Thora
Siette Sang.
Siette Sang.
Grimla, hvis natlige vilde Natur foreente, hvad adspredt
Skygger i Livet af Dybenes Mulm, fik stundom et Krampeslag,
Hels Besøg, som hun kaldte det selv, naar heftigen rørtes
Hendes Gemy’; blaalæbet og kold hun da pludselig hensank,
Uden at aande, som død. Saa vant og Roller til sligt var,
Indjog stedse dog hvert ny Slag det sønlige Hierte
Dødelig Skræk. Han elskte med Angst den rædsomme Moder,
Og af en dyb Medlidenhed nært, var den natlige Gruen
For hendes Død voxt op til lidenskabelig Ømhed.
Denne Gang var især hint Slag et lynende Nedslag
I hans urolige Barm, hvor de sønlige Følelsers Oprør
Alt var stegen til Pønsen paa Hævn, trods Tankernes Fromhed.
Lyst til en heltelig Daad i en Kamp mod Troldenes Fiender,
Giæred i Ynglingens Bryst alt længe; thi Mennesker var ham
Malte fra Barnsbeen af, som hans Slægts forfølgende Bødler.
Aldrig om Uret drømte hans Siæl i Brødrenes Udfald
Mod dem; kun Vildheden var ham imod, og det blodige Væsen,
Indtil samtliges Død og syntes ham den at forklare.
Moderens Liigfald troede han hin Forfølgelses Virkning;
Og nu stod kun Træet ham for, hvis Broder paa Broder
Oven paa Faderen stablede Top sig høined i Skoven,
Bange for Faldet i Billedet meer, end Faldet det malte,
Hvilket han ei selv saae. Til sig selv gienkommende, vedblev
Grimla Fortællingen: „Øinene fast henvendte paa Træet
Slap du af Armene mig i min Angst, og let som et Egern
Uden Øxe du svang dig fra Snit til Snit i hvert Indhug,
Skaar i Skaar mig skiærende dybt i det bævende Hierte,
Med hvert svimlere Sving som den nøgne luftige Stamme
Til din Fader dig endelig greb. Han hæved paa Haanden
Op dig til Grimer, der greb om din Fod. Med stigende Gysen
Saae jeg dig hoppe fra Haand til Haand af løftende Brødre
Høit til den øverstes Tip, hvorfra du raabte mig lydt ned:
„See dog Moder! nu rører mit Haar ved Himlen, o see dog!
Hvor er nu Hulen? nedsiunken paa den er Skoven, et Krat lig!
Hvor du er lille! hvor her dog er got! hvor luftigt og herligt!
Seer du den Engel mig svæver imod?“ — I Toppene rundt om
Saae jeg sig svinge fra Qvist til Qvist, som havde hun Vinger,
En sødtsmilende Glut med goldne flagrende Lokker.
Endelig standsede hun paa en Top, den nærmeste Masten,
Men dybt under dig, Hænderne rakt forgiæves i Veiret.
Medens, dig bukkende, dine du ned og strakte mod hende,
Træet, hvis Top hun svævede paa, skinbarligen voxte
Til det sig høinede lige med dit; da tog hun en Rose
Smiilende frem af sin Barm, der, til Dolk forvandlet i Luften,
Giennemborede din. Du ravede; Stablen af Brødre
Bugnede; Fødderne gleed; og hovedkulds tumlede Rodskiæg,
Samtlige Sønner med sig nedstyrtende, knuste ved eet Fald
I en paa Jorden nu liggende Hob; men Glutten deroppe
Nedsprang, dandsende lystig omkring paa de blodige Pander,
Og udtraadde dig Øinene vildt. Da vaagnte jeg halvdød,
Som jeg fortæller dig her, saa fortalte jeg Konen jeg gik med,
Og, som jeg endte Fortællingen, sprang en Glut os paa Veien
Begge forbi, med et Smiil, og med gyldne flagrende Lokker.
„Hvad I dog der fortæller mig, Moer,“ smaasmidskede Konen,
Vrikkende Hov’det, og standsende lidt, „jeg kiender jo Tøsen;
„Tag Jer i Agt for Thora paa Havsgaard!“ skreg hun med eet mig
Lydt i Øret! „hun kommer igien, den døde! der sprang hun!“ —
Truffen af Alruns Ord (thi nu gienkiendte jeg klarlig
Kiællingen, som og din Fader engang advarede) sprang jeg
Efter den Lille; men let, som en Hind, hun snart mig af Syne
Flygtede bort, og forsvundet imens paa Veien var Alrun.
