Jeg seer min Søn o Malvina, ved Cronas mossede Klipper; men det er Ørkens Taage, farvet i Straalen fra Vesten. Yndig er Taagen, der antager Oscars Skikkelse; Bøjer fra den, I Vinde, naar I bruse paa Ardvens Side!
Hvo kommer sjungende mod min Søn? Hans Stav er i hans Haand, hans hvide Haar flaggrer i Vinden. Glæde straaler fra hans barske Aasyn! og ofte seer han tilbage til Caros. Det er Sangens Ryno, han som gik at beskue Fjenden.
Han udbreder dem, svarde Barden! men det er bag hans opdyngede Vold. Han skuer med Frygt udover sin Steenhob, og seer dig skrækkelig som Nattens Aand, der vælter Bølgen mod hans Snekker.
Gaae, du den første blandt mine Barder, siger Oscar, og tag Fingals Spyd. Fæst en Lue paa dets Od, og ryst den mod Himmelens Vinde. Byd ham, i Sange, at nærme sig, og forlade sin rullende Bølge. Siig Caros, at jeg længes efter Striid; og at min Bue er keed af Jagten i Conas Dal. Siig ham, de vældige ere ikke her! og at min Arm er ung.
Syngende iler han bort. Oscar hæver højt sin Røst. Den naaede Ardvens Helte, liig en Hules Drøn, naar Togormas Hav ruller for den; og dens Træer møde de brusende Vinde. De samle sig om min Søn, liig Bjergenes Strømme, naar de rulle, efter en Regn, i deres Løbs Stolthed.
Ryno kom til den mægtige Caros, og rystede sit flammende Spyd: kom til Kampen med Oscar, o du som sidder paa Bølgernes Rullen! Fingal er langt borte; i Morven hører han sine Barders Sange. Hans skrækkelige Spyd er ved hans Side; og hans Skjold liig den mørknende Maane. Kom til Kampen med Oscar; Helten er eene.
Han gik ej over Caruns Strøm; med sin Sang kom Barden igjen. Over Crona mørknes den blege Nat. Hundrede Ege lue i Vinden. Det matte Skjær glimter over Heden. Ardvens Aander glide gjennem Straalen, og vise deres dunkle og fjerne Skikkelser. Halv synlig paa Nordlyset svæver Comala; Hidallan er skummel og mørk, liig Maanen bag Nattens Taage4.
Og skue dine Øjne Kæmpen, sagde Oscar, liig Nattens blege Lue? Siig, o Ryno, siig hvorlunde den Ædling faldt, der var saa navnkundig i vore Fædres Dage! Hans Navn er til bage paa Conas Fjelde, og ofte har jeg seet hans Bjerges Strømme.
Fingal, svarde Skjalden, havde bortjaget Hidallan fra sine Krige. Kongens Sjel var bedrøvet for Comala, og hans Øjne kunde ikke skue Hidallan. Tungsindig, eene vandrer han hen over Heden med tause Fjed. Slappe nedhænge hans Arme. Hans Haar flaggrer løst fra hans Hjelm. Taarer er i hans nedslagne Øjne; og det halvkvalte Suk i hans Bryst. Tre Dage omvankede han useet før han kom til Lamors Borg; hans Fædres mosklædte Borg, ved Balvas Strøm.
Eene under et Træe sad Lamor; thi han havde sendt sine Mænd med Hidallan til Striid. Elven randt ved hans Fod, hans hvide Hoved hviilte paa hans Stav. Blinde ere Gubbens Øjne; han nynner en Oldtids Sang. — Hidallans Fodtrin naaede hans Øre; han kjendte sin Søns Gang.
Kommer Lamors Søn; eller er det hans Aand jeg hører? Est du falden paa Caruns Bredder, du den bedagede Lamors Søn. Eller, hvis jeg hører Hidallans Fjed, hvor ere de vældige i Kamp? Hvor ere mine Kæmper, Hidallan, der plejede at vende tilbage med deres højt klingrende Skjolde? — Ere de faldne paa Caruns Bredder?
Nej, svarede den sukkende Yngling, Lamors Kæmper leve. De ere berømte i Striid, min Fader! Men Hidallan er det ikke mere. Eene skal jeg sidde paa Balvas Bredder, naar Kampens Drøn opstiger.
