Vor Klode sig dreier omkring uden Rast,
Og intet derpaa staaer ret varigt og fast;
Vi vaklende rave paa rullende Muld,
Og endelig falde vi alle omkuld.
Vor Tid snoes i Kurrer af Haab og af Frygt,
Og intet i Livet er varigt og trygt;
Paa Regn følger Solskin, paa Vinteren Vaar,
Og Døden paa Livets de vexlende Kaar.
Forspildt er vor Omsorg, vor Iver og Flid,
I Hvirvlen af Rum, og paa Hiulet af Tid;
Vi mattes omsonst paa den slibrige Vei,
Og det, som vi søge, det finde vi ei.
Høit over det lavere Støv er den Lyst,
Som letter, og roliger eene vort Bryst;
Og Vinger gav Himlen os naadig og huld,
Til Flugt over Jordens det nedrige Muld.
Hvor intet forstyrrer den reeneste Fryd,
Som utømt fremvælder af Viisdom og Dyd,
Til ægte Lyksaligheds straalende Top,
Did svinge sig Tanken og Følelsen op.
Der sætte vi Stevne hinanden hver Gang,
Os samler til Afskeed en sørgelig Sang;
Der mødes vi stedse, trods Afstand og Aar,
Og samles for evig, naar alting forgaaer.
Baggesen.
