse skal indtage
Den Plads, som fordum Fædrene
Besad i deres Dage;
Du sætter disse Ypperste
Til Fyrster over Landene — —
O, frygtelige Konge!
Dig skal min festelige Sang
Ja Slægt til Slægters Undergang
Evindelig besiunge.