Uffe Birkedal (1852–1931)

Birkedal, Uffe, 1852–1931, Præst og Forfatter. Født 17. Juni 1852 i Ryslinge, død 23. Maj 1931 i Ringe, begravet paa Frederiksberg (Solbjerg). Forældre: Valgmenighedspræst Vilhelm Birkedal og Hustru. Gift 3. Juli 1878 i Blidstrup ved Gilleleje med Louise Amalie Nyegaard, født 27. Jan. 1852 i Skive, død 8. Februar 1917 paa Frederiksberg, Datter af Sognepræst Conrad Sophus Nyegaard (1815–82) og Caroline Margrethe Schiødte (1818–91).

Hjemmet i Ryslinge var Midtpunkt i et stærkt religiøst og folkeligt Røre. Birkedal har selv skildret Barndomstiden i »Ryslingebogen« 1917 og i »Protestantisk Tidende« 1919. Han havde Faderens livfulde, stemningsbevægede Sind, der stundom slog over i Kaadhed. I Skoletiden blev hans Hørelse svækket ved Skarlagensfeber; det blev til Tunghørighed, til sidst Døvhed, der efterhaanden gjorde ham til en ensom Mand. Sit gode Humør og sin vittige Slagfærdighed bevarede han, til Alder og Ensomhed gjorde ham tung. — Han blev Student 1871 fra Odense og cand. theol. 1877. Sin Præstegerning begyndte han næste Aar som Kapellan i Stadager, 1879–84 var han Sognepræst i Brande og 1884–93 ved St. Catharine Kirke i Ribe, hvorefter han maatte søge sin Afsked paa Grund af voksende Døvhed. Maaske tilskyndedes han ogsaa dertil ved, at hans Udvikling førte ham i stærkt liberal-teologisk Retning. Mellem ham og hans Fader voksede derved en Modsætning op. Birkedal maatte ofte høre, at han var Birkedals Søn, rimeligvis har det øget Oppositionslysten hos ham. Som emeritus kunde han ikke lægge op. Han blev Redaktør i Næstved, Højskoleforstander i Rønde (1894–96) og i Nørre Ørslev paa Falster (1896–97). En Aarrække (1900–18), før Døvheden og Værkbrudenhed helt tvang ham bort fra al den Slags Arbejde, var han Unitarernes Præst i Kbh. og meget paaskønnet af deres Frie Kirke-Samfund. I deres Blad »Protestantisk Tidende« skrev han meget. Han tog ogsaa livlig Del i Arbejdet for Fredssagen. Visedigter var han allerede fra Ungdommen. Hans Skildring af Augustin »En Taaresøn« (1924) er i bunden Form, saavel som »Den gamle Ørn« (1929) og »Levet, tænkt og følt« (1922). Mest frugtbar var dog hans Virksomhed som kyndig og smagfuld Oversætter af engelsk Digtning, Miltons »Det tabte Paradis«, Carlyle, Tennyson m. fl. samt fra Fransk Victor Hugo.