Navnet Thora forglemte jeg reent og Gaardens. I fem Aar
Plagede jeg mig omsonst, for at finde dem, indtil engang mig
Nævnede begge din Fader. Da først fortalte jeg Drømmen,
Og i vort samlede Raad blev aftalt Toget til Havsgaard.
Enden paa dette du veed. Din Fader tumled til Jorden,
Og ti Sønner paa ham nedstyrtede. Halvt er alt opfyldt
Drømmen, og Alruns Vink; halvt, siger jeg: thi du er ene
Lige saa kiær mig, som samtlige ti; men, at det ei ganske
Vorder fuldkommet, er nødig en stor ualmindelig Trold-Daad,
Snedig og kiæk, Grimkullerne værd, fra hvilke du stammer!
Føler du Mod til at hævne din Slægt, og redde din Moder
Af de mod os nu strækkede Kløer, saa hør mig og lyd mig!
Knækkes dig maa, før i Luften til Dolk den røde forvandles
Rosen paa Thoras Bryst; og døe skal hun eller jeg her
Førend mig dræber med tolv nye Mord din varslede Styrten!
Medens hun talte forvandlede sig fra Livets til Dødens
Ynglingens Farve, fra Dødens igien til Livets, og voldsomt
Slag i Slag slog høit i hans Barm det svulmende Hierte.
Men hun blev ved, med stigende Røst, ham gribende Haanden:
Grimkul-Roller! nu gielder det Mod og Kiærligheds Prøve!
Hør mig, hør mig! jeg kommer igien! med elleve Mord skal
Hævnes paa Thora de Elleves Død, med det tolvte den Tolvtes!
Hør mig og lyd! jeg har fundet, mig selv randsagende Hiertet,
Skikket at knuse min Æts Hugorm en frygtelig Hammer:
Thora maa døe tolvfold! og du, mig fød til en Hævner,
Du skal udføre med eet i Giengieldelsens Time de tolv Slag!
Hør mig og lyd! Tre Mile herfra mod Norden en Landsbye,
Jetlund kaldt, er beliggende; did jeg viser paa Vei dig
Til du kan finde den selv: der spørger du efter Moer Alrun,
Roller dig kaldende nu. Mærk vel! du hedder ei længer
Grimkul! Nævner du dit, eller mit, eller nogen din Broders,
Eller din Faders Navn een eneste Gang, er du Dødsens.
Selv jeg fra nu af kalder dig blot med Navnet, du selv dig
Valgte som Barn, da jeg veed ikke hvad om en Roller i Prækner
Du havde læst; nu glem det kun ei! Men husk dog for alting
Alrun, Spinderskens Navn, den gamle Mosters i Jetlund,
Naar man har viist dig derhen (hun boer for sig selv i et Udhuus)
Kys dig paa Haanden, og hils fra Nordmandinden i Troldhiem,
Tiggerkonen, din Moder, og sig: hun kommer igien selv
Slagen med elleve Slag, og bringende Bud om det tolvte.
Alt det andet han veed, det øvrige vil hun, dig sige.
Roller! min Roller! min lydige Søn! hvis stedse, som hidtil,
Alt, hvad jeg byder, du giør, skal intet, hvorom du mig beder,
Nægtes dig meer, og bad du mig selv om mit Øie til Hatknap.“
Altsaa besvor den zittrende Søn den snedige Moder,
Efter en lang med ulidelig Qval ham pirrende Taushed,
Ikke forgiæves. I Brystet ham dybt hver Ordenes Braad stak
Giftindeddrende Hiertet, og tændende Hiernen; hans Pande
Brændte; det kaagende Blod foer op i hans svimlende Hoved;
Øinene gnistrede Hævn. Hævn! Hævn! udhulkte den Fromme,
Hævn min Moder! jeg lever i dig! du lever i mig! Høit
Sværger dig Roller: du ikke skal døe! jeg eene skal rydde
Helvedet ud, som forfølger min Slægt! Jeg føler i Barmen
Tolv Mænds Mod, og min Arm skal knuse hvad mig imodstaaer!
Byd! jeg adlyder dig blindt! jeg behøver uvanlige Bud, jeg!
Thi jeg har Kraft at udføre dem, Kraft, som fortærer mig selv her,
Bryder den ikke mod Helvede løs, og fortærer det Onde!
Det har jeg svoret evindelig Kamp! — „Saa sværg mig!“ afbrød hun,
„Her, ved det Hierte, hvorunder du laae, før Maanen du skued,
Ved Blodrunen „Jeg kommer igien!“ og ved Stammen, der greenløs
Kneiser imellem de frodige Træer: at hævne mig Thora,
Følgende hist hvert Raad dig Alrun giver, som mit Bud!“
„Vel!“ gientog han, knælende ned. „Ved det Bryst, som mig died!
