Bodil Bech (1889–1942)

Du er min Sol,

kølige, røde Sol,

dirrende oppe i Rummet —

og jeg er i evig Kredsen

om denne Sol.

Med Haanden tankefuldt under min Kind,

og klædt i et bleggult Gevandt,

svæver jeg, hvilende paa intet,

lydløst i Bane omkring dig —

Du er min Sol —