Nu gaaer Östenvinden
med et Suk igjennem Linden,
og mod Vesten glider Skyen blidt,
og min Længsel fölger
til de fjerne Bölger,
hvor min Barndom gyngede saa tit.
Mine Barndoms Dage
er en billedsmykket Sage;
i hvert Billed er en Tone lagt:
i min Dröm paa Fjeldet,
under Fosseveldet,
har en Huldre mig sin Harpe rakt.
Kjender du de svale,
mörke, kirkestille Dale
uden Arner, uden Sti og Navn.
Ved de sorte Elve
Taarebirke skjælve,
de har nævnt mig alle mine Savn.
Har du seet Skoven
hænge frodigt over Voven
fra det lune farverige Fjeld,
Der, blandt Blomsterbede,
under Droslens Rede,
sprang min rige Sjæleglædes Veld.
Ved mit Edens Gjerde
er en Kæmpevagt paafærde:
vilde Jökler splitte Skyen ad;
men i Styrkens Belte
om de gjæve Helte
har en Dise virket Rosens Blad.
Der er nögne Strande,
hvor de klippestore Hvaler lande
under Tordners og Orkaners Gny;
der er dybe Bugter,
hvor de röde Frugter
groe ved Bredden af din Snekkes Ly.
Der har Herren stillet,
for din Ringhed, Almagts Billed,
der er Orgelklang fra Fjeld og Fjord;
der vil Droslens Tone
kvæge og forsone
i det klippehvalte Tempelchor.
Der var godt at blunde
i de lyse, duftopfyldte Lunde,
hvor min Vugge overskygget stod;
for hver kvalfuld Slummer,
for hver vaagen Kummer,
er min Vuggegave Lægerod.
Hil dig, Norges Bringe!
under Stormens vinterlige Vinge
er du hærdet til din Jettedyst;
men bag Pandsrets Bue
blusser Fromheds Lue,
banker Hjertet mod Naturens Lyst.
Welhaven.
