Kalliope
→
Dichter
→
Emil Aarestrup
→
Gedichtanfänge
Emil Aarestrup
(1800–56)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von Emil Aarestrup auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
A
Af Krigens Trommer og Trompeter skræmmet
Af mangen gravitetisk Sjæl, hvor tidt
Afsides i en Dal, hvor sjælden Solen kommer
Af Skjønt og Godt i fordums Dage
Ak, det var en tung Forfatning
Ak, havde jeg en Elskerinde
Alle Folk i Maypures
Alle Skovens Træer skingre
Alt Dagens Melodrama sig udfolder
Alting bagvendt og forkludret!
Amor var syg — han laae og vreed
Asbjørn løb fra sin Hytte
At Alperne vil speile sig i Beltet
At ikke jeg forlængst har hængt mig
Atter et Sorgens Bud dig bragte den vingede Snekke
At varetage Folkets dyre Skat
B
Bag Hyttens Ruder smaa
Bag Vestens Bøgeskove
Barn, du drømmer dig
Baronen beiler for sin Søn hos Mine
Beilere paa alle Kanter!
Beskrive Steder, Egne, Lande, man besøgte
Betragt, min Glut! den sjeldne Gemme
Blandt Ting, vi søgte om, der kunde passe
Bliv ved, bliv ved, med Klokkerne at kime
Blomst af Forglemmigeien!
Blomst af Mimosen
Blus, Kinder ei saa purpurrøde!
Bondepige! lille Bondepige!
Bortfly du fra Verden, o Bessy! til mig
Bort med det Suk, jeg drak, beruust
Busken med røde Knupper
Børn! Naar I døe, vogt eder vel, at en Aand
C
Christiansholm med Borg og Skove
Cousine, Legesøster og Veninde!
D
Da Don Alonso fandt i
Da end Aanden behersked Malerens dødlige Lemmer
Daggry ligger lys og klar
Daggry var det — Dæmringstiden
Da ind i Kareten du satte din Fod
Decembermaanens Kugle
De Farver, hvor mørke og vilde!
De grov en Grav for kold og suur
De lange Snekker laae paa Rad
De muntre Arachnider
Den 15de Juni 1833
Den 19de Juni 1851
Den Flok, som fisker hist Coraller
Den første Aften, da jeg kyste dig
Den gamle B. skjøn Ida monne sit Hjerte skjænke
Den gamle Konge hviler i sit Telt paa Sletten
Den gule Strøm i Aftenrøden bølger
Den har du tabt, den Kjæde
Den hellige Alliance
Den Himmel, jeg har henrykt kaaret
Den Maane den synger en underlig Sang
Denne Galskabsjournal er et Billed paa mig
Den Pigelil stander ved Borgeled
Den rette, dybe Kjærlighed
Den stakkelse Blindebuk! Han gjør sit Bedste
Den stærke Tro paa Aanderne er svunden
Den synger over mit Hoved
Den tunge Regnsky hænger over Vandet
Den unge Maimaane svømmer, Glut!
Der er en Sjæl i denne Albu
Der er en Trolddom paa din Læbe
Der er saa lyst udi Gispens Gaard
Deres Skaal
Der ligger Tiden sidstegang paa Rumpen
Der laae saa tykt paa Gaden med Snee
Dernede ved den grønne Aae
Der staaer en Lind ved Porten
Der var en Tid, da Venskab var mit Alt
Der var en Tid, jeg troede ei paa Gud
Der var en Tid mit Fødeland
Der var kun To paa denne Jord
Der var mere i mit Hjerte
Det blæser koldt derude
Det blæser og regner og siger: dryp, dryp, dryp!
