Temora
Tredie Sang.
Tredie Sang.
Hvo er hiin ved blaaestrømmende Lubar, ved Hjortens fremhældende Fjeld? Rank læner han sig mod en Eeg, som natlige Vinde nedreve fra Klippen. — Hvo, uden Comhals Søn, straalende i sin sidste Kamp1? Hans graae Haar flyder paa Vinden: halvt drager han Lunos Sværd. Hans Øjne ere henvendte paa Mojlena, til Fiendernes mørke Rullen. Hører du Kongens Røst? Den er liig en Flods Frembristen i Ørken, naar den nedvælter mellem sine gjenlydende Fjelde, over Solens forbrændte Slette.
Vidtudfoldede nedstige Fienderne! Skovrige Morvens Sønner, op til Strid! Værer liig vort Fødelands Fjelde, paa hvis brune Sider Elvene rulle! — En Glædesstraale stiger i min Sjæl; jeg seer dem stærke for mit Aasyn. Det er naar Fienden er svag, at Fingals Sukke høres; thi Døden kan komme uden Roes, og Mørke boe om hans Grav. — Hvo skal føre Slaget mod Alnecmas Hær? Kun naar Faren voxer, skal mit Glavind skinne. — Saa var fordum Trenmors Skik, den Vindenes Styrer! Og saaledes uddrog blaaskjoldede Trathal til Strid.
Førsterne bøje sig mod Kongen: enhver synes, mørkt at fordre Kampen. Halvt fortælle de deres vældige Daad, og kaste deres Øjne paa Erin. Men langt foran dem alle stod Mornis Søn: taus stod han, for hvo havde ikke hørt om Goels Krige? De fremstege udi hans Sjæl. Hans Haand greb lønligen Sværdet, det Sværd han modtog fra Strumon, da Mornis Styrke svandt. — Paa sit Spyd stod Clathos Søn i sine flagrende Lokker. Tre gange opløftede han sine Øjne til Fingal: tre gange døde hans Røst. Fillan kunde ikke bramme af Slag; pludselig ilte han bort. Fjernt stod han bøjet over en Elv. Taaren hang i hans Øjne. Stundom slog han Tidselens Hoved med sit omvendte Spyd. — Ej useet af Fingal er han; Fra Siden skuer Kongen sin Søn. Han skuer ham med frembrydende Fryd; og vender sig bort i sin svulmende Sjæl. I Taushed vender han sig mod skovtakte Mora. Han skjuler den store Taare med sine Lokker. — Omsider høres hans Røst.
Første blant Mornis Sønner; du Klippe, som trodser Stormen! Led du min Kamp for faldne Cormacs Æt. Dit Spyd er ikke en Drengs Stav: ingen venlig Lysstraale er dit Sværd. Morni Gangerkonnings Søn! Skue Fienderne, slaae! — Fillan, vogt paa Førsten: han er ikke blid i Kampen; ejheller brænder han fremfusende i Strid; min Søn, giv Agt paa Kongen! Han er stærk som Lubars Elv, men fraader og brøler aldrig. Høj paa skyetakte Mora, skal Fingal skue Slaget. Ossian! staae nær ved din Fader, ved Elvens Fald. Hæver eders Røst, o Barder! Morven fremskride under eders Sang. Det er min sidste Stridsmark; overdrager den med Glands!
Som Vindenes pludselige Stigen, eller oprørte Haves fjerne Buldren, naar en mørk Aand i Vrede kaster Bølgerne over en Øe, Taagens Bolig paa Havet i mange stormfulde Aar: saa skrækkelig er Hærens Drøn, vidt fremskridende over Sletten. Høj er Goel foran dem: Bakkene glindse under hans Trin. Barderne hæve Sangen ved hans Side; og til deres Sange slaaer han sit Skjold. Paa Vindens Vinger stige de højtlydende Stemmer.
”Hvo hæver sig fra sin Vogn paa Clutha? Bjergene skjælve for Kongen! Trindt drøne de mørke Skove og glimte ved hans Staal. See ham i Fienders Midte, liig Colgachs Aand med forfærdende Fagter, naar han adsplitter Skyerne og rider paa Stormenes Hvirvler! — Det er Morni, de springende Gangeres Styrer! — Goel! Vær liig din Fader”!
”Selma er aabnet vide. Barder tage de bævende Harper. Ynglinger bære Egen til Fæsten. En fjern Soelstraale beskinner Bjerget; mørke Stormbølger flyver over de græsklædte Marker. — Hvi est du saa taus Morven? — Kongen vender tilbage med al sin Roes. Har ej Kampen brølet? og fredelig er dog hans Pande? Den brølte, og Fingal vandt! — Fillan! vær liig din Fader”!
