Skaberen bød, og vor Jord omstraalte utallige Speile,
Eet dog det andet ei ligt, dunklere dette end hiint.
See! han speilte sig selv, og afstraalte sin Glands i dem alle,
Heele den skabte Natur saae ham i Skabningens Alt.
Mennesker skued ham først i Mennesker. Elskte! blandt disse,
Du, det reeneste Speil, viiser ham tydeligst mig.
Nærmere straaler han mig, og ligere Sig, i Din Ynde
Dig vil jeg elske i ham, ham vil jeg elske i Dig;
Elske Ham, som man Dig, og Dig, som man ham bør at elske:
Reen, uskyldig, med Fryd, barnlig, og nøisom, og troe.
Baggesen.