Fridrichslund
(Den 7de Juni 1801.)
(Den 7de Juni 1801.)
O du, som steeg fra Himlen ned,
At adle Jordens ringe Glæde,
Bortkyse Tvist, fremvirke Fred,
Og kierlig trøste dem, som græde.
O Venskab! dig, i glade Stund,
Indvier jeg min Æspe-Lund.
Mig alle andre Goder sveeg
Kun ikke du; o Trøsterinde!
Du blev, da selv Elisa veeg,
Du væded’ hendes skiønne Minde,
Og stille Graad paa Venne-Kind
Blev Lægedom for saaret Sind.
Men han, som i sin ømme Favn
Med mine Taarer blanded’ sine,
Din Yndling, give Lunden Navn,
Som Du gav Ynde til hans Mine.
Dig vies den i glade Stund,
Du den navngive Fridrichs-Lund.
Langs skiønne Elv i yndig Dal,
Til Æspelundens vævre Skygge,
Jeg Kiendt og Ukiendt lede skal
Og sige: ’Gud dit Held betrygge;
”Men tog alt Andet han igien,
”Han levne dig, som mig, en Ven!”
Fred med dig, Lund — kiænt er dit Navn;
Dig ingen voldsom Haand antaste!
Tit slut mig i din grønne Favn,
Tit Fridrich til din Skygge haste.
Skiøn ved Natur, Gudinde, Navn,
Tit slut mig i din grønne Favn.
Zetlitz.