Den 44. Psalme
Mel. Af dybeste Nød lader os til Gud.
Mel. Af dybeste Nød lader os til Gud.
1.
Vi have hørt, hvor meget stort
Du har i fordum Dage
Mod os og vore Fædre giort;
Tit kalde vi tilbage
Fra Tid til Tid, hvad Fædrene
Os troeligen antvordede
Om dine Underverker,
2.
Dem tog du dig med Omhue an
Jog Hedninge af Landet
Og Israel i Canaan,
Som frugtbart Viintræe planted’,
Du gav ei raadne Stammer Læe,
Men hug dem af, og selv dit Træe
I deres Sted nedsatte.
3.
Med væbnet Arm og tunge Sværd
De Landet ei indtoge,
Og ei de mange Hedninger
Ved større Hær forjoges;
Men ved din høire Haand, og ved
Dit blide Ansigts Herlighed;
Thi Gud du var dem naadig.
4.
Min Konge og min Gud — jeg veed,
Du er endnu den samme,
Den, som forjætted’ Salighed
Og Hielp for Jacobs Stamme;
Ved dig vil vi vor Fiende slaae,
Og alle, som mod os opstaae,
Vi i dit Navn nedtræde. —
5.
Thi jeg fordrister mig i Krig
Ei paa min sterke Bue;
Mit Sværd giør mig ei seierrig;
Du dæmper Krigens Lue — —
Du har os tit, mod Fiendens Agt,
Udrevet af hans Haand med Magt,
Og giort hans Arm til Skamme. —
6.
Du, som bevæbned’ dig for os,
Og førte vore Krige,
For dig vor Styrke og vor Roes
Skal vores Lovsang stige;
Dit store Navn skal ved vor Seir
Gienlyde over Fiendens Leir;
Thi dig tilhører Æren.
7.
Men — o! — nu støder du os bort;
Ja du os reent forkaster;
Du har os til en Skiendsel giort! — —
Vor Fiende os antaster;
Men du gaaer ikke med vor Hær,
Og hæver ikke meer dit Sværd
Mod dem, som os anfalde!
8.
Vi flye paa Skiendsels slibrig’ Stie,
Af vore Fiender drevne;
For vor Modstander ere vi
Et Rov og Bytte blevne;
Du overlader os som Faar
Til grumme Rov-Dyr — Folket gaaer
Adspredt blandt hedensk’ Slægter. —
9.
Du solgte for en ringe Værd
Dit Folk i Lænker bundet;
Vor Frihed blev af Hedninger
Med ringe Møie vundet;
Du giorde os foragtede
Blandt alle de Paagrændsende
Og stolte Kongeriger. —
10.
Vi er’ en Sang blandt Hedninger,
Hvert fremmed Land os spotter;
O Gud! jeg mig forhaanet seer
I mine Undersaatter,
Og rødmer af Beskiemmelse,
Saasnart jeg hører Spotterne,
Og seer min gridske Fiende. —
11.
Saa straffes vi, skiønt vi, o Gud!
Os ei fra dig bortvendte,
Og ei troeløse brød dit Bud,
Ei andre Guder tiente — —
Og dog — hvor er vort Canaan?
Du knuser os i Dragers Land,
Og dækker os med Mørke;
12.
Thi havde vi forglemt vor Gud,
Hans frygtelige Styrke,
Og bred’t vanhellig’ Hænder ud,
For anden Gud at dyrke;
Mon han da ikke vidste det,
Som giennemgrandsker Mennesket?
Og han er selv vort Vidne. —
13.
Ja Gud! du veed, vi dyrke dig,
Og derfor lægges øde;
Vi myrdes daglig i din Krig,
Og for dit Zion bløde —
Som Slagte-Faar ansees vi nu —
Staae op, o Gud! hvi tøver du!
Forkast os ikke evig!
14.
Hvi holder du dit Ansigt skiult,
Og glemmer al vor Smerte!
O! hvor nedbøiet, sorrigfuldt,
Og knust er ei hvert Hierte!
O hør! i Støvet bede vi;
Reis dig vor Hielp, og staae os bi,
Og red os for din Naade!