Har Du staaet paa en Bakke,
som skraanede ned
næsten lodret mod Havet —
og set det ligge udstrakt
i Dønningens Brusen,
eller vugget af en Sommervinds Susen?
Har Du fulgt det med Øjet:
det endeløse Rum
af tindrende Bølger
eller hvirvlende Skum —
og hvilet dine Tanker i Uendeligheden, —
mens Solstraaler blinkede foroven, forneden, —
og Havet laa dèr
som et uendeligt Forum,
hvor hvert Bølgeslag sang
om et seculum seculorum? —
Har Du fulgt med de vexlende Farver og Skygger,
i Havfladens Tæppe som Silkespind tvundne, —
set Livet derude,
det frieste frie og dog saa bundne:
Frit i sin Leven efter Lyst og Behov,
bundet af det eviges Lov!
Frit som det Væsen, hvis Frihed er Kjærlighed, —
bundet af den Magt, som har laant det sin Herlighed!
Tænkte Du saa paa,
at Menneskelivet er for Skaberens Øje,
hvad det store, befarede Hav er for dit:
bundet og dog frit!
Frit i sin Higen efter Magt og Forfremmelse, —
bundet af sin Skjæbnes Bestemmelse.
Bundet af Naturen til det jordiske Eden,
frit dog i sin Stræben mod Uendeligheden. —
Se paa de hundrede
lette Skarer
af vuggende Sejlere,
som Havet befarer!
Se dem ude i Stormen,
hvor Bølger dem skjule, —
eller flyvende som snehvide
Sommerfugle
i Strømgangens Spor; —
følg saa med Øjet Fartøjets Ror,
se, hvem der er i Stavnen!
Skipperen staar der
med tindrende Øjne
og tror, at han styrer sin Skude —
Der kommer en Kastevind,
ler over Havet, —
og Skibet forliser derude! — —
Højt over Skyernes
glødende Toppe
løfter sig den Haand,
som holder Baadene oppe
selv da, naar de synker.
Der sidder en Magt
over Havdybets Bølger
med dets Liglagenskum,
skuer ud over Tiden
i det endeløse Rum
og fører alt det bundne til Frihed!
Han sad der, da han kaldte
den første Sjæl for Dommen;
Han sidder der bestandig
under Slægternes Kommen. —
Og saadan vil han sidde
paa det øverste Forum
i en Evigheds Evighed, —
in secula seculorum!