Aftendæmringens Stjerne! yndigt er dit Skin udi Vesten! Du hæver dit trinde Hoved fra din Skye: statelig er din Gang over Bierget. Hvad skuer du paa Sletten? De brusende Vinde tie. Fra det fierne kommer Bækkens Rislen. Susende Bølger skylle op imod Klippen. Aftenmyggene flaggre med deres spæde Vinger: deres surrende Flugt er over Marken. Hvad skuer du, faure Lys? Men du smiler, og daler. Bølgerne samles omkring dig med Fryd, og bade dit yndige Haar. Farvel du tause Straale! Lad Ossians Siæls Lys opstige!
Og det opstiger i sin Styrke! jeg skuer mine henfarne Venner. Deres Forsamling er ved Lora, som i henrundne Dage. — Fingal kommer liig en Taagestøtte; trindt om ham ere hans Helte. Og seer Sangens Barder! graahærdede Ullin, bolde Ryno, Alpin med liflig Røst, og Minonas ømme Klage. — Hvor ere I forandrede, mine Venner, siden Selmas Glædes Dage! da vi strede, liig Foraarsvinde, som flyve over Bierge, og bøje, efter hverandre, det spæde, hvislende Græs.
Da fremsvæved Minona i hendes Skiønhed, med nedslagne Øjne og taarefuldt Blik; mildt bølged hendes Haar paa Vinden, som vifted fra Bierget. — Sorgfulde vare Heltenes Hjerter, da hun hæved den liflige Røst; for ofte havde de seet Salgars Grav, og hvidbarmede Colmas dunkle Bolig. Colma forladt paa Bierget, ene med sin søde Stemme! Salgar loved at komme: men trindt neddalede Natten. — Hører Colmas Røst, da hun sad allene paa Bierget!
Det er Nat. — Jeg er ene, forladt paa Stormens Bierg. Vinden hviner i Klipperne. Ned ad Fieldet bruser Elven. Ingen Hytte beskytter mig mod Regnen, forladt paa Stormens Bierg. — Stat op; o Maane, fra dine Skyer; fremskinner, I Nattens Stjerner! Led mig, o Nattens Lue, til det Sted, hvor min elskede hviler fra Jagtens Møje: hans Bue nedspændt ved hans Side; hans Hunde gispende trindt om ham. Men her maae jeg sidde allene ved den mostakte Klippes Kilde. Elven og Stormen bruse; ej kan jeg høre min elskedes Røst. — Hvi tøver min Salgar, Biergets faure Søn? Her er Klippen og Træet, og her den brusende Elv. Du lovede, med Natten at være her. Ak! hvorhen er min Salgar gangen? Med dig vilde jeg flye, min Fader! med dig, min højhjertede Broder! Længe har vores Slægter været Fiender; men vi ere ikke Fiender, o Salgar! — Tie, o Vind, en liden Stund! stille, du brusende Elv! lad min Stemme lyde over Heden, lad min Vandrer høre mig! Salgar! det er mig, som kalder. Her er Træet, og Klippen. Salgar, min Elskte! jeg er her, o hvi tøver du, Salgar? — — See! Maanen skinner. Aaen er klar i Dalen. Klipperne ere hvide paa Biergets Ryg. Men jeg seer ham ej paa dets Tinde; hans Hunde ere ikke forud, og forkynde hans Komme. Ene maae jeg sidde her. — Men hvo ere disse, som ligge hisset paa Heden? Ere de ikke min Elskede og min Broder? — Taler til mig, o mine Venner! De svare ikke. Mit Hjerte martres af Frygt. — Ak! de ere døde. Deres Sværde ere røde fra Kampen. O min Broder, min Broder! Hvi har du slaget min Salgar? Hvorfor, o Salgar, har du slaget min Broder? Saa kjære vare I mig begge! hvad skal jeg sige til eders Roes! Du varst yndig blant tusinde paa Bierget; han var skrækkelig i Strid. Taler til mig, hører min Røst, o min Elskovs Sønner! Men ak, de ere tause; tause for evig. Kolde ere deres Barm. — Fra Fieldets Tinde, fra Stormbiergets Top, o taler I de henfarnes Aander! taler, jeg vil ikke skrækkes. — Hvor ere I hengangne til hvile? i hvilken Klippehule skal jeg finde eder? Ingen Stemme kommer i Vindens Løb: intet Svar halvdæmpet i Biergets Storme. — Jeg sidder i min Kummer. Jeg venter Morgenen i mine Taarer. Opkaster Graven, I de dødes Venner; men tillukker den ej, før Colma kommer. Mit Liv flyver bort som en Drøm: hvi skulde jeg blive tilbage? Her skal jeg hvile hos mine Venner ved Bjergelvens Susen. Naar Nat ruger over Fieldet, naar Blæsten hviner i Heden: da skal min Aand staae i Skyen, og sørge over mine Venners Død. Jægeren skal høre mig fra sin Hytte. Han skal frygte, men elske min Stemme; thi sød skal min Stemme være for mine Venner; elskelige vare de begge for mig.
