Dæmrende kom Aftenen,
stærkere slog Brændingen an,
og jeg sad ved Stranden og saa paa
Bølgernes hvide Dans,
og mit Bryst svulmede som Havet,
og i min Længsel greb mig den dybeste Hjemve
efter dig, du hulde Billede,
som overalt omsvæver mig,
overalt mig kalder,
overalt, overalt,
i Stormens Susen, i Havets Brusen
og i mit eget Suk.
Med det lette Rør skrev jeg i Sandet:
„Agnes, jeg elsker dig!“
Dog —- ondskabsfulde Bølger udgød sig
over den søde Bekendelse
og slettede den ud.
Skøre Rør, forflyvende Sand,
henflydende Bølger, eder tror jeg ej mer!
Himlen formørkes, mit Hjærte forvildes,
og med stærk Haand fra norske Skove
rykker jeg den højeste Gran
og dypper den
i Ætnas glødende Svælg, og med en saadan
ilddrukken Kæmpepen
skriver jeg paa det dunkle Himmelloft:
„Agnes, jeg elsker dig!“
Hver Nat luer herefter
hist oppe den evige Flammeskrift,
og alle kommende Børnebørnsslægter
læse med Jubel Himmelordene:
„Agnes, jeg elsker dig!“