Dersagrena.
Jagten er forbi. — Kun Bækkens Rislen lyder over Ardven.—Mornis Dotter! Kom fra Cronas Bredder! Nedlæg din Bue, og tag Harpen, lad Natten nedstige under Sang, og vor Glæde være stor paa Ardven!
Melilcoma
Og Natten nedstiger, du blaaøjede Møe, mørk skrider den hen over Sletten. Jeg saae en Hjort ved Cronas Flod. For mit Øje han lod som et mosgroet Fjeld gjennem Mørket, snar iilte han bort. En natlig Lue spillede om hans grenede Takker; Oldtids ærværdige Aander saae ned fra Cronas Skyer.
Dersagrena.
Disse er Varsler for Fingals Død. — Skjoldenes Konge er falden!—og Caracul sejrer. Stat op, Comala, fra dine Klipper! Sarnos Dotter, Stat op i Taarer! Din elskede Yngling er falden, og hans Aand er allerede paa vore Bjerge.
Melilcoma.
Forladt sidder Comala der; hos hende to brune Hunde; de ryste deres lodne Øren, og snappe de flyvende Vindpust. Hendes røde Kind hviler paa hendes Arm; Bjergvinden løfter hendes Haar. Hun vender sine blaae rullende Øjne mod den Egn, han skal komme. Hvor est du, o Fingal? Natten mørknes trindt om mig.
Comala.
O Carun! Hvi skuer jeg dine Bølger rulle i Blod? Har Kampens Bulder været hørt paa dine Bredder? Og sover Morvens Konge? stat op, o Maane, du Himlens Datter! blik frem mellem dine Skyer, at jeg kan skue hans blinkende Staal i den Egn han loved at komme. Eller lad et Nordlys, der leder vore henfarne Fædre gjennem Natten, tænde sin røde Lue, at vise mig Vejen til min faldne Helt. Hvo vil beskytte mig mod Sorgen? Hvo vil beskytte mig mod Hidallans Elskov? Længe skal Comala stirre, før hun kan skue Fingal midt i sin Hær, straalende som Morgensolen gjennem Vaarens Regnskye.
Rul, du skumle Cronas Taage, rul frem over Jægerens Stie. Skjul hans Fjed for mine Øjne; og lad mig ikke mere mindes min Ven. Kæmpernes Rækker ere adspredte; de buldrende Skarer samles ej om hans klingrende Staal. Rul, o Carun, dine blodige Bølger, Folkets Konge er falden.
Comala.
Hvo faldt paa Caruns græsrige Bredder, Søn af den skyefulde Nat? Var han hvid som Ardvens Snee? Dejlig som Regnbuen? Var hans Haar liigt Bjergets Taage, blødt og kruset paa Solens Dag? Var han i Kamp liig Himmelens Torden? Hurtig som Ørkens Raae?
Hidallan.
O at jeg kunde skue hans Elskte, yndigt bøjende sig frem fra Klippen! Hendes Øje dunkelt og rødt udi Taarer; hendes blussende Kind halvskjult i hendes faure Lokker! Blæs sagtelig, o Vind, og løft hendes tunge Haar, at jeg kan skue hendes hvide Arm, hendes yndige, sorgfulde Kind.
Comala.
Og er Comhals Søn falden, du Sorgens Bud? Tordenen ruller over Bjerget. — Lynilden flyver paa flammende Vinger; men det kan ikke skrække Comala før hendes Fingal faldt! O Siig, du Sorgens Bud, er Skjoldenes Bryder falden?
Hidallan.
Folket ere adspredt paa dets Bjerge; thi aldrig mere skal det høre sin Konges Røst.
Comala.
Ødelæggelse jage dig over dine Sletter, og Fordærvelse gribe dig, du Verdens Konge! Faa være dine Fjed til Graven: en Møe skal sørge for dig. Lad hendes Taarer flyde, som Comalas i hendes Ungdoms Dage. — Hvi har du sagt mig, Hidallan, at min Kriger faldt? jeg kunde have haabet hans Komme en liden Stund, og troet at see ham paa den fjerne Klippe; et Træe kunde have skuffet mig med Synet af ham; Bjergvinden været som hans Stridshorns Lyd for mit Øre. O, at jeg var paa Caruns Bredder, at mine Taarer kunde varme hans Kind.
Hidallan.
Han ligger ikke paa Caruns Bredder: paa Ardven rejse Helte hans Grav. Blik ned paa ham, o Maane, fra dine Skyer; lad din Straale skinne paa hans Barm, at Comala kan see ham i hans Vaabens Glands.
