Klassiker og klassisk

        Klassiker og klassisk. Hos Romerne kaldtes de rigeste og fornemste Borgere, der dannede den 1. Klasse i den af Servius Tullius indførte Formueinddeling af Borgerne i 6 Klasser, classici, og Ordet classicus fik derved en alm. Bet. af høj Rang og Fortrin og blev siden brugt i Bet. af fortrinlig, mønstergyldig, især om Skr og Kunstværker. Scriptor classicus, en klassisk Skribent, var saaledes en mønstergyldig Forf. I denne afledede Bet. er Ordet gaaet over i de moderne Sprog og anvendtes først paa de gr. og rom. Forf., der jo i det hele betragtedes som mønstergyldige (klassisk Litt., klassisk Oldtid, klassisk Dannelse, ɔ: den, der særlig er grundlagt paa Studiet af den gr. og rom. Litt., Kultur og Historie), og dernæst paa alle ypperlige Forf., især saadanne, hos hvem Indholdets Værdi er udtrykt i en saadan prægnant, anskuelig-lysende Form, at de har trodset Tiden. I Analogi dermed kaldes ogsaa saadanne Tider, der er rige paa Værker af denne Natur, klassiske Tider, og enhver Nation, der har en saadan Litteraturens Guldalder at opvise, kalder da en saadan Periode klassisk og saadanne Forf. Klassikere (Italiens Renaissance, Elisabeth’s Tid i England, Frankrigs le siècle de Louis XIV, Tysklands Weimar-Periode, Danmarks Oehlenschläger-Periode). Klassicitet: Mønstergyldighed, Autoritet, klassisk Fortrinlighed. Klassicisme bruges dels som Udtryk for Forkærlighed for den klassiske Oldtid og den derfra udgaaende Aand og Smag i Litt. og Kunst i den nyere Tid, særlig i Modsætning, til Romantikken, dels som Betegnelse for den Kunststil, der gjorde sig gældende i Slutn. af 18. og Beg. af 19. Aarh., navnlig i Frankrig, hvor den for øvrigt ogsaa kaldes Empirestil.