I.
Jeg slutter snildt af min Natur,
Vil den ei svigte:
Jeg bliver selv Maculatur
Før mine Digte!
II.
Ei Roes, ei Dadel standser Skjaldens Flugt,
— Ved Storm og Solskin bliver Blomsten Frugt.
III.
Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare?
Et Sandkorn, under Tidens Bølgehav.
Men husk: til Perler bliver hver vor Taare,
Naar Græsset bølger paa den glemte Grav.
IV.
Derud i Verden Hjertet maa,
Lad Storm og Regn kun ruske.
Guldbjerge har den ikkun faae,
Men flere Tornebuske.
V.
(Med et Exemplar af “Fodreisen”.)
Du, som saa ofte læste i mit Hjerte,
Hvad galt og klogt det kunde falde paa,
Som deelte søsterligt min Glæde og min Smerte,
Vil ogsaa her mig allerbedst forstaae.
VI.
(Med Digtene).
Hvad Hjertet drømte, hvad Øiet saae,
Det voxer her som Blomster smaae.
VII.
(Med: “Phantasier og Skizzer”.)
Skjaldens dybe Sorg og Lyst
Bliver Toner i hans Bryst,
Og mens Sjælen bange længes,
Synger han, til Hjertet sprænges.
VII.
(Med et Exemplar af Bruden fra Lammermoor.)
Lad ei vort Venskabs skjønne Drømmeland
Som Edgar synke døe i Flyvesand.
IX.
(Med ”Aarets tolv Maaneder”.)
Jeg drømmer stolt, vil De min Bog modtage:
Jeg lægger Maaneder til Deres Dage.
X.
(Med samme Bog.)
Skjøn paa det, mens Du har mig!
Vær ogsaa god, som klog!
Naar siden Døden ta’er mig,
Saa har Du kun min Bog.
XI.
(I en Stambog.)
Lad Tidens Ege kaste dunkle Skygger.
Erindrings-Fuglen høit i Træet bygger,
Den synger os sin Smerte og sin Lyst,
Og kjære Minder stige i vort Bryst.
XII.
Min Tankes Tanke ene Du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kjærlighed,
Jeg elsker Dig som ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!
XIII.
(I en Stambog.)
Lad Hav og Søe os skille ad,
See Mindets Bro er dette Blad,
Og maa engang selv det forgaae,
Saa har dog Tanken Vinger smaae.
XIV.
Af Faae et velmeent Raad jeg fik,
Af Mange en vel stræng Critik,
Af Flere Bitterhed og Vee —
Hvad kan jeg svare alle tre?
Min nye Bog er hvad jeg har,
Tør jeg vel bringe den — som Svar?