At Slyngler hæves til Ærens Top,
at Smiger mædskes, og Sandhed tigger;
at Rige sluge de Arme op,
og Dyden nøgen paa Gaden ligger;
at gyldne Stjerne
og tomme Hjerne
foreenes ofte, og meer end gjerne:
Det seer man tidt.
O! I, som sukkede tidt med mig,
naar Dyd og Sandhed blev underkuet,
naar den blev æret, fornem og riig,
som Lov og Bøddel har ofte truet:
forglemmer Taarer,
der aldrig saarer
en Slægt, som Himlen har skabt til Daarer,
og værer glad!
Da Nattens Forbud, Tusmørket, laae
paa halve Jorden, og den var rolig,
en Glands med eet jeg i Østen saae:
Gud Evan kom fra Olympens Bolig.
Kun sjelden vasket,
og feed og lasket,
han ned af Fjeldet barfodet trasked’,
og ravede.
Han nærmed’ sig til det Sted, jeg sad,
i Gudens Aasyn stod malet Glæde;
“Søn! sagde han: Du bør være glad!
Lad Patrioten forgjæves græde.
Naar Ondt kun lykkes,
og Landet trykkes,
og Retten selv af dens Tjener rykkes,
saa tøm Dit Glas!”
Jeg tog mit Glas, og jeg tømte det;
og glemte Landet og Landets Daarer,
og fandt, at Narren har stedse Ret,
der spotter med Heraklitens Taarer.
Jeg hylded’ Glæde,
forsvor at græde,
og lovte Evan, kun ham at qvæde:
Gjør I som jeg!
Zetlitz.