Sagte Susen i de sidste
grønne Kviste —
Siden Stilhed — Ingen Kvidder,
klare Syner, store Vidder, —
noget, som til Trækflugt tvinger
Fuglens Vinger;
denne Dag er Afskedsbringer.
Har I hørt det, Foraarsmærker,
glade Lærker!
Har I følt, hvor Duggen isner?
Har I set, hvor Græsset visner? —
Hvilken Ro, saa kold som Døden!
Farvegløden
isner jo i Aftenrøden!
Kun en mægtig Klokke ringer,
Afsked bringer,
Klokken i Naturens Kirke,
under Bøg og ranke Birke; —
som en Harpestræng den toner,
Skovens Kroner
lytte til de Afskedstoner. —
Løvet rasler — hvisker — falder; —
Skovens Haller
breder sig med Højenlofte,
kaster af sin Gyldenkofte;
visne Straa, som maatte blegne,
alle Vegne
sig mod Himlens Baggrund tegne. — —
Fald nedover tavse Minder,
Løv, som svinder!
Giv dem af dit Skjær, — det sidste, —
Glans, de ej saa snart vil miste,
lov dem, mens Du Jorden fejer:
kun den Sejer,
man i brudte Straaler ejer. —
Der er Kraft i brudte Straaler;
den, som taaler
ej det fulde Lys af Solen,
nøjes med — som Natviolen —
at opsamle Straaler bare,
som kan vare
Livet ud, i Døden klare. —
Straaler, samlet op i Skyggen,
Laan fra Lykken
er den meste Pragt, vi ejer,
er selv Glansen af vor Sejer,
Straaler, som de stærke Hænder,
der dem tænder,
os til Laans hernede sender.