De Vover, de trille saa roeligen frem,
Og Himmelens Stierner sig speile i dem,
Da Natten sin Reise fuldbringer,
Og Morgenens Dronning i purpyrrød’ Skye
Sig smilende hæver, og Stiernerne flye,
Og Phæbus til Vogns sig opsvinger.
Men endnu var ikke den Konning kiørt bort,
Han holder i Østens ildfarvede Port,
Og udsender grandskende Blikke,
Og øiner langt borte paa Bølgernes Top
To fraadende Heste i hidsig Gallop
Hen lige mod Østen at stikke.
Han gnier de Øine, han stirrer saa grant,
Og tænker, hvo er dog den Himlens Gesandt,
Hvis Heste saa danse der henne?
Men Vognen sig nærmer; han kiender Neptun,
Som stander imellem hans Beene.
Der ginge Minutter, der ginge kun tre,
Saa standses de Heste ved Phæbi Palais,
De sprunge saa skrækkelig fage.
Af Vognen udstiger med Scepter i Haand
En gammel, ærværdig, høitidelig Mand,
Og Skiægget hang ned fra hans Hage.
Flux opløfted’ Phæbus den straalende Hat,
Han kiendte paa Sceptret Gud Odin saa brat,
Og bukkende bød ham: Salvete!
Guds Fred! svarte Odin paa nordisk Fason,
Forkiøl ei dit Hoved for vores Person!
Og Valfaders Villie skeete.
„Min Hermoder, tog saa Gud Odin til Ord,
„Har tusende Smaaeting der hiemme i Nord
„For Frigge, min Dronning at giøre.
„Desaarsag jeg kommer her selver til Dig,
„Neptun var saa artig at kiøre for mig,
„Mit Budskab Du snarlig skal høre.
„Du mindes vel for et Par tusende Aar,
„Da Valhallas Guder til Jupiters Gaard
„Blev’ budne sig at divertere.
„Du tonte selv den Gang en Vise saa skiøn,
„Som Flakkus, Din egen udkaarede Søn,
„Sang fordum til Jupiters Ære.
„Vi giested’ Olympen, da Klokken slog tre,
„Vi vare indbudne et Gilde at see,
„Og lysteligt var det at skue,
„Hvorlunde hiin Maro, med salig Mæcen
„Og flere af Guldtidens gieveste Mænd,
„De dansed’ i Flakkusses Stue.
„I Aften der udi Bisp Absalons Bye
„Skal stande en Lystighed faver og ny,
„I Aften jeg Giengield vil yde;
„Olympiske Guder paa Valhallas Sal
„Skal tømme i Aften den store Pokal,
„Og sig ved den Lystighed fryde.
„De andre saa gieve mit Tilbud modtog,
„Jeg haaber, Du’ Phæbus! modtager det og;
„Heel nødig jeg vil Dig undvære.
„Min Braga skal tone en Vise for Dig,
„Som Trojel, den Barde, har digtet om mig,
„Og Du skal ham accompagnere.“
„Jeg sikkert skal møde,“ gav Phæbus til Svar;
Og neppe det Timeglas udrunden var,
Da Asgaard saae atter sin Konge.
Der bliver en Støien, der bliver en Larm,
Mens Freja hun smykker med Roser sin Barm,
Og Braga han øver sin Tunge.
Sig skyndte nu Solen at slutte den Dag.
En Stierne alt blinker paa Himmelens Tag
Og Aftenens Komme bebuder.
Og Speideren Hermoder iler saa fast
Til Asgaard, og melder i mueligste Hast:
„Den Melkevei vrimler af Guder.“
Ud ganger da Odin mod Gudernes Chor;
„Velkommen! I godt Folk! saa løde hans Ord,
„Nu det kan man kalde at kiøre.“
Og alle de Guder inddroge saa brat,
Først prated’ De længe om Dit og om Dat;
Men nu faae de andet at giøre.
Et Hammerslag hørtes, og det var af Thor:
„Skue hisset, saa bød han, det Gilde i Nord.“
Og hver taer sit Seeglas og kiger,
Og studser, da atter hos os de paa ny
See, hvad de saae fordum i Romuli Bye;
Men Jupiter sukker, og siger:
„Qviriter! Qviriter! I ere ei meer.
„Lyksalige Odin, hvis Sønner jeg seer
„At holde ved Fædrene Skikke.“
Froe henter nu Odin sin store Pokal,
Olymp og Valhalla i Fælledskab skal
En Skaal for de Sønner udstikke.
Nu skaale de Guder ved Valfaders Bord,
Og Frigge hun melder i favreste Ord,
De ikke paa Vinen maae spare.
Men Brødre! men Brødre! hvad synes vel I?
Skal Latiens Guder ei føle, at vi
Kan skiønne paa Skaalen at svare?
Jo, Brødre! de Guder skal svares med Klem.
Hei hurtig, hei lystig, taer Glassene frem,
Og fylder og kroner dem alle,
Og klinker, saa Echo af Glassenes Klang,
Foreenet med nordisk venskabelig Sang,
Kan trænge til Odins Valhalle. —