Ring ud, klare Klokker
(c. 1850)
(c. 1850)
Ring ud, klare Klokker, mod Himlens klare Hær,
de drivende Skyer, det vinterblanke Skær!
i Nat skal Aaret rinde i Tidens store Hav,
ring ud, klare Klokker, og ring ham i Grav!
Ring ud kun det gamle, ring ind det ny med Lyst,
ring henover Sneen med Fryd i eders Røst!
Farvel vil Aaret byde, — saa lad ham gaa sit Skud!
ring Sandheden ind og ring Løgnene ud!
Ring Sorgen ud, som tærende dybt i Hjertet bo’r
for dem, vi aldrig mere skal møde her paa Jord!
ring ud den bitre Trætte, som skiller rig og arm,
ring Lægedom ind for al Jorderigs Harm!
Ring ud hver Sag, som tabte forlængst sin Ret til Liv,
henfarne Tiders Kampe med al den usle Kiv!
ring Adel ind i Tanke og Vandel, — ring ind
os renere Love og mildere Sind!
Ring ud den falske Stolthed af Byrd og Blod og Stand,
og smaalig Nid og Avind med giftig Klaffertand!
ring Kærligheden ind, som kan aldrig blive træt,
med Broderskab i Striden for Sandhed og Ret!
Ring ud hver gammel Sot, som har hærget Jordens Vang,
ring Guldbegæret ud, som gør Sjælen lav og trang!
ring ud de tusind Krige, som Mindet gruer ved,
ring ind de tusind Aar med den liflige Fred!
Ring Mænd og Kvinder ind med den fri og stærke Aand,
det store, rige Hjerte, den bløde, varme Haand!
ring Mørket ud af Landet, ring ind den Herre Krist,
ring ind, ring ind den Frelser, som kommer forvist!