— O! Wer nicht zuweilen zu viel und zu weich empfindet, der empfindet gewiß immer zu wenig.
Jean Paul.
Vidt i det Uendelige
Strækker sig det stolte Hav;
Lystigt glide Skib og Baade
over denne aabne Grav;
Tusind Flag i Luften veie,
Hvilken Vrimmel, hvilken Lyst!
Hvor de dreie, hvor de krydse!
De vil naae den grønne Kyst.
Der er En, han bringer Steenkul,
Denne holsteensk Smør og Ost;
En har Korn, En Fleskeskinker,
Andre herlig Viin og Most;
Og hver Skipper har en Kone,
Hun er ham hans bedste Last;
Vuggen med den lille Unge
Surret er til Skibets Mast.
Hør! De synge, hør! De snakke,
Andre sove nok saa trygt;
Men et Skib mod Strømmen seiler,
Det er stolt og herligt bygt:
Kjøl og Planker ere Tidens
Ege, rykked’ op med Rod;
Masten selv er Kundskabs-Træet,
Som i Edens Hauge stod;
Seilene er Dagens Skyer,
I det røde Aftenskjær,
Og med friske Blomsterkrandse
Alt er herligt pyntet her.
Skjalden ene staaer ved Roret,
Det en Harpe er af Guld,
Og i Bølgens Brænding toner
hver en Stræng saa underfuld.
Aander sig i Luften boltre,
synge i den milde Vind.
Skjalden seer med Aandens Øie
Salig i Guds Himmel ind;
Han tør Fortids Kyst beseile,
Alt oplives der paa ny.
Fremtid selv staaer som en Stjerne,
Bag den lette Morgensky.
Høit han i Begeistring synger
Himlens Fred og Jordens Lyst;
Thi det store Heles Billed’
Lever, aander i hans Bryst.
Mængden, som nu ogsaa seiler,
Finder, det er broget Stads,
Lytter lidt, men passer derpaa
Sine Oste, sin Seilads.
Livets Færdsel, Alt om Skjalden
Hæver sig til Poesie,
Ja selv det, der i hans Indre
Knuse vil al Harmonie.
Bølgen stiger, Hjertet svulmer,
Skyer hen ad Himlen gaae;
Hjertets dybe, stærke Banken
Kan han selv ei ret forstaae.
Og et mægtigt Savn han føler
Selv midt i sin bedste Lyst.
Ene staaer han mellem Aander,
Uden et beslægtet Bryst;
Ene er han i sin Himmel,
Intet Hjerte mod ham slaaer;
Ene er han i sin Smerte,
Ene han i Døden staaer!
Hjertet vil et Hjerte møde —
Nu han klart sin Længsel veed,
Og han styrter sig i Vrimlen,
Styrter sig fra Skibet ned.
Bølgen lukkes — — Skibet seiler
Fremad med sin Aandehær,
Men fra Himlen funkler Stjernen
I det blege Aftenskjær.