Om jeg paa min Samvittighed
min Mening skulde sige,
saa tilkom Bacchus første Sted
i Fordums Guderige.
Han Glæden fandt i Druerne;
de Andre, — ja! hvad gjorde de?
Hvad Godt Man om dem haver
er skeet med Evans Gaver.
Naar Zeus i tordensvanger Sky
lod grumt sin Lynild zittre,
saa halve Guder maatte flye,
ja selv de hele zittre,
Man Bacchus dog frimodig saae
til den opbragte Tordner gaae,
og med de søde Klukke
hans Vrede at udslukke.
Apollo sad saamangen Gang,
og beed sin Pen i Stykker,
og pønsede omsonst paa Sang,
thi Aanden havde Nykker;
men Bacchus gav ham Druesaft,
strax blev hans Aand opfyldt med Kraft,
og lod sig liflig høre
og kunde Hjertet røre.
Man Mars, skjøndt han var Krigens Gud,
saae tit for Krig at grue.
Naar han var nylig kommen ud
fra Smeddegudens Frue,
han vaklende til Bacchus gik,
der drak han sig en vældig Drik,
hvorved hans Haand blev hærdet,
og Sjælen uforfærdet.
Cybele, Oldemoderen
for Guder og Gudinder,
krøb svag ved Stok til Bacchus hen,
fandt Styrkning og Veninder.
Hun drak og fuld af Andagt blev,
græd, drak, og stærk paa Andagt drev;
og denne Andagts Lue
blev tændt ved Evans Drue.
Bellona drak, og Venus drak,
Diana, Muser drukke;
der var en Støi, der var en Snak
ved Flasken blandt de Smukke.
Her Knebren løb om Jagt og Pragt,
om Vers og Kamp og Elskovs Magt.
og ved hvert Glas de tømte,
de Bacchus høit berømte.
Tritonia, (thi hun var vis,
og Zeus af Hjernen sprungen)
paa Vinen satte største Priis,
sin Flaske drak utvungen.
Dog Ingen bør forarge sig;
vel fandt! hun drak, men hemmelig,
hun drak af alle Kræfter,
og Viisdom fik derefter.
Kort sagt, al Gudbefaren drak,
den blinde Pog med Buen,
selv sagde Fader Bacchus Tak!
fordi han priste Druen.
Naar han var vreden, mat og heed,
men fik sin Tørst kun slukket ned,
paa ny Man saae ham smile,
og spidse sine Pile.
Og vi, og vi bør Bacchus Tak,
thi ogsaa os til bedste
han fandt, at hvor Man Vinen drak,
der fik Man glade Gjæste;
thi hvo er den, som af sin Barm,
naar Druens Saft har gjort ham varm,
ei Grillerne forjager?
Hvo tænker da paa Plager?
Vi her da ofre Vinens Gud!
Dog bør Fornuften raade,
og dette er dens store Bud:
"drik kun, men drik med Maade!
"Glem ved dit Glas al Rang og Tvang,
"vær glad ved Viin med Sang og Klang!
"Hver drikke, som han lyster,
"men ingen som en Kryster!"
Høit stiger nu min Lyst, mit Mod,
mit blanke Glas at tømme.
Hver Ven, som elsker Drueblod,
og Fryd, sig ei forsømme
at stemme i med Frydesang
ved Glassets muntre Klingklingklang,
en Skaal, som bør at være
til Fader Evans Ære!