Det Blaat, som kaldes Himmelblaat
Det er deiligt at tænke sig: hvor vi maae hen
Det er den Time, Nattergalen
Det er en grusom Skik iblandt de Vilde
Det er min Pligt, det føler jeg, at skrive
Det fryser ved Octobers klare Maane
Det Gamle vil vi ei forsmaae
Det havde nylig regnet
Det kan de ei begribe
Det Skum, som krandser Vandet
Det Træ, som her mod Himlen
Det var den høie, hede Dag
Det var den aarle Morgen
Det var en taaget Vinterdag
Det var en ung og deilig Kone
Det var et frygteligt blæsende Vær
Det var langtfra, jeg søgte ham
Det var ungen Alver
Dig, vil man, jeg skal beskrive?
Din Følelse er Aske
Din Grav, Holberg, er smuk; vor Wiedewelt har bygget
Din Vugge gik ved Brum af Nordhavsrøsten
Dit Ansigt er saa deiligt
Dit drømmerige, tankefyldte
Donna Laura, Donna Laura!
Donna Maja, Donna Maja!
Don Rodrigo er paa Jagten
Drømme!
Du blaa Viol med dine søde Blade
Du drog til Roma bort, til fjerne, velske Lande
Du! Du! Du Søde!
Du er bestandig kummerfuld
Du er Gudinden som hun svæver
Du er, min Tro, en underlig Pog
Du glade Fugl, som flyver!
Du gaaer saalænge og hegler
Du har Diamanter og Perler
Du klager over, at jeg taler
Du med dit Skrig mig plager
Du ser i mine Digte
Du siger, at paa Bænken
Du, som hist i Logen
Du søde Barn, saa længselsfuld og stille
Du søde Ven, jeg kunde spise dig!
Du var den fine Rose
Du var henrivende paa Børneballet
Du veed, du er en Fakkel
Du aabner halvt kun Øiet
Dybt smerter det vor Ven Kortill
Dæmrende kom Aftnen
Døer jeg — nuvel! jeg frygter ei
E
Egern, spring og flyv deroppe
Ei de snoe sig om det Stive
Ei du det Yndige tog og de skjønne Former og bygged
Ei du Halsen dække
Ei, ei, min Ven, saa tidlig oppe?
Ei hvo jeg er kan jeg Dig rede gjøre
Ei slemt nedriiv I lærde Mænd
Elsker ømt sin Stær Pauline
Elskov, en Jægerdreng
Elskte, er du bange for de Døde?
Elskte Lyra, du min Sorgs Veninde
En Adelsmand, en riig og fornem Herre
En Aftenstund den Herre Christ mon vandre
En Børneflok, en Jomfruskare
End blegrødt af Solen
En deilig Aften? Stille, sølvklart Vandet!
En Engel stod ved Leiet stille
En Fattig boede i en trang og ussel Vraa
En fremmed Cavaleer
En Gartner indbød sine Naboer, hvo der vilde
En herlig Dyd vil jeg nu vove
En Konge, veed vi, fødes
En Krands af Livets Vaar og Sommer bunden
En Moder har i Skovens Skygge
En Myg og Flue Bryllup holdt
En Nordamerikaner, Hobson heed han
En nysudsprungen Rose
En Tid vil komme, Rædselsstund
Er alle Pigebørn fra Solens Hjem
Er Du en Christen? — spurgte du mig nylig
Er en Blomst nær ved at visne, den forfriskes kan igjen
Er min Hjertenskjær paa Søen
Et bredfuldt Bæger er det Tid at løfte
Et Baand, en Sløife, som den Smukke
Et deiligt Sommerliv
Et muntert Barn
Et Riimbrev, kjære Glut, her førstegang jeg skriver
Evald, fromme Genius
F
Faderen med Børneflokken
Fanden være
Faren er der, Stormklokken ringer
Farvel, min Fryd, Farvel!
Farvel, min gode Nicoline!