Ved Blodrunen: „Jeg kommer igien!“ og ved Stammen, der greenløs
Kneiser i Skoven! — og hør! ved det Navn, du kiender, min Moder,
Nævner, og frygter, og ingen forstaaer! Jeg henter dig Thora,
Var det i Helvede selv! vær ved trygt Mod! viis mig paa Veien!“
Altsaa svor han, og lænkte sig selv med hellige Kiæder
Til den usalige Skiæbne; thi meer end Forbrydelse var ham
Tanken, at bryde sin Eed. Et Gysende foer giennem Hulen,
Lampen sluktes, og alle de smaa Guds Engle som svæve
Rundt om Uskyldighed, græd, da den Ulyksalige svor den.
To kun bleve, bevogtende ham usynligen: Livets
Engel og Dødens, som stridende nær, omsvæve herneden
Vandrerens Fied paa den farlige Vei. Nu fyldte ham Randslen
Grimla med Iil, gav Kiæp ham i Haand, og, Posen paa Ryggen
Selv sig omsnørende, tog hun sin Stav, og, ad Trappen foran ham
Stigende, skiød hun fra Lemmen de tre Jernskaader, og løfted
Op den varligen, lyttede taus, og, med Hovedet opskudt
Under dens Klem, udsendte hun først omspeidende Blikke.
Begge nu oven paa Pletten, hun lod nedfalde den tunge
Dødningehuult i Træernes Mulm hendundrende Gravdør
Lige med Jorden, der sluttende trindt. Tyst var det i Skoven,
Tomt, og af Næets døende Smiil var Træernes Toppe
Mat kun belyst. Da hørtes der fiernt et Skrig af en Natravn;
Did, hvor det kom fra, vandrede de paa raslende Løvsmuld,
Skuddrende, giennem det skumlere Mulm om Bøgenes Stammer;
Og snare naaede de Krattet, det fugtige, hvor dem en tyk Damp
Stegen af Moserne, Himmel og Jord opslugende rædsomt,
Omgav, skiulende rundt endog hver nærmere Gienstand.
Ene dem selv de kun saae; men i Kiæmpestørrelser hvergang
Een var lidt for den anden forud. Du voxer i Taagen,
Green bag Sønnen den alt til sin Hævn anvendende Moder,
Lig den forbandede Bøg, i hvis Top stod Thora med Rosen!
Vil du dit Vel, saa raader jeg dig, lad her mig foran gaae!“ —
Men du voxer jo selv forfærdelig! raabte han bag ved,
Naar jeg dig følger, som nu! Hvor alt er frygtelig selsomt
Her! Hvis allene jeg var, jeg sikkert troede det Verdens
Ende; thi hverken jo Nat eller Dag kan kaldes, hvad her er,
Hverken jo Skov eller Eng! Du talte mig aldrig om Egnen,
Hvor vi nu gaae, som i Blinde — hvor fører os hen du, min Moder? —
„Hen til Helvede,“ svarte hun ham, „vi maae derigiennem!
Frygter du Gangen?“ — Jeg gaaer jo med dig; hvor kunde jeg frygte?
Ham kun frygter jeg! stammede han. — „Hvem?“ — Ham, som usynlig
Er overalt! O, Moder! jeg veed langt meer end du tænker,
Om den Almægtige. Har jeg dog læst i de seenere Nætter,
Mens du var borte, dernede forladt, en Bog, der paa hvert Blad
Melder om Ham, og i Drømme jeg saae, hvad Bogen fortaug mig.
Drømme dog troer du jo selv? og Bogen — her har jeg den hos mig
Giemt i min Barm! — Slæng bort den, min Søn! den forvirrer dig Hov’det,
Siger jeg dig! — Nei, Moder! o lad den eeneste Bog mig!
Hellere skil mig ved Randslen og alt hvad Randselen giemmer!
Troe mig! det vist er en troldelig Bog — slet ikke, som andre
Menneskebøger, dem aldrig jeg meer vil læse herefter.
Hædre din Fader og Moder, at vel det maa gaae dig paa Jorden!
Staaer der og skrevet deri, samt: Hvo der elsker sin Søn, han
Tugter ham tidlig! Jo meere deri jeg læser, jo meere
Lyder jeg dig; thi det vil og Han, hin Fader i Himlen. —
Vel! saa behold den til videre! følg! og viis mig den siden!
