Mindet af Ungdommens sorgløse Glæder
Fryder hver Yngling, opliver hver Mand;
Ved det selv Oldingen smilende græder,
Nyder det derfor, saa ofte han kan.
Og kierlig advarer den spøgende Pog:
Nyd Glæden i Tide, ifald du er klog!
Men naar fra Ungdom foreenede Venner,
Længe adspredte, forsamles igien,
Og hver med ublandet Glæde gienkiender
I hver en Broder sin Landsmand og Ven;
Da Mindet om Fortiden fylder hvert Bryst
Med broderlig Kierligheds reeneste Lyst.
Frydfulde Billeder kaldes tilbage
Af hver en Glæde de samlede nød,
Da udi hine lyksalige Dage
Tusende Steder til Fryd dem oplød;
Da Mindet af Glæden tilskynder enhver,
At nyde den atter i Fælledskab her.
Hver af os, Brødre! som ere tilstede,
Nyder den Lykke af Forsynets Haand;
Fordum vi deelte Ungdommens Glæde —
Ei bør da glemmes vort Landsmandskabs Baand. —
End deele vi Glæden ved jublende Sang,
Vort Venskab fornye vi blandt Glassenes Klang.
Og nu skal Tidens fortærende Vælde,
Skiønt ved den Marmoret selv maae forgaae,
Skiønt den har mægtet Atsyner at fælde,
Imod vort Venskab dog intet formaae:
Hvad Vending vor Skiebne i Verden end faaer;
Vort Venskab, som Klippen, urokkeligt staaer!