Forlystende er din Sang, du Klippens ensomme Beboer1. Den kommer med Bækkens Rislen giennem den snævre Dal. Min Siæl vogner, o Fremmede, midt i min Hal. Jeg udstrækker min Haand efter Spydet, som i Fortidens Dage: — jeg udstrækker min Haand; men den er svag, og Sukket svulmer i min Barm. — Klippens Søn! vilt du ikke lytte til Ossians Sang? Min Siæl er fuld af henfarne Tider, og min Ungdoms Fryd vender tilbage. Saa fremsmiler Solen i Vesten, efter at dens straalende Fjed have svævet bag Stormens Skyer: de grønne Høje hæve deres beduggede Hoveder, de blaae Floder fryde sig i Dalen. Den bedagede Kriger kommer frem paa sin Stav, og hans hvide Lokker glindse i Solens Straaler.
Skuer du ej, o Klippens Søn, et Skjold udi Ossians Hal? det er mærket med Kampens Hug; og dets Naglers Glands er fordunklet. Dette Skjold bar den store Dunthalmo, strømfulde Teuthas Konge. Dunthalmo bar det i Strid, før han faldt for Ossians Spyd. Lyt til Oldtidens Kvad, o Klippens ensomme Søn!
Rathmor var en Cluthas Konge. De svage boede i hans Borg. Rathmors Porte vare aldrig tillukte; hans Fæst var stedse beredt. De fremmedes Sønner kom, og lovede Cluthas ædle Første. Barder opløftede Sangen, og sloge Harpen: og Glæde straalte i den tungsindiges Ansigt. — Dunthalmo kom i sin Stolthed, og ilte til Tvekamp med Rathmor. Cluthas Første sejrede: Dunthalmos Harme steeg. — Han kom om Natten med sine Krigere, og den mægtige Rathmor faldt. Han faldt i sin Hal, hvor hans Fæst havde ofte været beredt for Vandrerne.
Colmar og Calthon vare unge, vognbaarne Rathmors Sønner. De kom med Ungdoms Munterhed i deres Faders Hal. De saae ham i sit Blod, og deres frembristende Taarer runde. — Dunthalmos Siæl smeltede, da han saae disse Ungdoms Børn; han førte dem til Alteuthas Mure: de opvoxte i deres Fiendes Huus. De spændte Buen for hans Ansigt; og ginge frem til hans Krige.
De saae deres Fædres nedfaldne Volde; de saae den grønnende Torn i Borgen. Deres Taarer randt i Løndom; og stundom vare deres Ansigter fulde af Tungsind. Dunthalmo saae deres Kummer: hans mørknende Siæl besluttede deres Død. Han satte dem i tvende Huler, paa Teuthas gienlydende Bredder. Solen kom ikke der med sine Straaler; ej heller Himmelens Maane om Natten. Rathmors Sønner forbleve i Mulm, og ventede deres Død.
Dunthalmos Dotter græd i Taushed, den haarfagre, blaaøjede Colmal. Hendes Øje havde rullet paa Calthon i Løndom; hans Skiønhed opfyldte hendes Siæl. Hun skialv for sin Kriger; men hvad kunde Colmal giøre? hendes Arm kunde ikke løfte Spydet; og Sværdet var ej dannet for hendes Side. Hendes hvide Barm bølgede aldrig under en Brynie. Hvad kanst du giøre, o Colmal, for din faldende Kæmpe? Hendes Trin ere foranderlige; hendes Haar er løst; hendes Øje skuer vildt giennem Taarer. Hun kom om Natten til Hallen, og væbned sin yndige Skabning med Staal; en Ynglings Staal, som faldt i sin første Kamp2. Hun kom til Calthons Hule og løste Remmen af hans Hænder.
Stat op, Rathmors Søn, sagde hun; stat op! Natten er mørk. Lad os flye til Selmas Konge, faldne Cluthas Første! Jeg er Lamgals Søn, som boede i din Faders Borg. Jeg hørte om din skumle Bolig i Hulen, og min Siæl steeg. Stat op, Rathmors Søn; for Natten er mørk.