Tænk nu paa Dolken i Luften, og glem ei Pagten du svor mig! —
Aldrig, min Moder! mig synes at see, hvorhen jeg mig vender,
Her i den natlige Dag Skovenglen med Rosen paa Brystet;
Men da jeg veed, den betyder mit Blod, tar vel jeg i Agt mig,
Haanden at strække derefter; skiøndt Roserne vare fra Barnsbeen
Kiærere mig, end Kagerne selv, du mig bragte hver Pindsdag.
Altsaa vexlede Moder og Søn med hinanden paa Veien
Giennem de stigende Taager af Hiertet stigende Tanker,
Vandrende blinde fremad. Saa langt fra Skoven var aldrig
Roller end kommen; den hele Natur var her ham en Gaade.
Gangen til Helved paa Moderens Ord han troede skinbarlig
I Hels Røg, som hun kaldede det, at gaae; og han gik den
Lydig, skiøndt ei var rolig hans Barm, skiøndt Moderens aldrig
Vendede Blik, og, saa længe de gik, vedvarende Taushed
Fyldte hans Hierte med voxende Skræk. Fra henimod Midnat,
Alt to Timer i dæmrende Mulm og Taage, var Gangen
Fortsat, uden at standse, forud den ledende Grimla,
Han bag efter, omsvævet endnu (skiøndt Himmelskes Øine
Synlige kun) af de to vagtholdende Livets og Dødens
Engle. Hvergang han vendte sit Blik i Tanker til høire,
Svævede Rosen ham for; men naar til venstre han omsaae
Nedfoer Dolken hans Stirren imod. Med eet gik det opad
Temmelig steilt. En pludselig Lyd af susende Vinger
Hørtes i hvirvlende Flugt høit over dem, medens i Luften
Gienlød rundt i den hyllende Damp et græsseligt Ravnskrig.
„Mod nu min Søn! giennem Porten det gaaer, giennem hvilken din Fader
Gik med de Ti til den hungrige Hel,“ skreg Grimla foran ham,
Uden at vende sig — „følg, er du Karl!“ — „Jeg følger dig, Moder!“
Stammed han, lidt dog betænkende sig, og standsende nærved
Toppen af Bakken. Ham nærmere her, omsvævede Hiertet
Lysets Aand; og i trangere Kreds om Hovedet Mørkets.
Rosen og Dolken han saae; men med eet sad Dolken i Rosen —
Knæerne stødt mod hinanden, han skialv. Da kiæmped i Luften
Livet og Døden om Ynglingens Siæl; og tredie Gang skreg
Ravnene høit. „Hvor bliver du af,“ skreg mellem dem Grimla,
Stedse dog uden at vende sig om. „Jeg følger, min Moder!“
Gisp han, og Foden ham gleed; men den gleed i Blod; og han saae det.
Dolken allene nu stod for hans Blik, og bag ham var Livets
Engel — det lod, som om noget ham trak tilbage; men Dødens
Greb ham i Haanden, han strakte mod Moderen, raabende: „Red mig!
Red mig Moder! jeg glemmer min Eed; man hilder mig Foden!
Og paa mit Bryst man har væltet en Steen.“ — „Slæng Bogen da fra dig,
Som du slæber tildøde dig paa! den tynger dig Hiertet,
Siger jeg — slæng den! saa bliver du let!“ — Halv vidende, brystklemt,
Halv uvidende, hvad han begik, bortslængte han Bogen —
Ned ad Bakken den rulled, og ak! med den rullende bortfløi
Bag ham i dalende Flugt hans Livs Uskyldigheds Engel.
Trukken af Dødens til Toppen han steeg, og raabte, „Her er jeg!“
Vildt omblikkende, hilst af den vildt ham favnende Moder,
Og af en eeneste Ravn, som blev siddende, medens de andre
Spredtes paa susende Vinger med Skrig i hyllende Taager.
Her nu stod han paa Dødningebeen, omringet af Steiler
I den omflagrende Damp; og i det dens luftige Dække,
Ligt et fra Skuldrene faldende Slør om en stigende Beenrad,
Fra den beknoklede Bakke nedrullede, saae han dem alle
Tolv — imellem dem to hovdløse — foran ham i Midten
Kredsens truende Rædselgestalt. Det gribende Skræksyn
Her af hans Faders og Brødres afhuggede blodige Hov’der
Stigende frem af den Damp, der omhvirvlede Bakken, han stod paa,
Kronte den blege Forfærdelses Top med elleve røde
Luende Takker. Saa brænder, omlynt i knittrende Røgdamp
Askedækt den vaklende Fod, med Iis om dets Steenbarm,
Surtur-Fieldet paa Randen af Nastrondbølgernes Afgrund,
Som her brændte hans ravende Siæl, nær Pynten af Vanvid,
Greben af elleve gloende Kløer. „Ja!“ raabte han, „Moder
Her er Helvede! vee dig og mig! der seer jeg os begge!