Femten Somre var den Fagre
Fik Kong Midas for sin Smag
Fisker, ved din Baad paa Sandet
Fjerboldten klang i Salen
Fjern fra en flygtig Lille
Floribella, har du seet en Plante at bedrøves
For at gotte dig med Vellugt
For Chalifens høie Porte
Fordi at hende Yndighed
Forgjæves! Min Længsel
For vor Doctor og for hans Meriter
Foraaret kom, og Sommer gik i Enge
Fra Blomst til Blomster svæved
Fra Floden de unge Piger
Fra grønne Bakker — svulmende paa Øen
Fra Taget hænger det mugne Straa
Fra Vindvet saae jeg hen til hendes
Fra Øen, hvor en stor, elskværdig Slægt
Frisk, nye Menniskbilled
Frygt ei min Ubestand! troer du at dine
Frygt kun ei, at jeg forraader
Fy, den Frue, som gjør sig lækker!
Første Elskov! Unge Sjæles Møde
G
Gartner, kan jeg faae hos Dem
Giv mig at drikke!
Giv mig det Duekys, du veed
Gjerne jeg i stille Drømme
Glut, gjør ingen fæl Allarm
Glæd dig! Glæd dig! Tiden kommer
Glødende Rose, halvskjult af de vaargrønne Blade!
Grev Guntram og Grev Lanzelin
Grev Turneck kom, af Striden mat
Grimme Jotun, som fra Fjeldet
Grønne, fine Græs paa Muren
Gud denne Digtersjæl beskjærme!
Gaa, søg i hiin Bjergkløft
H
Ha din Fader! ha din Moder!
Ha, disse runde Skuldre
Har I vel seet min Hjertenskjær
Har jeg ei, deilige Jødinde!
Hellige Ensomhed
Hen over Torv og Gade
Henrykt end af Kysset, sidst jeg
Her, hvor disse Bakker skraane
Her rasler Skoven, og her suser Sivet
Her ruge huuslige Høns, og her Theoriens Kalkuner
Her seer Du nogle Digte
Herskerinde, siig, hvad hviske
Her staaer Huset. I det mørke Stræde
Herud i Luften, Vingerne at tumle
Her var end Naturen samlet
Higende, høi
Hil dig, Løvsalens faure Gjæst
Himlen graa og immer Hverdags!
Himmelblaa
Holder ud, o I elskende Hjerter!
Hold fastere omkring mig
Hormusan, den ædle Perser
Hun kunde ikke tale
Hun saae paa mig, og hendes Blik
Hvad der huer mig ved Skoven? —
Hvad disse Haandtryk, disse Blik betyde?
Hvad er Kjærligheds Vaar
Hvad har du for i den deilige Nat?
Hvad Publikum har fundet for et Hold
Hvad skal den grønne Kuppels
Hvad tykkes dig om hende, Jack
Hvad vil du her? hvad søger du ved Huset?
Hvem er du med de askeblege Lokker
Hvem Musen er, vil du vide
Hverdags synes os Solen, skjøndt ei vi vove den skue
Hvilke Spaltninger og Ridser
Hvilke Ætherregioner
Hvis fri for trykkende Domme
Hvis jeg ei skrev et Brev til min Cousine
Hvor Alt er taust! Hvert Blad, hver løvrig Ranke
Hvor denne Gravsteen luder
Hvor det glæder mig, at du er kaldet, glem os ikke
Hvor disse brune Klipper
Hvor er Du Engel, som min Sjæl tilbeder?
Hvor er min Sø, mit blanke Speil
Hvorfor skal jeg vel sørge, hvorfor græde
Hvorfor søger du bestandig Himlen
Hvor gjerne jeg endogsaa vil
Hvor Granskoven kneiser langs op af Bjergets Skrint
Hvor hen, du unge Sjæl, hold stille
Hvorhen, min unge Frue?
Hvor her er smukt ved Vandet
Hvor hviler, hvor hviler den faure Svend?
Hvor kan du lee, Veninde
Hvor Langesø den høie Bakke speiler
Hvor Livet er kort!
Hvor mig Kastraterne ynkede
Hvor min Hauges Grønt i Høsten skrantner og blegner
Hvor Richard Løvehjerte
Hvor roligt hviilte jeg ei der
Hvor sig Løvet eensomt fletter
Hvor skjønt er dog i Sandhed dette Bjerg!