De fremskred under Sangen. — Over dem bølgede deres Spyd, som sivgroede Enge under Høstens Vinde. — Paa Mora stod Kongen i Vaaben. Taage flyver om hans brede Skjold, der hang paa Grenen højt, paa Cormals mossede Klippe. — I Taushed stod jeg hos Fingal, og fæstede mine Øjne paa Cromlas Skov: at jeg ikke skulde see Hæren, og fremstyrte i min svulmende Sjæl. Min Fod er fremad paa Heden. Høj glindste jeg i Staal: liig Tromos Vandfald, som natlige Vinde binde med Iis. Drengen seer det, højt, glindsende i Morgenstraalen: han vender sit Øre imod det, og undrer sig hvi det er saa stille.
Ej hvilende over Aaens Bred er Cathmor, liig en Yngling paa Fredens Mark: vidt fremledte han Kampen, en sort og tumlende Bølge. — Men da han saae Fingal paa Mora; da steeg hans ædle Stolthed. ”Skal Athas Første fægte, og ingen Konge i Marken? Foldath! leed mit Folk. Du est en Ildstraale.
Frem farer Momas Første, liig en Skye, som er Aanders Karm. Han drog sit Sværd, en Lue, fra sin Side; og bød Dræbningen ile. — Stammerne udgyde deres Styrke, liig Bølgerader. Stolt er hans Gang foran dem, hans røde Øje ruller i Vrede. — Han kaldte Dunrathos Første, og hans Ord løde:
Cormul! du skuer hiin Stie. Grøn bugter den sig bag Fienden. Stil der dit Folk, at Morven ej undflyer mit Sværd. Barder fra Erins grønne Dale! ingen af eders Stemmer stige! Morvens Sønner maae falde uden Sang. De ere Carbars Fiender. Herefter skal Vandreren møde deres mørke, tykke Taage paa Lena, hvor den svæver med deres Aander ved den sivgroede Søe. Aldrig skulle de stige, uden Sang, til Vindenes Bolig.
Cormul mørknedes i det han gik: efter ham ilte hans Stamme. De sank bag Klippen: Goel talte til Fillan af Moruth; i det hans Øje fulgte Dunrathos mørkøjede Konges Gang.
Du seer Cormuls Fjed; din Arm være stærk! Naar han er falden, Fingals Søn; da mindes Goel i Kampen. Her fremstyrter jeg til Slag blant Skjoldrader.
Dødstegnet lød, Mornis Skjolds forfærdelige Klang. Og gjennem den høres Goels Røst. Fingal rejste sig, højt paa Mora. Han saae dem fra Fløj til Fløj, fremhældende i Striden. Glimtende, paa sit eget mørke Bjerg, stod Athas Styrke. De vare liig tvende Himlens Aander, hver staaende paa sin sorte Skye; naar de udsende Stormene, og hæve de brølende Bølger. De blaae Vover vælte foran dem, hvidnende udi Hvalernes Løb. Selv ere de blide og lyse, og Vinden løfter deres Taagelokker.
Hvilken Lysstraale svæver højt udi Luften? Det er Mornis skrækkelige Sværd. — Døden bestrøer dine Veje, o Goel; du kryster dem tilsammen i din Vrede. — Liig en ung Eeg falder Turlathon, med sine Grene omkring sig. Hans højbarmede Viv udstrækker sine hvide Arme i Drømme, mod den hjemilende Konge, som hun blunder ved rislende Moruth, med sine flagrende Lokker. Det er hans Aand, Oichoma; Helten er segnet. Lyt ej til Vindene efter Turlathons klingende Skjold. Det er gjennemboret ved hans Strømme, og dets Klang er forbi.
Ikke fredelig er Foldaths Haand: han snoer sit Løb gjennem Blod. Connal mødte ham i Tvekamp; de blandede deres klirrende Staal. — Hvi skulde mine Øjne see dem! Connal dine Lokker ere graae. Du varst de vandrendes Ven, ved Dunloras mostakte Klippe. Naar Himlene rulledes tilsammen, da beredtes din Fæst. De fremmede hørte Vindene ude; og frydede sig ved din brændende Eeg. — Hvorfor, o Duthcarruns Søn, est du nedstrakt i Blod! Det skaldede Træe krummer sig over dig; nær ligger dit kløvede Skjold. Dit Blod blandes med Elven, du Skjoldenes Bryder!
Jeg greb Spydet i min Harme; men Goel foer fremad mod Fienden. De svage fare forbi hans Side: hans Vrede er henvendt paa Momas Første. Nu havde de hævet deres dødbringende Spyd: useet kom en Piil. Den gjennemborede Goels Haand; klingrende faldt hans Staal til Jorden. — Unge Fillan kom med Cormuls Skjold, og udstrakte det stort for Kongen. Foldath udsendte sit Raab, og opflammede Kampens Mark: som et Vindkast, der løfter den bredvingede Lue, over Lumons bragende Lunde.
