Eyvindr Finnsson (ca. 920–ca. 990)

Eyvindr Finnsson Skaldaspiller [’ø͡ivindr-], en af de dygtigste norske Oldtidsskjalde, levede omtr. 910–90. Han var en Datterdattersøn af Harald Haarfager og er særlig knyttet til dennes Søn, Kong Hakon den Gode, hvem han omfattede med den største Hengivenhed. E. optræder i vore Kilder først under Stord-Slaget (961). Han sørgede dybt over Kongens Død. Med Harald Graafeld og hans Brødre kom E. til at staa paa spændt Fod; Harald beskyldte E. for Utroskab, og hans Liv var i Fare, men der kom dog et Slags Forlig i Stand. Desuagtet blev E. aldrig Harald’s haandgangne Mand og opholdt sig, saa vidt vides, hele Tiden paa sin Fædrenegaard. Senere sluttede han sig til Hakon Jarl og skal endog have deltaget i Jomsvikingeslaget (986), hvad der dog er tvivlsomt. Foruden forskellige Lejlighedsvers fra Tiden ved 961 og derefter har E. digtet to Kvad, der i Form begge er Efterligninger af ældre Digte: »Hákonarmál« (af »Eiriksmál«) og »Háleygjatal« (af »Ynglingatal«, se Thjoðolfr). Det første handler om Kong Hakon og Stord-Slaget. Foruden en overmaade levende Skildring af Kampen gives der et glimrende Billede af »den muntre, kampglade« Konge, hvem Digteren lader Valkyrier indbyde til og modtages af Odin i Valhal. Dette hænger sammen med den Tendens, som E. har i sit Digt, nemlig den at fremstille Hakon som en troende Hedning, hvem Odin hellere end gerne ønskede at have bl. sine Ejnherjer. Det Billede, E. saaledes giver af Hakon, er ikke det historiske. I det andet Digt forherliger E. Hakon Jarl derved, at dennes Slægtrække (de håløgske Jarler) opregnes lige til Odin. Kun enkelte Brudstykker heraf er bevarede; det er digtet efter 986. Sit Tilnavn »Skjaldefordærveren« har E. faaet, fordi han saa stærkt efterlignede ældre Digtes Form og enkelte Udtryk. Ikke desto mindre maa han kaldes selvstændig, skønt han ikke er nogen særlig Digterindividualitet. Hans Vers viser os ham som en retskaffen, trofast og brav Mand og mandig Personlighed. Hans Vers er lette og flydende, ikke opfyldte af Omskrivninger, og derfor let forstaaelige; der raader i mange af dem en glad og lys Stemning. Hans Søn var den bekendte Høvding Hárekr i Tjotta. (Litt.: F. Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhistorie«, I).