Hvortil denne søde Smægten
Hvor var vi dog eengang saa muntre og glade
Hvo saae ei Laokoons snogombugtede Dødskamp
Hymen laae engang i Baghold
Hæv, kjælne Cither, nu din Røst!
Høirøstet Skoven suste
Høistammede Rose
Høistærede, forlad mig!
Høit maa dale ned
Højt paa Ridderborgen Blay
Hør Dødens Klokker kime!
Hør! Hører du den lange
Hør Nattestormen vild og vred
I
I Aftnens dybe Stilhed
I Bayerlandet, i Ingolstad
I Danmark var det fordum Skik
I disse Knupper seer jeg hendes Skjønhed
I disse Sneeregioner
I fordumstid holdt Konen Joseph fast ved Kaaben
Igjennem Bøgeskoven
I Havfruer smaae!
I, Herrens høie Lys, som over Himlen gaaer
I Hjertets Dyb sig dunkle Toner rørte
I hvor du ogsaa kjører
I høie Hvedebølger, imellem Rug og Byg
Iiskolde Graaskjæg, som Stormene hvirvle fra Norden!
Ikke veed jeg hvad jeg vil
I Kløgt og Talekonst en høilærd Mester
I lange hvide Klæder
Iler nu fra eders Hytter
I Midnattens Time, ved Stjernegraad vil jeg gaae
Ingen i hele vor By gad røre din Kone, det veed du
Intet Ord er hørt, intet Blik jeg saae
I Rom, i Fængslets Hule
I Salens dybe Skygge
I Silke stod Grevinden
I Skovenes lune
I Skov, hvor Bøssen knalder
Istedet for en Piil fra Rosenskyen
I Sydens Dal den hvide Fos sig styrter
Italiens Sanger slaaer som Nattergalen
I To, som kom
I Vers, Fritz Timm, hvad mere er, i Stanzer
J
Ja, jeg adlyder Dig; jeg sværger, tøiles skal
Ja, jeg bekjender, i et Døgn
Ja, jeg har sværmet bagvendt for din Ynde
Ja, sad jeg varmt inden Døre
Jeg bar en Foraarsmorgen
Jeg drømmer vaagen Dag og Nat, med Feberglød
Jeg drømte, at jeg saae dig staae
Jeg elsker Alt, som har med dig en Liighed —
Jeg elsker den hvide
Jeg elsker Dig, du faureste Pige paa Jorden!
Jeg er et lille venligt Minde
Jeg er ulykkelig, naar Dagen hælder
Jeg føler Venskab for det Gamle
Jeg gik den aarle Morgenstund
Jeg gik saa tidt til disse Klippestene
Jeg har seet den store Digter
Jeg har seet den store Verden!
Jeg har seet ham ride
Jeg havde en Ven, som var klog
Jeg havde faaet Brev fra dig, Nanette
Jeg hørte det med Gysen
Jeg hørte det tidt
Jeg kan ei synge, min Amanda tier
Jeg lever i min Elsktes Bryst
Jeg mangen Tone sang med Smerte
Jeg mindes dig, naar Morgensolen brænder
Jeg morer mig i Byens
Jeg sad derhjemme fro og glad
Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge
Jeg seer et Land, og seer en Fredens Engel
Jeg seer i Deres spændte Miner
Jeg stod — Gud veed hvorlænge
Jeg saa dig blusse og jeg skjalv
Jeg tar Dit Billed frem, at dæmpe Qualer
Jeg var ene ved Havet, ingen Sky paa Himlen
Jeg var en Jomfru Egensind
Jeg var et Barn, mit Blod saa sagte løb
Jeg var saa tidt saa sværmerisk allene
Jeg veed det nok, man sladdrer om min Ære
Jeg vidste at parere
Jeg vidste dengang ikke
Jeg vilde mig udride
Jeg vilde saa gjerne hvile
Jeg ynder frit Erhverv for frie Hænder
Jesíd Ben Abdelmalik
Jomfru Else, Jomfru Else!