See! hvor de to hov’dløse jeg seer, der seer jeg i Aanden
Klarlig dit Hoved og mit!“ — Han raabte; men Ordene lød ei.
Ravnen paa Faderens Skal ham svarte med græsselig Skogger,
Rystende Vingernes Soed, og alle Brødrene griinte.
Grimla, den koglende Moder, imens laae kastet paa Jorden
Under Hiulet, og oven, i Luften, omflagrede Ravnen
Aander i uanskuelig Sværm med hørlig Susen.
Selv han, usynlig omfavnt af Dødens Engel, med Blodet
Storknet, med Lyden paa Læberne qvalt, med reisede Hov’dhaar,
Opgav næsten sin Aand. Lang Tid vedvarede Dybets
Fælt i sig selv indhvirvlede Nats alt qvælende Taushed.
Endelig opfløi Ravnen, der, lig et svævende Nøgle,
Vundet af Afgrundstraadenes Giørn, afhasplet i Flugten,
Svandt, og løste den trykkende Qvalms indviklede Troldom.
Himmelens Rose sig aabned i Øst, og Helvedes Rædsler
Spredtes med Dampene, ladende blot tilbage nu Jordens.
Roller af Glandsen bestraalt, i Morgnens kiælende Luftning,
Aandte paa nye. — „Hvad siger du nu,“ tiltalte ham, opreist,
Grimla,“ nu har du den seet! om Salen, Thora har bygt os?
Om din Familiegrav? Du talte saa meget om Kirker
Altid, ønskende tidt derhiemme, Lunds, eller Malmøes,
(Som dig beskreve de Ti) med de deilige Billeder i dem,
Eengang at see. Her seer du, min Søn, den første, med Altret
For dig i Midten, og Billeder nok: Domkirken paa Runhøi!
Husk dig dens Navn! og betragt den endnu een Gang, før med udtraadt
Øie du seer den ei meer, paa Pælen, hvor og dig ved Siden
Mig min Plads er bestemt af Rosenbruden paa Havsgaard!“ —
„Moder!“ udbrød han, o! stige vi ned! jeg har nok; og i Brystet
Sidder mig alt den usalige Dolk. Mig tørster, at hævne
Hvad de har lidt, og hvad nu jeg har seet. O bring mig til Alrun,
Hvis hun kan lædske min Tørst!“ — „Der seer du, raabte hun, „Jetlund,“
Viisende fiernt en blaanende Høi; „nu finder du Veien
Lettelig selv; men, førend vi her adskilles, saa sværg mig
Her under Hiulet, paa Knæ, ved Ravnen! som her paa dit Hoved
Sætte sig vil, hvis du bryder din Eed — ved din Fader! hvis Blod du
Stedse vil see, hvis du bryder din Eed — ved de Brødre, hvis Hov’der
Alle, naar dit og naar mit engang paa de ventende Steiler
Smile dem til, med de Blikke du seer, til den yderste Dags Nat
Grine dig ud, hvis du bryder din Eed! Knæl her ved min Side!
Knæl!“ — Han knælede. „Ræk nu din Haand, og grib i din Skiæbnes
Truende Hiul!“ — Han strakte den, greb. „Jeg kommer igien! sværg,
Sværg, som jeg siger!“ — „Jeg kommer igien!“ gientog han med høi Røst —
„Bringende dig med sit Barn Dolk-Rosenbruden paa Havsgaard!
Sværg, som jeg siger!“ — „Med skiælvende Lyd han, sværgende, gientog:
„Bringende dig med sit Barn Dolk-Rosenbruden paa Havsgaard!“ —
„Offrende begge, naar byder dit Bud, Dom-Ravnen paa Runhøi!
Sværg, som jeg siger! — Han svor, men i mat hengispende Stammen,
Medens i Krampe hans Haand greb vildt om Egret i Hiulet,
Døde ham næsten paa Læberne hen det bævende Tilsagn:
„Offrende begge, naar byder dit Bud, Dom-Ravnen paa Runhøi.“
Grimla nu hæved ham op, omfavnende, tæt til sin Barm trykt,
Venlig den helvedviede Søn. „Saa gaae nu, og kom ei
Meer for mit Øie, før alt, hvad hist paalægger dig Alrun
Du har forrettet!“ Han ilede ned af Bakken, med Jetlund
Stedse foran sig, i Hiertet kun Hævn, og i Hælene Døden.