Blaaøjede Clathos Søn, sagde Goel, du est en Straale fra Himlen, som kommer til det oprørte Hav, og binder Stormens Vinge. Cormul er falden for dig. Tidlig est du i dine Fædres Navnkundighed. — Styrt ikke for vidt, min Helt, jeg kan ikke løfte Spydet til din Bistand. Jeg staaer fredelig i Slaget, men min Stemme skal jeg udøse. Morvens Sønner skulle høre den, og mindes fordums Daad.
Hans rædselfulde Stemme steeg paa Vinden. Hæren hælder fremad i Striden. Ofte havde de hørt ham ved Strumon, naar han kaldte dem til Hindenes Jagt. Selv stod han høj i Kampen, som en Eeg i Stormskyens Rand, der nu hylles i Taager, nu viser sit brede, bølgende Hoved; den tungsindige Jæger løfter sit Øje op fra sin egen rørtakte Dal.
Min Sjæl følger dig, o Fillan, gjennem din Æres Veje. Du rullede Fienden foran dig. — Nu vilde maaskee Foldath flye: hvis Natten ej kom med sine Skyer, og Cathmors Stridshorn hørtes. Morvens Sønner hørte Fingals Røst, fra Moras tætte Taage. Bardernes Sange udstrømme liig Dug over den hjemdragende Hær.
”Hvo kommer fra Strumon, sagde de; mellem sine vandrende Lokker? Hun er tungsindig i sine Fjed, og løfter sine blaae Øjne mod Erin. Hvi est du bedrøvet, Evirchoma3? Hvo er liig din Første i Navnkundighed? Rædselfuld nedsteeg han til Kamp; han vender tilbage liig et Lys fra en Skye. Han hævede Sværdet i Vrede, de segned for blaaskjoldede Goel”.
”Glæde kommer, liig en susende Vind, over Kongens Sjæl. Han mindes Oldtids Slag; de Dage, hvori hans Fædre strede. Oldtids Dage vende tilbage i Fingals Sjæl, da han seer sin Søns Hæder. Som Solen jubler fra sin Skye, over det Træe, dens Straaler have hævet, naar det ryster sit ensomme Hoved paa Heden: saa frydfuld er Kongen over sin Søn”.
”Som Tordenens Rullen i Fjelde, naar Laras Sletter ere tause og mørke, saa ere Hærens Fjed, rædselfulde og forlystende for Øret. Buldrende vende de tilbage, liig Ørne, til Bjergets mørke Tinder, naar Byttet er sønderrevet paa Marken, Hindenes brune, letspringende Sønner. — Eders Fædre juble fra deres Skyer, strømfulde Conas Sønner”!
Saa var Bardernes natlige Sang paa Hjortenes Mora. Luerne steeg fra hundrede Ege, som Storme havde nedrevet fra Cormuls Fjeldrand. Fæsten beredes i Midten: trindt sadde de glimtende Førster: Fingal er der i sin Styrke; Ørnevingen hviner paa hans Hjelm: Vestens susende Vinde fare stundom hen gjennem Natten. Længe saae Kongen trindt omkring i Tavshed: endelig høres hans Ord.
Min Sjæl føler et Savn i vor Glæde. Jeg seer en Aabning i mine Venners Kreds. — Et Træe er faldet: Stormen bruser ind i Selma. — Hvor er Dunloras Første? Burde han forglemmes ved Fæsten? naar forglemte han den fremmede inde i hans gjenlydende Hal? — I ere tause for mit Ansigt! Saa er Connal ikke mere! — Fryd møde dig, o Kriger, som en Lysstrøm. Snar være din Gang til dine Fædre, i Bjergvindenes Skjød.
Ossian! din Sjæl er Ild, væk Kongens Minde. Væk Connals Krige, da førstegang han straalte i Strid. Connals Lokker vare graae, hans Ungdoms Dage vare blandede med mine. Paa een Dag spændte Duthcaron førstegang vore Buer mod Dunloras Raaer.
Mange, sagde jeg, ere vore Veje til Kamp meller Erins grønne Bjerge. Ofte steeg vore Sejl over de blaatumlende Vande; da vi kom i ældre Dage, for at hjelpe Conars Æt.
Engang raste Alnecma ved Duthulas skumdækte Strømme. Med Cormac nedsteeg til Slag Duthcaron fra skyefulde Morven. Ej nedsteeg Duthcaron allene, hans Søn var ved hans Side, Connal skjønlokkede Yngling, løftende sit første Spyd. Du ledte dem, o Fingal, til Hjelp for Erins Konge.