Just nys var den vandet med brusende Strøm
K
Kald mig ei, Søde, mindre varm
Kan du erindre, bag grønne Grene
Kan du tie stille, saa kom, saa hør!
Kan man vel synge muntert nok
Karether rulled i Sandet
Kattehale og Ranunkler
Kjære Christian! gode Fætter!
Kjære Fritz! titusind Tak
Kjære Heidenhelm! Undskyld jeg trætter
Kjære Herman! At forlængst jeg ikke skrev, var slemt
Kjære Nanna! det er simpel Pligt
Knurre maa du, lee og gruble
Kom, danske Folk! Tørklædet over Næsen!
Kom! du vakler jo af Træthed
Kom, Gudsengel, stille Død
Kom hid, søde Jomfru, saa lækker og fiin
Kom, hviskede Rosa en Dag ved mit Bryst
Kom, o Slummer!
Kom, Pige, snør dig rank
Kom ud, min lille Stump!
Kom vend dig, Glut! Daggryet paa
Kom, vi vil hinanden trøste
Kone, Kone, hjem du gaa
Kong Fredrik gav sit vise Bud
L
Lad mig dække dine spæde
Lad mig sige
Lad Sangens Toner raade!
Lad Sortøiets Glød
Landet drog jeg vide om
Lange Nætter, korte Dage
Langsmed Armene det bløde
Lesbias Øie er af Ild
Lille Ecko, lille Skjønheds-Ecko
Lille Marys Blik
Lille Myg paa spinkle Vinger
Lille Rose, vær ei bange!
Lorinde iler ved Ridderens Arm
Lover Gud! — I Barndoms stille
Lykkelige Brudgom, skynd dig!
Lykkelig Manden, der naaede Havnen
Lykken — en løs, letsindig Frøken
Lyset er tændt, paa den varmende Jernovn Røgelse kastet
Lystig, Svende, kaster i Diglen de blanke Metaller!
Længst alt var i den høie Himmel den hellige Maler
Lærken hun sjunger og Klokken gaaer
M
Malerie — flyvende Skum —
Malm — siges — er i hans Basun
Man bandt den Hellige paa Ryggen sine Hænder
Mangen Digter har sjunget
Man kjender dig, du Poesiens Fjende
Man vil vide, at Harpen, jeg slaaer for min Møe
Med Hænderne paa Ryggen
Med omvendt Fakkel saae vi Englen træde
Med Roser og Ranunkler
Meget Lolland mig gav, den frugtbare Ø, da jeg som Fremmed
Mellem Lolliker tilhuse
Melpomene, er det dig, som
Men fra Erindringen, det Svundne
Men straf ei grumt den stille Alf i Skoven
Mig disse Blomsters Valg og dette
Mig henrev den bløde
Min Anneke, mærk
Min Elskov vilde flyve bort
Min Elskte! Orglet toner
Min Glut forstaaer at løse Sjælens Knuder
Min høitærede kjære Ven og Velynder
Min kjære Apotheker Trier
Min kjære Ven Ballin!
