Staaende paa Soklen,
meget samlet, meget oprejst,
suverænt beherskende
dit Folk af Trolddomsfløjter,
blanke Violiner,
staar du som en Træskulptur,
skaaret i dit Hjemlands mørke Ege,
hel i Fladen,
som en Viljes faste Skal
over Kratersindets Bølgen, Brænden.
Men fra dine strenge Skuldre,
ser jeg dine lydige, lynhastige Bevægelser,
vel bevisende dit Sinds Omskiften,
flagre som to Skyer af Sommerfugle —
vandblaa, aandelette — —