Jeg er saa fro, jeg er saa glad,
Jeg er min egen Herre;
Jeg Fogden ej skal spørge ad,
Om jeg tilfreds maa være:
Jeg stræbe kan og vil, og Held
Skal møde mig fra Dal og Fjeld;
Jeg gi’r min Skat, gjør Ret og Skjel
Og er min egen Herre.
Mit Huus er lavt, men mit det er,
Min egen Dont det bærer;
Og aabent staaer det for Enhver,
Som Gud og Kongen ærer;
Kom Bonde, bød jeg ham min Haand,
Kom Ridder, bød jeg ham min Haand;
Jeg frygter Gud men ingen Mand;
Jeg er min egen Herre.
Min Kost er simpel, og min Drik
Ned over Klippen flyder;
Men mon han mere Styrke fik,
Som Snese Retter nyder?
Mon den er mere glad end jeg,
Som henter paa en farlig Vej
Sin rare Viin? jeg mener nej;
Vand læsker, styrker, fryder.
Mit Leje Ingen spotte maa,
Jeg holder det i Ære!
Jeg veed, at Søvn paa bare Straa
Kan tryg og kvægsom være.
Naar Sol forgylder Bjergetop,
Jeg med fornyet Sjæl og Krop
Til Dagens Arbejd stiger op,
Og saadan bør det være.
Af Klæder Andre bryste sig
Med meget mindre Føje;
Den Hjord, jeg føder, skjenkte mig
Min simple Vadmels Trøje;
Men den er varm og heel og reen
Og spunden af min Datters Teen;
Min Kones Fingre sømmed’ den;
Kjær er mig denne Trøje.
Min Søn vær fro, som jeg, og glad,
Som jeg, din egen Herre;
Som jeg, du Ingen spørge ad,
Om du tilfreds maa være;
Stræb, som din Far har stræbt, og Held
Skal møde dig fra Dal og Fjeld;
Betal din Skat, gjør Ret og Skjel
Og vær din egen Herre!