Min Sjæl er heed af Længslens Tørst
Min Stammefaer — Gud veed, hvorfra
Min søde Glut, naar Du er død
Min tunge Taare sank
Mistvivlende kun Sjælen trækker
Mit Hjem er Østerland, hvor Dagens Lys sig reiser
Mit Hjerte er bundet til Chloes den Lilles
Mit Hjerte er sørgmodigt
Mit Lands collegiale Kløgt jeg priser
Mod Kjærlighed Forstanden har den Skik
Mod Slangens Hoved
Munter og tidlig til Krigens Skare
Musa kom med Blomsterkurvens
Mystiske Redskab, som tidt laae henslængt i Ro hos Quitaren
Möge den Sund aufschäumen, den Wald durchsausen der Ostwind
Mørk over mig sig sorte Graner bued
N
Natten fyld med Jubelstemme
Nattens Gudinde henad Himlen svæved
Natur, din Sundhedskilde
Naturen i vort Nord
Nedsynker Solen rødmende og stille
Nogle dræbe Staal og Kugler
Nu, da vor Jubelfests Fanfaronader, kjære Ven
Nu er det Tid; jeg vil hiint Tant
Nu griber Glasset, Venner, for at bringe
Nu kommen er min Sørgetid
Nu mig Republikken behager
Nu skjuler Natten By og Vang
Nu tændes Stjernen
Nu velan da, flinke Maler
Nymaanen skinner over Søens Flade
Naar Folket fordumtid var stedt i Fare
Naar fyldt af Glædens muntre Kræfter
Naar jeg for Planten stille staaer
Naar jeg i Eenrum færdes
Naar Letsind stiger, og min Troskab daler
Naar Morgenen phantaserer paa sin Lyre
Naar trætte Stakler vandre hjem
O
O alle Jordens Engleglutter
O Børn, I Støiende, som gjør mig Huset
O dette Øiekast — see væk!
O det var fuldt af Fyr og Flamme
O drøm du sødt — gid al din Kummer
O du blaae Luft! kom du, en venlig Engel
O, du er liig en Rose rød
O du, som syg og svag, med bange Taarer
O du stakkels fromme Lilieklokke
O ei den Elskovseed, du svor
Og hvorfor ei, muntre Muse
Og kommer Natten, falder Dug i Enge
Og om de end mit Øie blænde
O græd ei, stakkels, kjære, syge Børn
O græske Øer! min Fædrejord!
O havde jeg bare Tid dertil
O havde vi os en fager lille Ø
O hulde Barn, du med det lyse Øie
O hulde Drømme, smigrende og søde
O, hvem der var et lille Noer igjen
O hvis din Taare er af Smerte
O, hvis jeg var en Tømmermand
O hvor det lyser roligt, klart I mit drømmende Indre!
O hvor gjerne gav jeg ikke
O hvor smukt dette Landskabs Form i sit dæmrende Mørke!
O I grønne Bastioner
O, intet Under, de bevares
O jeg synker hen i Tanker
O jeg ændser ei mit Danmarks
O lad os ei ved Stranden mere
Om denne Blomst er farlig?
Om Elsktes Dør sig Skjalden sneg
Omfyget af Sneen
O min Ven, min Ven Don Carlo
Om Jydepotten sig kraftig kan
Om Aanden skulde flagre noget vildt
Opad Trappen trængte Masker
Oprigtig talt, det kosted stundom
O Stjerne, du, med dæmpet Glands
O søde Kone!
O tvivl ei — Du vil finde
O, var det Synd, at vi var ene?
P
Passioneert for Morgenrøden?
Pater Hugo, jeg er bange!
Pulcinella! Pulcinella!
Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig hvile
Paa dine Kinder seer jeg Vaarens Blomsterhøie
Paa Dommedag, naar de Basuner skralde
Paa en forsigtig valgt Spadseretour
Paa en Skraaning imod Skoven
Paa hine Stene stod hun
Paa Høien der, ja rigtig, min Moer
Paa Marken ligger en Bakke stor
Paa Rosenborg, der vil I jer forsamle
Paa Sangens skjønne Vinger
Paa Sengen skrev du det, med Taarer tunge
Paa Stien nedad Bjerget
R
Rask hvirvles vi i Tidens store Dands
Rask om Hjørnehuset, som gynger i Solen sit Jernskjold
Ro sagte, Roerkarl, hid, at Ingens Øren veed
Rosine, du skjønne
Raab Hurra kun fra Øster og til Vester!
Raad Wilm i sine Breve sender meget Sand
S
See Bølgerne, som rende
See disse Kirsebær, eengang yndige
See, hun har de trinde Arme
See I Floret om min Elsktes
See, Naturen føler Smerte
See, vort lille Taffel speiler
Selv du vil ældes, som i Ungdom smiler
Siger du: skynd dig! saa gjør jeg det, Hidyle, skjøndt at
Sig med fornyet Kunstbrug Møie give
Siig det ikkun til den Vise
Siig, hvo opfandt Uhrene, Glut?