Saa var din Sang, Minona, Tormans blidtrødmende Dotter. Vore Taarer randt for Colma, og vore Siæle vare sorgfulde. — Ullin kom med Harpen, og gav Alpins Sang. — Forlystende var Alpins Røst: Rynos Siæl var en Ildstraale, men de hvilte i det snævre Huus, og deres Røst hørtes ej udi Selma. — En Dag var Ullin vendt tilbage fra Jagten, førend Helten faldt. Han hørte deres Strid paa Bierget; deres Kvad var sødt, men sørgeligt. De begræd Morans Død, han som var den første blant dødelige. Hans Siæl var liig Fingals Siæl; hans Sværd liigt Oscars Sværd. Men han faldt, og hans Fader sørgede: hans Søsters Øjne vare fulde af Taarer. Minonas Øjne vare fulde af Taarer, vognbaarne Morans Søster. Hun bortveeg fra Ullins Sang, liig Maanen i Vesten, naar den venter Regnen, da skiuler sit faure Hoved i en Skye. — Jeg rørte Harpen med Ullin; Sorgens Sang opsteeg.
Ryno.
Bortdrevne ere Stormen og Regnen: blid er Middagens Stund. Skyerne deles paa Himlen. Over de grønne Bakker flyver den ustadige Soel. Rød giennem Klippedalen kommer Elven ned. — Men blidere ere den Røst jeg hører. Det er Alpins Røst, Sangens Søn, sørgende for de døde. Nedbøjet er hans hvide Hoved, rødt hans taarefulde Øje. Alpin, du Sangens Søn, hvi allene paa det stille Bierg? Hvi klager du, som et Vindstød i Skoven, som en Bølge paa Storhavets øde Bred.
Alpin.
Mine Taarer, o Ryno, ere for de døde; min Røst for dm som boe udi Graven. Rank est du paa Bierget; fager blant Slettens Sønner. Men du skal falde som Morar, og den sørgende skal sidde paa din Grav. Biergene skulle ikke længere kjende dig; din Bue skal ligge uspændt i Hallen. — Hurtig varst du, o Morar, som en Raae paa Bierget; skrækkelig som Nattens Himmellue. Din Vrede var som en Storm. Dit Sværd som Lynild paa Kampens Mark. Din Røst var som en Elv efter Regn; som Torden paa fierne Bierge. Mange faldt for din Arm: de fortæredes i din Vredes Luer. Men naar du vendte tilbage fra Krig, hvor fredelig var din Pande! Dit Ansigt var som Solen efter Regn; som Maanen i Nattens Taushed; blid som Søens Barm, naar den brusende Storm er forbi. Snæver er din Bolig nu; mørk er din Vaaning. Med trende Skridt tager jeg din Grav, o du som var saa stor tilforn! Fire Stene med deres mossede Hoveder ere dit eneste Minde. Et Træe med neppe eet Løv, lange Græsstraae, som hvine i Vinden, vise Jægeren den mægtige Morars Grav. Ja dybt, o Morar, er dit Fald. Ingen Moder sørger over dig; ingen Møe med Elskovs Taarer. Død er hun som dig frembragte. Blegnet er Morglans Dotter. — — Hvo er hiin over sin Stav, hvis Hoved er hvidt af Alder, hvis Øjne ere røde af Taarer, som skiælver ved hvert et Fjed? — Det er din Fader, o Morar, din og ingens foruden dig! Han hørte dit Rygte i Krig; han hørte om Fiender adspredte. Han hørte om Morars om Morars Hæder; hvi hørte han ej om dit Saar? Græd, du Morars Fader, græd! men din Søn hører dig ikke. Dyb er de dødes Søvn; nederlig deres Støvpude. Ej meer skal han høre din Stemme; ej meer skal han vaagne ved dit Raab. — Naar vil det blive Morgen i Graven, og byde den slumrende at opstaae? Farvel du giæveste! du Seirer paa Kampens Mark! men aldrig mere skal Marken skue dig: aldrig skal den mørke Skov oplyses af dit Staals Glands. Efter dig har du ingen Søn; Men Sangen skal bevare dit Navn. Fierne Tider skulle høre om dig: de skulle høre om faldne Morar.
Alles Kummer steeg; men højest steeg Armins frembristende Suk. Han mindes sin Søns Død, han som faldt i sin Ungdoms Dage. Nær hos Helten var Carmor, gienlydende Galmals Første. — Hvi brister Armins Suk? sagde han. Er der en Aarsag til Sorg? Sangen kommer med sine Toner, at smelte og fryde Hjertet. Den er liig den bløde Taage, der opstiger fra en Søe, og udgyder sig over den tause Dal. De grønne Urter vædes af Dug; men Solen vender tilbage i sin Kraft, og Taagen er borte. Hvi est du bedrøvet, o Armin, havomsusede Gormas Første?
Vel er jeg bedrøvet; og ringe er ej Aarsagen til min Kummer. — Carmor! ingen Søn har du mistet: ingen Dotter i Ungdoms Skiønhed. Colgar ten bolde lever; og Annira favreste Møe3. Din Stammes Grene blomstre, o Carmor; men Armin er den sidste af sin Slægt. Mørk er din Seng, o Daura! og dyb er din Søvn udi Graven. Naar skalt du opvaagne med dine Sange? med hele din liflige Røst?
