I.
Kæmp dig i Livet
bort fra alt det løjede,
udover det smaalige,
frem til det ophøjede!
Maalet skal Du naa,
blev dig Kampen en Spore;
lad Midlerne kun være de jævne og smaa,
men Maalet det evige og store!
II.
Naar et Menneske dør, —
det er ligesom Baaden, der synker i Hast:
Bølgerne lukker sig over dens Mast,
Havet ser ud som før! —
Naar et Menneske dør,
er Glæden forbi for hans bedste Ven;
men Livet gaar rolig sin Gang igjen,
og Verden ser ud som før! —
Det er Dødens Kaar, —
paa éngang dens Kval og dens hviskende Trøst, —
at: Glemselen døver selv Mindets Røst
og læger de dybeste Saar.
III.
Som et Stjernebilled er Bøgernes Bog: —
Den viser sig spredt for det flygtige Øje;
men under Beskuelsen samles det nøje,
der før var taaget og delt, —
indtil det staar som et fuldkomment, helt
Solsystem for det undrende Øje.
IV.
Lev kort, lev skjønt som et Stjerneskud!
Naar det falder, da siger de Gamle:
»En Sjæl gaar hjem til Gud.« — —