Velsignede Røst, sagde Ædlingen, kommer du fra den mørkrullende Skye? thi ofte nedstige Calthons Fædres Aander til hans Drømme, siden Solen er bortveget fra hans Øje, og Mulm har trindt omgivet ham. Eller est du Lamgals Søn, hiin Ædling, jeg ofte saae udi Clutha? Men skal jeg flye til Fingal og Colmar min Broder falde? skal jeg flye til Morven, og Helten ligge indhyllet i Natten? Nej! giv mig dette Spyd, o Lamgals Søn! Calthon vil forsvare sin Broder.
Tusinde Krigere, sagde Pigen, udstrække deres Spyd omkring vognbaarne Colmar. Hvad kan Calthon giøre mod en Hær saa stor? Lad os flye til Morvens Konge; han vil komme med Fejde. Hans Arm er udstrakt mod de ulykkelige; hans Sværds Lyn er trindt om de svage. Stat op, du Rathmors Søn; Nattens Skygger ville forsvinde. Dunthalmo vil see dine Fjed over Marken, og du skal falde i din Ungdom.
Sukkende opstod Helten; hans Taarer faldt for vognbaarne Colmar. Han kom med Pigen til Selmas Borg; men han vidste ej, at det var Colmal. Hjelmen bedækkede hendes faure Ansigt; og hendes Barm steeg under Staalet. Fingal vendte tilbage fra Jagten, og fandt de yndige Fremmede. De vare som tvende Lysstraaler midt i Hallen. Kongen hørte Sorgens Ord; og vendte sit Blik til alle Sider. Halvt reiste sig et tusinde Helte foran ham, æskende Kampen mod Teutha. Jeg kom med mit Spyd fra Bjerget, og Krigerfryd svulmed i mit Bryst; thi Kongen talte til Ossian i Kæmpernes Midte.
Min Styrkes Søn, sagde han, tag Fingals Spyd, gaae til Teuthas stride Elv, og frels den vognbaarne Colmar. Dit Rygte vende tilbage foran dig som en behagelig Vind, at min Siæl kan fryde sig over min Søn, som fornyer vore Fædres Roes. Ossian! i Strid være du en Storm, men mild, naar Fienderne segne. Saa var det, mit Rygte steeg, o min Søn! og du ligne Selmas Konge! — Naar de hoffærdige komme i mine Haller, mine Øjne skue dem ej. Men min Arm er udstrakt mod de ulykkelige. Mit Sværd beskytter de svage.
Jeg jublede ved Kongens Ord; og greb mine klingrende Vaaben. — Diaran opstod ved min Side, og Dargo Spydkonning. Tre hundrede Ynglinge fulgte vore Fjed: de giæve Fremmede vare ved min Side. Dunthalmo hørte vore nærmende Trin: han samlede Teuthas Styrke. Han stod paa et Bjerg med sin Hær; de vare som Klipper kløvede af Lynild, naar deres nedbøjede Træer ere skaldede og svedne, og Elvene ere udtørrede i deres Rifter.
Teuthas Strøm rullede i sin Stolthed foran den barske Fiende. Jeg sendte en Skjald til Dunthalmo, at tilbyde ham Tvekamp paa Sletten; men han smilte i sin skumle Hovmod. Hans uroelige Hær myrlede paa Fjeldet; liig Bjergskyen, naar Blæsten har trængt ind i dens Skjød, og adsplitter de krusede Dampe til alle Sider.
De bragte Colmar til Teuthas Bred, bunden med tusinde Remmer. Helten er mismodig men fager, og hans Øjne ere paa hans Venner; thi vi stod i vore Vaaben paa Teuthas modsatte Bred. Dunthalmo kom med sit Spyd, og giennemborede Ynglingens Side: han tumlede paa Bredden i sit Blod; og vi hørte hans brudte Sukke.
Calthon styrtede sig i Strømmen: jeg sprang fremad paa mit Spyd. Teuthas Æt faldt for os. Nat kom rullende ned. Dunthalmo hvilte paa en Klippe, midt i en forældet Skov. Hans Siæls Vrede brændte mod vogvbaarne Calthon. — Men Calthon stod i sin Sorg; han begræd den faldne Colmar; Colmar falden i Ungdom, førend hans Rygte steeg.
Jeg bød Sørgesangen lyde for at blidne den tungsindige Kæmpe; men han stod under et Træe, og kastede ofte sit Spyd mod Jorden. — Colmals vaade Øje rullede mer i en lønlig Taare: hun forudsaae Dunthalmos Fald, eller Cluthas kæmpende Ynglings.
