Den brune.
Du er mørkebrun,
af blødt, skaaret Træ
og med Kaffeøjne —
du har Guldbaand
om dine fint drejede Arme,
og gyldne Duer
sidder paa dine milde Hænder.
Der er flaskegrønt Løvhang
over dit Hoved,
og du tillader venligt,
at andre ogsaa søger i Ly,
naar Himlen græder graa Sluser udenfor.
Der er bestandigt tørt lunt
under dit Løvhang,
du brune Pige —
du sidder paa Hug
med sænkede Øjenlaag,
og de gyldne Duer
spiser af dine Hænder.
Den graa.
Der er graa Skifer bag dig
og om dig
og en Dynge graa Brokker
for dine aristokratiske Fødder —
du har fiskeblege Kinder
og haarde Øjne
og krummede gerne
dine Fingre ubrydeligt —
men du har læst i en Bog med Guldsnit,
at man skal smile til hinanden —
altsaa læser du højt for smaa Børn
Søndag Eftermiddag —
hvertandet af dine Ord er forgyldt,
hvertandet fiskeblegt —
og dine Venner vælger du,
fordi din Sjæl fryser.
Den stormblaa.
Du havde Næsebor
som en ung Hoppe,
der løb op mod Vinden,
og din Mund vidste smilende
alle de Ting,
dine Øjne skulde faa at se
— saadan husker jeg dig — —
Løber du endnu
op mod Vinden?