Siig, hvor er det Englevæsen
Skal jeg klage, skal jeg græde
Skjæbnen truer — lad os ile
Skjøndt jeg er ung og stærk, har Mod og Lykke
Skjøndt med Begeistring jeg har nu i Lommen
Skjønne Gud, der vidt om Land
Skyerne komme og gaae, Violer sankes paa Volden
Slip mig, Drenge! I splitte mig Kjolen og Kraven!
Solguden hver en Aften viger
Som denne Brønd, den dybe
Som i en hellig Dødskamp
Som i Onyxens dunkle Aarer vinder
Sommerfugle jeg elsker at fange et eneste Misgreb
Som Maanen lyste Lampen
Som sit brune Lyng den øde Flade
Sove gjør de store Guder
Sover du i Træet hist
Spaniens Land gjenlyder ei længer af tonende Sange
Stakkels Barn, sov ved mit Bryst!
Syng Psalmerne, du liden Dreng!
Søster, syng saa muntert ei!
Saae Du bevæge sig derinde
Saae jeg ikke Dine spredes
Saa har jeg virkelig dig mistet?
Saaledes sad vi ofte sammen
Saa lyse Haar, saa mørke Blik
Saa lyt dog, klare Sølverbæk
Saa rød, bag Løv og Qvist
Saa smuk, saa rød, de kjære Pigers Lyst
T
Tag dette Kys, og tusind til, du Søde
Tag ei fra mig dine kjære Hænder!
Tag jer i agt! hun er i Striid forfærdelig
Tak for Bægret af din Kilde
Tak for den Silkeskjønhed
Tak for Dit kjære Brev, dateert December den
Tambouren staaer af Graven
Taus er den stille Bye
Til den svundne Tid, paa min Ære
Tilgiv mig, kjære Ven, at ei forlængst jeg takked
Tillad — jeg har endnu et Ord
Tillad, paa Deres Fødselsdag, jeg rækker
To grønne Øer sig mod Syden runde
Tør jeg haabe, yndigste Neglike?
U
Ud i den friske Luft! Ud i den frie Natur!
Undskyld mig, bedste Ven!
Ungersvendens Eed jeg kjender
Ung Svanhild stander i Borgegaard
Usalige Poet! Dig, ak, snart i en Bog
V
Ved alle Tisler, alle sorte Slanger!
Ved det klare Morgengry
Ved et Kildespring i den grønne Lund
Ved Lysets svage Lue, bag lukte Vindveskud
Ved Planterne og deres gamle Venskab
Ved Stranden sad den Pigelil
Velkommen tilbage, hvor Øen har lagt
Velkommen, Ven! Hil dig paa de smaa
Venner, hvad skal jeg fortælle og sige?
Vent ham ei længer, du Danmarks friske, yndige Sommer
Vi har ført op et lille Skuespil
Vi hilste rundt med Blomst og Flag
Viisdom, Daarskab og Skjønhed en Dag
Vil du komme til Hytten, saa skyggefuld, smuk
Vil du Livet smukt dig tømre
Vil du paa eengang vise
Vil man en Skjald bebreide
Vi sad i Landsbykirken
Vi sad i Vinternatten
Vogn, dorske Sjæl! vogn op, hvor kan du sove
Vor Glæde tager da sin Flugt
Vort Hjem er paa den lave Ø
Vor Ulla laae i Sengen og sov
Vaadt Skjøde og et Hav i Skum
Vaagn op, mit Liv! Din Elskers Arm
Vaaren er kommen; den unge April beundres af Alle
Vaarnattens Øine, stjerneblaa
Y
Yndig er det Blik, en Pige skikker
Yndig er Ourebygaard i Sommerens blussende Skjønhed
Ø
Øine, ømme Sjæleblomster
