Gustaf Philip Creutz (1731–85)

Creutz, Gustaf Filip, Greve, svensk Digter og Diplomat (1731–85), tilhørte en svensk-finsk Familie af gammel Adel, men da hans Formuesomstændigheder ikke svarede til hans Rang, maatte han bryde sig en Bane som Embedsmand. I Stockholm sluttede han Venskab med en jævnaldrende, poetisk begavet Adelsmand, Grev G. F. Gyllenborg, og da disse to tiltraadte den Kreds (»Tankebyggarorden«) af litterært Interesserede, der samledes om Digterinden Fru Nordenflycht, blev de snart tillige med Fru Nordenflycht Hovedpersonerne i denne Sveriges første litterære Salon. Utvivlsomt kom der en frugtbar Samvirken i Stand mellem hendes større lyriske Kraft og deres Kundskabsfylde og finere Dannelse. Kredsen blev paa denne Tid ledende i Sveriges Poesi, som den førte videre i Retning af den franske Smag, men med et mere forfinet aristokratisk Præg end det foregaaende Tidsrum.

Allerede 1763 forlod Creutz Sverige; han udnævntes til Gesandt i Spanien, senere i Paris, hvor han med sin indtagende Personlighed vandt alles Hjerter. Blanst hans Omgangsfæller her var Mænd som Necker og Turgot, d’Alembert og Buffon; Marmontel var hans fortrolige Ven, og Voltaire beundrede ham. Efter sin Hjemkomst 1783 blev han Kanslipresident (nominel Udenrigsminister) hos Gustaf III.

Det var egentligt kun 1753–63, at Creutz helligede sig til Digtekunsten. Af hans Digtning, der var lige saa fin og elskværdig som han selv, fremhæves det rimede episke Digt »Daphne«, men især »Atis och Camilla«, et idyllisk Epos paa Aleksandriner i 5 Sange (1762), som skildrer Kærligheden mellem den kække Jæger Atis og Diana’s Præstinde, den skønne Camilla. Dette Digt gjorde i sin Tid lige saa stor Lykke som senere Fritjofs Saga, ikke blot paa Grund af den fine Skildring af Kærlighedens Opvaagnen i de unge Hjerter, men ogsaa for det ualmindelig skønne Sprog. Under Creutz’ Hænder blev den svenske Aleksandriner det skønne, elegante og let flydende Versemaal, som Dansk ikke har det ringeste Sidestykke til. I Paris gjorde Creutz Udkast til en Opera, »Rustan og Mirza«, til hvis Udarbejdelse hans Sekretær, Digteren Lidner, skulde yde ham nogen Hjælp, men da han ved sin Hjemkomst fandt, at Lidner havde tilegnet sig adskillige Partier af den til sine egne Værker, henlagde han den fuldstændig.

Creutz’ Digte blev udgivne sammen med Gyllenborg’s »Vitterhetsarbeten« (1765), »Atis och Camilla« er udgiver flere Gange, senest 1902 med Anmærkninger af B. Risberg. Da det svenske Akademi 1835 lod præge en Medaille over Creutz, skrev Franzén en »minnesteckning« i »Svenska Akademiens handlingar.« (1836). Se endvidere O. Levertin, »Svenska Gestalter« (1903).