Halvt var Natten henrunden. Stilhed og Mørke vare paa Sletten; Søvn hvilte paa Krigernes Øjne. Calthons blidnede Siæl var rolig. Hans Øjne vare halvtillukte; men Teuthas Brusen havde endnu ej forladt hans Øre.
Sover Rathmors Søn i sin Vælde, og hans Broder er myrdet? opstode vi ikke med hverandre til Jagten, og joge tilsammen de mørkbrune Raaer? Ej var Colmar forglemt, førend han faldt; før Døden havde myrdet hans Ungdom. Jeg ligger bleg under Lonas Fjeld. Stat op, o Calthon! Morgenen kommer med sine Straaler; og Dunthalmo vil mishandle den faldne.
Han forsvandt i sit Vindpust. Calthon opstod og saae hans Bortgang. — Han foer frem i sit rungende Staal; ulykkelige Colmal hævede sig. Hun fulgte sin Helt giennem Nat; efter sig slæbte hun Spydet. Men da Calthon kom til Lonas Fjeld, da fandt han sin myrdede Broder. Hans Hjertes Harme steeg, og han styrtede ind blant Fienderne. Dødssukkene lyde. De indslutte Kæmpen. — Han bindes i Midten, og føres til skumle Dunthalmo. Glædeskrig opstege; Nattens Fjelde gienløde.
Jeg foer op ved Larmen, og greb min Faders Spyd. Diaran opstod ved min Side; og Dargo i Ungdoms Kraft. Vi savnede Cluthas Første, og vore Siæle vare bedrøvede. — Jeg frygtede for min Æres Tab: min Styrkes Stolthed steeg.
Morvens Sønner, sagde jeg, det er ikke saa vore Fædre strede. De hvilte ikke paa fremmed Mark, naar Fiender ej fulde for dem. Deres Styrke var som Himmelens Ørnes; deres Rygte lever i Sange. Men vore Mænd falde een for een, og vor Hæder begynder at svinde. — Hvad skal Morvens Konge sige, hvis Ossian ej sejrer ved Teutha? Frem i eders Brynier, I Kæmper, og følger Ossians buldrende Løb. Kun med Roes vil han vende tilbage, til Selmas gienlydende Mure.
Morgen steeg over Teuthas blaae Vande; Colmal stod for mig i Taarer. Hun fortalte om Cluthas Første: og tre Gange faldt Spydet fra hendes Haand. Min Vrede vendte sig mod denne fremmede; thi mit Hjerte skialv for Calthon.
Du Svagheds Søn, sagde jeg, kæmpe Teuthas Helte med Taarer? Slaget vindes ikke med Sorgen, og Sukket boer ej udi Krigerens Barm. Gaae mod Carmuns Raaer, eller Teuthas brølende Hjorde. — Men forlad disse Vaaben, du Frygtens Søn; en Kriger maae bære dem i Strid.
Jeg rev Brynien fra hendes Skuldre; jeg saae hendes snehvide Barm. Hun bøjede sit rødmende Ansigt til Jorden. Jeg vendte mit Øje i Taushed til Heltene. Spydet faldt fra min Haand; og mit Hjertes Sukke steeg. — Men da jeg hørte Pigens Navn, da randt mine hyppige Taarer. Jeg signed den faure Ungdoms Straale, og bød Dræbningen ile afsted.
Hvorfor, o Klippens Søn, skulle Ossian fortælle, hvorledes Teuthas Krigere døde. De ere nu forglemte i deres Fædreneland, og deres Grave findes ikke paa Heden. Aar fremrunde med deres Storme, og de grønne Høje smuldrede bort. Neppe sees Dunthalmos Grav, eller Stedet hvor han faldt for Ossians Spyd. — En graahærdet Kriger, halvblind af Alder, sidder nu om Natten i sin Hul ved den flammende Eeg, og fortæller sine Sønner min Daad og den skumle Dunthalmos Fald. Ungdommen bøjer sine Ansigter mod hans Røst; Fryd og Forundring brænde i deres Øjne.
Jeg fandt Rathmors Søn bunden til en Eeg; mit Sværd hug Remmen fra hans Hænder. Jeg gav ham den hvidbarmede Colmal. De boede i Teuthas Haller, og Ossian vendte tilbage til Selma.
