I Luften flagred Lokkerne saa fage,
Som hun i tusind’ Knuder slog og vendte,
Og uden Maal det hulde Livslys brændte
I hine Øine, nu derpaa saa svage.
Mig syntes hendes Aasyn at antage
Et Indtryk af den Medynk, hun mig sendte;
Og jeg, som Elskovsblus i Barmen kjendte,
Hvad Under, at jeg maatte Flammen tage?
Hun gik ej som en Dødelig, men helligt,
Paa Engleviis, og hendes Ord gjenløde
Ej som naar Mennesket sædvanlig taler.
En Himmelaand og Solens Morgenrøde
Var det jeg saae: dog derfra og forskjelligt;
Men Buen, nedspændt, Saarets Brand ej svaler.