Mørk er Natten; Blæsten tuder
Gjennem Takkel og Tov;
Havet brøler, Bølgen spruder
Fraade henover den gyngende Bov.
Gamle Skipper stander rolig,
Nynner trøstig en Sang;
Over Hvalens skumle Bolig
Veed han at finde sin vanlige Gang.
Sandet rinder ned i Glasset:
Nu skal Sønnen paa Vagt —
„Se til Fyret og Kompasset!
Saa du for Riffet dig tager iagt.“
Unge Styrmand griber gjerne
Roret, modig i Sind.
„Har vi ikke selv Laterne?
„Trænge vi da til det fremmede Skin?“
„Se til Fyret, hvo som lyster!
„Har vi ej Lys ombord?
„Fyr, Kompas — er for en Kryster;
„Kun paa sig selv den Dristige troer.“
Gallionen Lampen bærer;
Ene han efter den seer.
Blusset udi Øjet skjærer,
Lyser vel lidet, men blænder end meer.
Fyret er en Ledestjerne
Over det vilde Hav;
Medens skuffende Laterne
Lyser kun til den bundløse Grav.
Stormen hviner, Stormen stiger,
Søen højere gaaer:
Styrmand af sin Kurs udviger,
Ind mod Riffet uvidende staaer.
Lampen slukkes. Det bli’r Mørke:
„Frels dig nu selv, om du kan!“
Men nu svinder Mod og Styrke;
Brændingen tordner paa mordiske Strand.
Styrmand efter Fyret stirrer,
Kan ej opdage det meer.
Sjælen raadvild sig forvirrer,
Ikkun sin Død udi Afgrunden seer.
Gamle Skipper op paa Dække
Iler med faste Trin.
Ingen Fare ham kan skrække;
Han kan øjne det ledende Skin.
Roret knager; Skibet vender
Atter lydig sin Stavn,
Gjennem Storm og Brænding render
Sikkert og snart i den frelsende Havn.