Mit fulde Glas, og Sangens raske Toner,
og vittig Skjemt, og Munterhed,
jeg sælger ej for alle Fyrsters Kroner
og Salomoners Herlighed;
thi Høihed ei lyksaliggjør,
:|: og Alting jevnes, naar man døer. :|:
Et evigt Navn er deiligt, kan jeg tænke,
og det paa Qviste ikke groer;
men det mit Støv i Graven ej skal krænke,
om man mig aldrig kalder stor;
thi, naar man først dernede er,
:|: man Verdens Roes og Spot beleer. :|:
En Tønde Guld var artig nok at have,
dermed at pleje Kjelderen;
men efter den i Jordens Skjød at grave,
det overlader jeg til den,
som ikke veed, og ikke seer,
:|: at Armod tidt af Hjertet leer. :|:
Mit Ønskes Maal er kun en kjølig Kjelder,
hvor Vinen ingen Skade ta’er,
et Fad, som fyldes atter, naar det hælder,
et Huus, som tætte Vægge har,
et roligt Sind, en Munterhed,
:|: som følger mig til Gravens Bred. :|:
Og ønsker jeg en rask og kjælen Pige,
som elsker mig; med andre Ord:
jeg ønsker mig et lidet Himmerige
paa denne syndefulde Jord,
og Børn, som eje Kraft og Marv
:|: og faae min Munterhed i Arv. :|:
Jeg veed det grant: vor Jord er ej forbandet,
nej, overalt jeg seer Velsignelsen;
den stiger op af Havet, groer paa Landet,
og regner ned fra Himmelen.
Jeg veed det grant, vor Lod er stor;
:|: velsignet er den faldne Jord. :|:
Viinranker groe, og Venskabs Luer brænde
paa Jorden, Piger pryde den,
og fra dens ene til dens anden Ende
jeg blomstre seer Velsignelsen.
Lyksalighed er Jordens Maal —
:|: Viins, Venskabs, muntre Pigers Skaal!
Zetlitz.