Prolog
bestemt for et Privattheater.
bestemt for et Privattheater.
Ved ædel Virksomhed for Brødres Gavn
At vinde sig et stort og hædret Navn;
At prises end af fierne Fremtids Slægter,
Som Frieheds, Dyds og Sandheds troe Forfægter,
Er skiønt og herligt — lykkelig den Mand,
Som denne sieldne Roes fortiene kan! —
Men han, som ærlig søger at udbrede
I mindre Kreds fornuftig, ædel Glæde;
Som friske Roser strøer paa Livets Stie,
At Vandreren, der iler dem forbi,
Kan dvæle her, og finde Fryd og Hvile,
See fremad mod sit Maal og rolig smile,
Hans Lod ei mindre skiøn og herlig er;
Han — ogsaa han er Roes og Hæder værd. —
Hiin Viisdoms Søn vi taus Beundring yde,
Som Lyset bød af Fordoms Nat frembryde;
Som Overtroens tykke Mulm forjog,
Og Sandhed frem af skiulte Giemmer drog:
Ærbødig hædre vi hver mandig Tænker,
Som løsned’ Despotismens tunge Lænker,
Hvis høie Raab fremkaldte Mennesket
Til Følelsen af Borgerværd og Ret.
Med øm Fortrolighed, med Brodervarme
De blide Musers Dyrker vi omarme,
Som villig lød Kamenens hulde Røst,
Og, mens han fremmer Gavn, udbreder Lyst;
Som mild os byder, Glædens Værd at fatte,
At samle og at vogte paa dens Skatte;
Som vennehuld aftørrer Kummers Graad,
Og lærer os at sløve Smertens Braad;
Og, medens vi hans Idræt froe velsigne,
Vi føle Mod og Kraft til ham at ligne,
At virke trolig til vor Broders Held,
Og gyde milde Glæder i hans Siel.
Kan vi da ei, som Ewald, Harpen røre,
Ei Ifflands sieldne Mesterpensel føre,
Hver stræber dog i sin indskrænkte Kreds,
Giør andre glade, og er selv tilfreds.
Ei var det Lyst at vinde Hædersnavne,
Ei Haab om fierne Folkeslag at gavne,
Ei Higen efter sildig Fremtids Roes,
Som her ved Musers Alter samled’ os;
Unævnt, ukiendt vort lille Samfund være!
At glimre ved vor Konst vi ei begiære:
Kun, Venskab! du vil smile til os ned,
Som da vi først dig vied’ dette Sted;
Kun at vi altid, naar vi her fremtræde,
Maae nyde, og meddeele skyldfrie Glæde:
Det er vort Ønske — meer vi ei attraae;
O Held enhver, som dette Maal kan naae!
Vi naaede det! — Alt mange skiønne Dage
I frydfuldt Minde kalde vi tilbage,
Endnu i Dag vi byde mangen Ven
Et hierteligt: Velkommen her igien!
Velkomne I, som Glædens Røst adlyde,
Dens Gaver med usmittet Hierte nyde!
Og du, som savner Fryd, og er den værd,
Du finde den hos os! Velkommen her!
Gid aldrig nogen dette Sted forlade,
Som ikke glædtes, ei saae Venner glade! —
Gid, selv naar dette Samfund er ei meer,
Erindring om dets Fryd os vorde kiær!
o ÷ δ.