Comala.
Standser, I Gravens Sønner, til jeg har seet min elskte. Eene forlod han mig paa Jagten. Jeg vidste ej, at han gik i Strid. Han sagde, han vilde vende tilbage med Natten, men Morvens Konge kom ej igjen. Hvi sagde du mig ikke, at han vilde falde, du Klippens skjælvende Søn3? Du har seet ham i sit unge Blod, og dulgte det for Comala.
Melilcoma.
Hvilket Bulder paa Ardven! Hvilket Skjær udi Dalen! Hvo kommer liig den rivende Strøm, naar dens krusede Bølger glimre mod Maanen?
Comala.
Fingal.
Besjunger, I Barder, Kampen ved Carun! Den stolte Caracul har flyet fra mine Vaaben over sine Sletter. Han synker i Fjernet, liig et Nordlys, der indslutter en Nattens Aand, naar Vindene jage det over Heden; det glimter i alle de sorte Skove.
Men jeg hørte en Stemme liig Vestvindens Pust paa mine Bjerge. Er det Galmals Jægerinde, Sarnos hvidarmede Datter? Skue ned fra dine Klipper, min elskede, lad mig høre Comalas Røst!
Comala.
Tag mig til din Hviles Hule, o Dødens elskelige Søn!
Fingal.
Kom til min Hviles Hule! — Stormen er forbi, og Solen straaler over vore Marker. — Kom til min Hviles Hule, du Conas Jægerinde!
Comala.
Han er vendt tilbage med Hæder! jeg føler hans sejerrige Haand. — Men jeg maae hvile ved Klippen, til Skrækken dulmer i min Siæl. Lad Harpen være nær, og hæver Sangen, I Mornis Dottre!
Dersagrena.
Comala har fældet tre Hjorte paa Ardven og Ilden blusser op fra Klippen. Gak til Comalas Fest, skovrige Morvens Konge!
Fingal.
Besjunger, I Barder, Kampen ved Carun! at min hvidarmede Møe kan fryde sig, mens jeg beskuer min elskedes Fest.
Barder.
Rul, o Carun, rul i Fryd. Kampens Sønner flyede. Gangeren sees ej mere paa vore Marker, de sprede deres stolte Vinger i fremmede Lande. Solen vil atter staae op i Fred, og Aftnens Skygger nedstige i Glæde: Jagtskriget skal lyde, og Skjoldene hænge i Borgen. Vor Lyst skal være i Havets Strid, vore Hænder rødne i Lochlins Blod5.—Rul, o Carun, rul i Fryd; Kampens Sønner flyede.
Melilcoma.
Nedstiger fra Himlen, I lette Taager! I Maanestraaler, hæver hendes Aand! — Bleg ligger Pigen ved Klippen; Comala er ikke mere!
Fingal.
Er Sarnos Dotter henfaren; Min faure, elskede Møe? Mød mig Comala paa min Hede, naar jeg sidder eene ved Bjergenes Strømme.
Hidallan.
Taug den faure Jægerindes Røst? Hvi martred jeg Pigens Siæl. Naar skal jeg see dig med Glæde, paa de mørkbrune Hindes Jagt?
Fingal.
Yngling med det skumle Blik! Ej mere skal du gjæste min Borg. Du skal aldrig jage mine vilde Dyr; og mine Fiender skulle ikke falde ved dit Sværd. — Led mig til hendes Hvilested, at jeg kan skue hendes Skjønhed. Bleg ligger hun ved Klippen: de kolde Vinde løfte hendes Haar. Hendes Buestræng hviner i Stormen, og Pilen er brudt i hendes Fald. Priser, I Barder, Sarnos Dotter, giv hendes Navn til Bjergets Storm!
Barder.
See! mellem flammende Nordlys, paa Maanens Straaler svæver Comalas Aand! Trindt om hende, bøje sig fra deres Skyer, hendes Fædres ærværdige Skygger. Sarno med sorte Bryn; Fidallans rødtrullende Øjne6, Naar vil du hæve din hvide Haand; naar opløfte din Stemme paa vore Klipper? Pigerne skulle søge dig paa Heden; men de ville ikke finde dig. Stundum skal du komme til deres Drømme, og bringe Fred i deres Sjæl. Din Røst skal blive tilbage i deres Øren; og de skulle tænke med Fryd paa den natlige Drøm. —
Mellem flammende Nordlys, paa Maanens Straaler svæver Comalas Aand.
