Den sande Følelses grunddybe Elv
Henrinder uden Sprudlen i sig selv,
Og den Religion, Naturen selv os lærte,
Hvis Andagt gløder i vort eget Hierte,
I Røg og Gnister ei med Knittren bryder ud;
Dens hellige, dens reene lyse Lue
Udsvæver ikke pralende til Skue;
Men brænder, nært af Dyd, og eene seet af Gud.
Den kolde Hiertets Væld i Talens Bække leder,
Og den tilbeder ei, som overlydt tilbeder.
Amanda! som i Duggens Draaber sig
Gienspeilet Solen seer, naar den af Østen stiger,
Saa tusindfeld gienstraalet seer Du Dig
Hvert Øie, Du Dig speiler i,
Din Yndes Himmelglands fortryller
Med stærkere, med svagere Magie,
Som mindre eller meer det Støvets Taage hyller.
Amanda! men blandt Millioner fik
Af Febos ingen et saa dannet Øie,
Som jeg for Himlen i Dit Blik.
I intet speiler Du Dit Værd saa reent, Du høie!
Ei blot den Fod, hvorunder Floras Spæde
Med Smilen segne blandt nedtraadte Straae;
Ei blot den Haand, af hvilken jeg med Glæde
Mig lod til Ridder blandt de Døde slaae;
Ei blot de Lokker, i hvis gyldne Ringe
Sig Friehed selv med Vellyst binde lod;
Ei blot den Væxt, som Grazier omsvinge,
Som Amathusias er krum imod;
Ei blot, hvad Mængdens Blikke selv fortryller,
Din indre Guddoms ydere Gestalt,
Det skiønne Støvets Slør, Din Siel omhyller,
Med al sin Troldom i mit Øie faldt —
Men denne Aand, som i Dit Øie maler
Med meer end Stierners Glands hvad intet Øie seer,
Som Viisdoms eget Sprog paa Dine Læber taler,
Og i hver Mine hellig Uskyld teer;
Den ædle, store, høie Siel, som hæver
Dig over Din Gestalt, saa høit, som den
Sig over andre høiner, naar Du svæver
I Graziernes Dands blandt Muser hen;
Det milde, fromme Hierte, som fornemmer
Meer smertelig end egen andres Nød,
Og selv i Virakdampen aldrig glemmer,
At Adams Blod i alles Aarer flød;
Den taagefrie Forstand, den sieldne Evne,
Som skielner flux hver Gienstands rette Værd,
Og det, jeg veed ei hvad, som intet Ord kan nævne,
Som idealtilrunder al din Færd,
Den i Dit heele Væsens Yndigheder
Fuldendte, mageløse Harmonie,
Der samler i sig selv de Træk, Naturen spreder,
Til frie, selvstændig Eenheds Melodie —
Det alt, Amanda, med en Himmels Fylde
I min Beundrings Øie speilte sig;
Og — see Dig, som Du er, og ei for evig hylde
Din Guddom — ganske see Dit heele Dig;
Og ei mit heele Liv til Offer dig berede,
Og ei med Aand og Sands Dig evig at tilbede —
Umueligste blandt al Umuelighed for mig!
Men min Tilbedelses utømmelige Elv
Henrinder uden Sprudlen i sig selv;
Og den Religion, som Dine Smiil mig lærte,
Hvis Andagt gløder i mit fulde Hierte,
Ei bryde skal i Ords forvovne Gnistren ud:
Dens hellige, dens reene, lyse Lue
Udsvæver fra sit Alter ei til Skue;
Den brænder nært af Dig, men eene seet af Gud.
Baggesen.