Jens Baggesen (1764–1826)

Det blev Dit ædle Kald, udvalgte Søn af Gerner!

        At lede Dannebrogs de unge Heltes Trin

I Njordurs Labyrint ved Glimt af kjendte Stjerner,

        Ved Polens stille Lys, og Maanens Skin.

Men det blev og Dit Kald, „med festelige Sange

        „At mane Sorgen frem om Dannebroges Mænd,

„Naar hædret de forlod den underlige, trange,

        „Men stolte Bane; thi Du kjendte den.“

Fleer kjendte den, som Du; thi Dovres Klipper smelte,

        Og Sølunds Høje vikles om med Tang,

Før Angul, Dan, og Nørd paa Havet mangler Helte;

        Men Faa Havfruen lærte Bølgens Sang.

Hvi lyder da ei meer den dybe Sorgens Stemme,

        Der lød ved Ewalds og ved Gerners Lig,

Den Røst, hvori min Aand dybt syntes at fornemme

        De Dødes sidste Suk og Odins Skrig.

Ak! Ewalds Lys er slukt; Nordhavets elskte Stjerner

        Ej vinke Skjalden meer til høje Harpers Klang;

Vor Tordenskjoldborg halv er knust, o Skræk! og Gerner

        Er død i Fredens Skygger anden Gang.

Den stolte Havets Pryd vor Orlogs-Svane ruller;

        Søslangen knejser op af Midgards skumle Skjød;

Havfruen dybt hver Nat i Kongedybet sukker;

        Og Bredden hyler som ved Baldurs Død.

„Sorg krandser Nordens Pol; nær svæver den om Jorden!“

        Vor Ewalds, Gerners, og Nordhavets yndte Ven!

Hvi hører jeg da ei den Harpes hule Torden,

        Som ene værdig kan forkynde den?

Det blev mit mindre Kald, med lystelige Qvader

        Af mine Brødres Graad at lokke Smile frem —

Hvi blev det ej min Lod paa Danmarks Vej til Hæder

        Med Hævnens dragne Sværd at følge dem!