Hvor her er smukt, og hvor her er stille
nu, Dagen hælder, og det er silde!
Hvor der er underlig tavst og tyst
og klart og fredeligt i mit Bryst! —
Min Hund har strakt sig ved mine Fødder,
hvor Planter spire med friske Rødder;
jeg hører kun i den grønne Vang
en Aftenklokkes saa fjærne Klang. —
Nu ikke mere dens Røst jeg hører;
og intet levende mer sig rører.
Det dufter liflig og friskt ad Regn,
dog — dertil viser ej Himlen Tegn.
Den milde Vind gjennem Luften glider —
Saa kom da Vaaren igjen omsider;
saa holdt den atter sit Indtog her
blandt Markens Spirer og Skovens Trær —
Saa kom da Vaaren igjen i Sindet,
og Solen lyser ej blot i Mindet;
saa blev min Længsel i Sjælen gjemt, —
ja gjemt; — men dog ikke derfor glemt. — —
Hvor her er smukt, og hvor her er stille
nu, Dagen hælder, og det er silde!
hvor der er underlig tavst og tyst
og klart og fredeligt i mit Bryst! — — —