Men dine Fædre sadde aldrig eene; svarte Lamors svulmende Stolthed; De sadde aldrig eene paa Balvas Bredder, naar Kampens Drøn opsteeg. Skuer du ikke hiin Grav? Mine Øjne skjelne den ej. Der hviler den ædle Garmallon, som aldrig flyede fra Sværdenes Striid. Kom, du navnkundige i Kriig, siger han, kom til din Faders Grav! Hvorlunde er jeg navnkundig, Garmallon! Min Søn har flyed fra Striid?
Balvas Konning, sagde Hidallan med et Suk, hvi martrer du min Sjel? Lamor, jeg frygtede aldrig. — Fingal var var bedrøvet for Comala, og udelukte Hidallan fra sine Krige: Gaae til dit Fødelands Floder, sagde han, der visne du bort liig en bladløs Eeg, som Stormene have bøjet over Balva, for aldrig mere at grønnes.
Og skal jeg høre Hidallans eensomme Fjed? svarte Lamor. Naar tusinde skinne i Kamp, skal han da sidde nedbøjet over mine graae Strømme? Ædle Garmallons Aand! Før Lamor til sit Hvilested; hans Øjne ere mørke: hans Sjæl er bedrøvet: hans Søn har mistet sin Ære.
Hvor, sagde Ynglingen, skal jeg søge Navnkundighed, at fryde Lamors Sjel? Hveden skal jeg hjemdrage med Ære, at mine Vaabens Klang kan være liflig for hans Øre? Gaaer jeg at jage den brune Hind, ej vil mit Navn da høres. Lamor vil ikke klappe mine Hunde, glad ved min Hjemkomst fra Bjerget. Han vil ikke spørge om sine Fjelde, om de vilde Dyr udi Heden.
Jeg skal falde, sagde Lamor, liig en bladløs Eeg; den voxte paa en Klippe, men Vindene have nedstyrtet den. — Min Aand vil sees paa mine Bjerge, sorgfuld for min unge Hidallam. Ville I ikke, opstige, o I Taager, og, skjule ham for mit Blik? — Min Søn! Gak til Lamors Borg. Der hænge vore Fædres Vaaben.—Hent hid Garmallons Sværd; han tog det fra en Fjende.
Han gik og bragte Sværdet med alle sine knudrede Remmer. Han rakte det til sin Fader. Den graahærdede Kriger følte Odden med sin Haand: Min Søn! leed mig til Garmallons Grav! Det lange Græs er visned; jeg hører Vinden hvine der. — Nær hos risler et Kildevæld, og sender sine Vande til Balva. Der lade du mig hvile: det er Middag, og Solen er over vore Marker.
Han ledte ham til Garmallons Grav. Lamor gjennemborede sin Søns Bryst. — De slumre tilsammen, og deres gamle Borge hensmuldre paa Balvas Bredder.—Aander sees der, i Middagens Stund, Dalen er taus, og Folket skyer Lamors Grav.
Sorgelig er dit Kvad, du Oldtids Søn! sagde Oscar. Min Sjæl sukker for Hidallan, han faldt i sin Ungdoms Dage. Han flyver over Ørken, og hans Vandring er i et fremmed Land.
Morvens Sønner! drager nær til Fingals Fjender! lad Natten henglide i Sang. Oscar gaaer til Oldtidens Slægt; til tause Ardvens Skygger, hvor hans Fædre sidde dunkle i deres Skyer, og skue den kommende Striid. Og est du der, o Hidallan, liig et halvslukt Nordlys? Kom til mit Aasyn, i din Kummer, brusende Balvas Konning!
Heltene fremskride med deres Sange. — Langsomt bestiger Oscar Bjerget. — Nattens Luer neddale for ham paa Heden. Sagte risler den fjerne Bæk. Sjældne Vindstød suse gjennem Eegenes gamle Toppe. Den halvoplyste Maane synker dunkel og rød bag sit Fjeld. Spæde Stemmer høres i Heden. — Oscar drog sit Sværd.
Trenmor7 kom fra sit Bjerg, ved sin vældige Søns Raab. En Skye, liig den fremmedes Hest, bar hans luftige Lemmer. Hans Kjortel er af Lanos dødbringende Taage8. Hans Sværd er et halvslukt Nordlys. Hans Ansigt er uformet og mørkt. Tre Gange sukkede han over Helten; og tre Gange hviinte Nattens hvirvlende Vinde, Mange vare hans Ord til Oscar; men afbrudte kom de til vore Øren. De vare dunkle som Oldtids Sagar, før Sangens Lys fremskinnede. — Langsomt forsvandt han, liig Taage som smelter paa det solbestraalede Bjerg.