Liig en Elvs frembristende Vælde, fore Bolgas Sønner til Strid: Colculla var foran dem, elvrige Athas Første. Slaget blandedes paa Sletten, liig to stormende Haves Møde. Cormac skinnede i sin egen Kamp, klar som han Fædres Skikkelser. Men langt foran Hæren, hug Duthcaron Fienderne ned. Ej heller slumrede Connals Arm ved ved hans Faders Side. Atha sejrede paa Sletten: liig adsplittede Taager flyede Ullins Mænd. — Da steeg Duthcarons Sværd, og bredskjoldede Connals Staal. De beskyggede deres flygtende Venner, liig tvende Fjelde med deres grantakte Toppe. — Nat nedsteeg over Duthula: tause ginge Førsterne over Marken. En Bjergelv bruste over Stien, og ikke kunde Duthcaron springe over dens Løb. Hvi standser min Fader? sagde Connal. — Jeg hører den kommende Fiende.
Flye Connal, sagde han, din Faders Styrke begynder at svinde. — Saaret kommer jeg fra Slaget; lad mig hvile her i Natten. Men ene skal du ej være, sagde Connals frembrydende Suk. Mit Skjold er en Ørnevinge, som bedækker Dunloras Konge. Mørk bøjer han sig over Helten: den tappre Duthcaron døer.
Dag fremsteeg og Nat nedglider. Ingen eenlig Barde viser sig, hensjunken i Tanker paa Heden; og kunde Connal forlade sin Faders Grav, før han modtog sin Lov? — Han spændte Buen mod Duthulas Raaer; han beredte den ensomme Fæst. Syv Nætter lagde han sit Hoved paa Graven, og saae sin Fader i sine Drømme. Han saae ham mørk, indhyllet i et Vindpust, liig sivgroede Legos Taage. Omsider kom Colgan, højen Temoras Barde. Duthcaron hørte sin Lov, og straalte i det han steeg paa Vinden.
Liflig, sagde Fingal, er Kongernes Roes; naar deres Buer ere stærke i Strid; naar de røres ved Synet af de bedrøvede. Saa blive mit Navn hædret, naar Barder skulle opklare min stigende Aand. Carril, Kinfenas Søn; tag Barderne og opkaster en Grav. I Nat boe Connal i sit snævre Huus: lad den tappres Sjæl vandre paa Vindene. — Mat glimter Maanen paa Mojlena, gjennem Bjergets bredtoppede Lunde: rejser Stene under dens Straaler, for alle de faldne. — Skjønt de ej vare Førster, vare dog deres Hænder stærke i Strid. De vare mine Klipper i Fare; det Bjerg, hvorfra jeg udspreder mine Ørnevinger. Derfra er min Navnkundighed. — Carril! glem ikke de faldne.
Højtlydende stiger de hundrede Barders Gravsang. Carril treen foran dem, de ere Strømmes Brusen efter ham. Taushed boer i Mojlenas Dale, hvor hver med sin egen dunkle Elv bugter sig ned gjennem Fjelde. Jeg hørte Bardernes Røst sagtnes, som de fremilte. Jeg bøjede mig forover fra mit Skjold; og følte min Sjæls Blussen. Ordene af min Sang brast halvdannede frem udi Vinden. Saa hører et Træe i Dalen Vaarens Stemme trindt om sig: det udfolder sine grønne Blade mod Solen, og vugger sit ensomme Hoved. Nær ved det er Bjergbiens Surren; Jægeren seer det med Fryd fra den skaldede Hede.
Ikke langt borte stod unge Fillan. Hans Hjelm laae blinkende paa Jorden. Hans brune Haar er løst for Vinden: en Lysstraale er Clathos Søn. Han hørte Kongens Ord med Fryd; og bøjede sig forover paa sit Spyd.
Min Søn, sagde vognbaarne Fingal; jeg saae din Daad, og min Sjæl frydede sig. Vore Fædres Ære, sagde jeg, bryder frem fra sin tykke Skye — Du er kjæk, Clathos Søn, men fremfusende i Kampen. Saaledes foer ej Fingal afsted, skjønt han aldrig frygted en Fiende. Lad dit Folk være en Række bag efter dig; de ere din Styrke i Stridens Mark. Da skal du være længe navnkundig, og skue din Fædres Grave. — Fortids Minde vender tilbage, min Daad i fremfarne Aar; da jeg førstegang nedsteeg fra Havet paa de grønne Dales Øe. — Vi hælde mod Kongens Røst. Maanen skuer frem fra sin Skye. Den graakantede Taage er nær, Aandernes Bolig.