Stiger, I Høstens Storme, stiger; bruser paa den sorte Hede! I Biergelve brøler! Hyler, I Storme, i Egens Top! rul giennem brudte Skyer, o Maane! Lad stundom see dit blege Ansigt! Gienkald mig den sorgfulde Nat, da alle mine Børn faldt; da Arindal den vældige faldt; da Daura den yndige segned.
Daura min Dotter! dejlig varst du, dejlig som Maanen over Furas Bierge; hvid som Snehoben; blid som Aftenvindens Aande. Arindal, din Bue var stærk, dit Spyd var snar paa Marken: din Aasyn var som Morgentaage paa Bølgen; dit Skiold en rødfarvet Tordenskye. Armar navnkundig i Krig, kom og søgte Dauras Kjerlighed; ej længe bejlede han: skiønt var deres Venners Haab. — Gram fortærede Erath Dogals Søn; for Armin havde slaget hans Broder. Han kom forklædt som en Havets Søn: stolt var hans Snekke paa Bølgen; hvide hans Alderdoms Lokker; blid hans alvorlige Pande. Faureste blant Kvinder, sagde han, Armins yndige Dotter! Et Field ikke fiernt i Havet, bærer et Træe paa sin Side; langt skimrer den røde Frugt. Der venter Armar sin Daura; jeg kom for at føre hans kjæreste over den rullende Søe. — — Hun ilte, hun kaldte paa Armar: intet svarte, uden Klippens Søn4. ”Armar, min elskte! min elskte! hvi martrer du mig med Angest? Hør, Ardnarths Søn, hør! det er Daura, som kalder paa dig”! Forræderen flyede leende til Land. Hun opløftede sin Røst, og raabte paa sin Fader og sin Broder: ”Armin! Arindal! — — Hendes Røst kom over Havet. Arindal min Søn nedsteeg fra Bierget, læsset med Jagtens Bytte. Hans Pile raslede paa hans Side: hans Bue var i hans Haand: fem brune Hunde ledsage hans Fjed. Han saae barske Erath paa Kysten: han greb og bandt ham til en Eeg. De tykke Remmer snoe sig om hans Krop: han betynger Vinden med sin Hylen. — I sin Baad bestiger Arindal Bølgen, for at hente Daura til Land. Armar kom i sin Rasen og udsendte den fjedbrede Piil. Den sank, den sank i dit Hjerte, o Arindal min Søn! For Erath den Nidding du døde. Aaren standser, han gisper paa Klippen og blegner. Hvor stor var din Smerte, o Daura, da din Broders Blod strømmede trindt om din Fod! — — Baaden knuses af Bølgerne; Armar styrter i Havet, at redde sin Daura eller at døe. Et Vindkast fra Bierget foer over Bølgerne. Han sank, og steeg ikke mere. — Ene paa det havbeskyllede Field hørtes min Dotter at klage. Høje og hyppige vare hendes Skrig; hendes Fader kunde ikke frelse hende. Til Morgen stod jeg paa Bredden. Jeg saae hende ved Maanens matte Skin. Natten igiennem hørte jeg hendes Skrig. Larmende var Stormen, og Regnen slog haardt mod Fieldets Side. Før Morgenen lysned, var hendes Stemme svag. Den bortdøde, som Aftenvinden i Klippens Græs. Fortæret af Kummer hun segned, og forlod dig, Armin allene: borte er min Styrke i Strid, og falden er min Stolthed blant Kvinder.
Naar Biergstormene komme; naar Norden hæve Bølgerne højt: da sidder jeg ved den buldrende Bred, og stirrer paa det ulyksalige Field. Ofte ved den dalende Maane skuer jeg mine Børns Aander. Halvsynlige vanke de i sørgeligt Samfund tilhobe. Vil ingen af eder medlidende tale? De bemærke ej deres Fader. Jeg er sorgfuld, o Carmor, og liden er ej Aarsagen til min Kummer!
Saa vare Bardernes Ord paa Sangens Dage, da Kongen hørte Oldtids Kvad og Harpernes Toner. Førsterne samledes fra alle deres Bierge, og hørte den liflige Klang. De priste Conas Røst, den første blandt tusinde Barder. Men Alder er nu paa min Tunge; og min Siæls Ild er dæmpet. Stundom hører jeg Skialdes Aander, og lærer deres forlystende Kvad. Men Hukommelsen svigter min Siæl; jeg hører Aarene kalde. De sige, i det de henglide; ”hvi synger Ossian? snart skal han ligge i det snævre Huus, og ingen Skiald forkynde hans Roes”.
Glider hen, I mørke Aar; for I bringe ingen Fryd i eders Løb! Lad Graven aabne sig for Ossian; thi hans Styrke er svunden. Sangens Sønner ere gangne til Roe: min Røst er tilbage, liig en Vindhvirvel, der suser ensomt paa en Klippe midt udi Havet, naar Stormene ere forbi. Det brune Mos hviner der, og den fierne Søemand seer de bølgende Træer.