Da var det, o Toscars Dotter, først da var det min Søn begyndte at sørge. Han forudsaae sin Slægtes Fald; og stundom var han tankefuld og mørk, som Solen, naar den bærer en Skye over sit Aasyn, dog skinner den siden paa Conas Bjerge.
Oscar tilbragte Natten blandt sine Fædre. Blege Morgen mødte ham paa Caruns Bredder. En Oldtids Gravhøj hæver sig midt i den grønne Dal. Bag den opløfte de mindre Bjerge deres Hoveder, og udstrække de aarrige Træer mod Vinden. Der sadde Caros Krigere, thi de vare gangne over Floden om Natten. De syntes som bedagede Grannestammer i Morgenens blege Skin. Oscar stod ved Højen og hævede tre Gange sin skrækkelige Røst. De gungrende Bjerge gjenløde; de skjælvende Raaer sprunge afsted, og henfarnes bævende Aander flyede skrigende paa deres Skyer. Saa skrækkelig var min Søns Røst, da han raabte paa sine Venner.
Trindt om blinke tusinde Spyd, de fremmede Kæmper opfore. — Toscars Dotter! hvi denne Taare? Min Søn, skjøndt eene, er kjæk. Oscar er liig Skyens Straale; han hvirvler omkring, og Hærene falde. Hans Haand er liig Armen af en Aand; naar den udstrækker den fra en Skye; ej sees de luftige Lemmer, men Folket doer udi Dalen.
Min Søn skuede den fremskridende Fjende, og stod i sin Styrkes mørke Taushed. — Er jeg allene, sagde Oscar midt iblandt tusinde Fjender? Mangt et Spyd er der; mangt et mørkrullende Øje! — Skal jeg flygte til Ardven? — Men flyede vel mine Fædre? — Deres Hænders Mærke er i tusinde Slag. — Oscar vil og være navnkundig. — Kommer, I mine Fædres dunkle Aander, og skuer min Daad i Strid! — Jeg kan falde, men navnkundig vil jeg være liig stormfulde Morvens Æt!
Han stod paa sit Sted og voxte, som en Flod der svulmer i den snævre Dal. Kampen kom, men de faldt: blodigt var Oscars Sværd. — Buldret naaede hans Hær ved Crona; de kom liig et hundrede Strømme. De fremmede Kæmper flyede, og Oscar stod igjen, liig en Klippe forladt af det ebbende Hav.
Caros kom med alle sine Gangere, og fremvælted sin viide Hær: de Smaabække forsvandt i hans Løb og trindt om rystede Jorden. — Kampen spreder sig fra Fløj til Fløj: ti tusinde Glavind blinke paa eengang i Luften. — Men hvi skulde Ossian sjunge om Kamp? thi aldrig meer skal mit Staal skinne i Striden. — Jeg mindes mine Ungdoms Dage med Sorrig, naar jeg føler min Arms Svaghed. Lykkelige ere de, som falde i deres Ungdom, midt i deres Hæders Glands! — De have ikke seet deres Venners Grave; Deres Arme have ikke svigted ved at spænde Styrkens Bue. — Lykkelig est du, o Oscar, i din susende Skye! Du vandrer ofte til din Hæders Mark, hvor Caros flyede fra dit hævede Sværd.
Mørke kommer over min Sjæl, o Toscars faure Dotter! Jeg skuer ikke min Søn ved Carun, ej Oscars Skygge paa Crona. De susende Vinde have baaret ham langt bort; og hans Faders Sjæl er bedrøvet.
Men leed mig, o Malvina, til mine Skoves Susen til mine Bjergstrømmes Buldren. Lad Jagten høres paa Cona; at jeg kan tænke paa fremfarne Dage. Og ræk mig Harpen, o Møe, at jeg kan røre den, naar min Sjæls Lys mon opstige. — Vær du nær, at lære min Sang, og kommende Tider skulle høre om Ossian. Fremtidens svage Sønner ville hæve deres Røst, skue op til Klipperne og sige: ”her boede Ossian!” De skulle beundre Oldtids Helte, og den Slægt, som er ikke mere: mens vi ride paa vore Skyer, Malvina, paa Vindenes susende Vinger. Vore Stemmer skal høres i Ørken, og vi skulle sjunge paa Bjergenes Storme.