Hvor har jeg været en naragtig Mand,
som lod mig fange af hans Talemaader
om blot at opgi’ alt, hvad Jorden bød mig!
Hvor har dog dette Menneske formaaet
at bilde mig det Vanvid ind, at alle,
som frejdig væk smed Verden over Bord,
nok skulde faa den hundredfold tilbage?
Nej, jeg har gaaet med et Bræt for Panden
og pint mig selv til ingen Djævels Nytte!
Hvad er det egentlig — det jeg har gjort?
Trasket i Hælene paa En, der tigger
og tærer gladelig paa andres Pung!
Ja, han kan sagtens føre store Ord
om at forsage Hustru, Børn og Marker,
og pynte op som en af Sarons Liljer,
naar han la’r andre køre Gødning for sig.
Men har en Mand lidt Ære skabt i Livet,
saa bruger han sin Kløgt og sine Næver
til at forsyne sig af Jordens Fad.
At tjene Penge er en ærlig Sag,
og Vinding gør ej nogen Mand til Skamme!
Hvorfor har han ej ladet mig i Fred?
Hvad Brug har jeg haft for profetisk Tale?
Jeg var en Mand, og jeg forstod mit Haandværk,
og det var fuldt saa godt som nogen andens.
De sagde, jeg var pengegrisk og gærrig,
de skulde piskes for Bagvaskersnak!
Min Lykke var at slide og at samle,
da jeg endnu i Tryghed var mig selv —
den gamle Judas, den tilfredse Mand,
som vidste klar Besked paa sin Haandtering.
Da hørte jeg en Dag hans hvasse Ord,
han jog dem uden Ynk i Livet paa mig —
fra den Tid var jeg som en anskudt Fugl,
en splintret Bul, der ædes op af Svampe,
et Rige sønderslidt af Bryder-Aander,
thi Klingen spaltede mit Hjærtes Rod,
saa Blodet drev i Strømme ned fra Æggen.
Maaske dog jeg kan hele det igen.
Thi hvem har givet ham det Herredømme?
Skal jeg da bøde gennem hele Livet,
fordi jeg i et Kryster-Øjeblik,
et raadvildt Fromhedsanfald, kasted Vrag paa,
hvad der gør Manden lykkelig og hædret?
Og kan saa nogen sige mig: hvad har
man da til Gengæld for sit drøje Offer?
Altid at blive ugleset, fordi der
til Stadighed kan pilles nogle Trævler
af ærligt gammelt hjemmevævet Vadmel
ud af den finbroderte Bryllupskjortel!
Nej, jeg vil trække i det Tøj, der passer,
i Arbejdskludene, jeg før var vant til.
Ved Skaberi kan ingen skabes om.
Jeg havde Tro til ham — den store Læge;
nu er der kludret længe nok paa mig,
men jeg er uhelbredelig! Naar blot jeg
af Dumhed aldrig havde søgt hans Hjælp . . .
Han selv har allerede sagt det til mig.
Hvor slog hans Ord dog ned i mig igaar!
Han vendte sig — lidt barsk — mod Faareflokken
og bad den vel betænke, hvad den gjorde,
naar den saa villig tripped i hans Haser:
»Hvis En iblandt Jer bygger sig et Taarn,
saa sidder han først roligt og beregner,
hvad Tømmer, Sten og Arbejde vil koste;
thi hvis han bygged uden Overslag,
og Midlerne med et slap op, forinden
den hele Bygning knejste med sit Tag,
saa stod han nok saa net til Spot og Latter
for hele Nabolaget« . . . Denne Mand
kan jeg som Kamerat ta’ under Armen.
Og lige efter tog han atter fat:
»Hvergang en Konge kriges med en anden,
saa overvejer han forinden nøje,
om han, hvis Styrke er titusind Mand,
tør møde den, der ejer tyvetusind;
hvis ikke, sender han i Tide Folk
som Underhandlere om Fredens Vilkaar«.
Hvor følte jeg de Ord som sagt til mig!
Der stempler Mesteren sig selv som Fjenden,
den haarde Konge, vi skal kriges med.
Ak havde jeg blot aldrig planløst kastet
mig ind i Kampen, hvor jeg var den lille!
Til Slaget valgte jeg den værste Valplads,
der tænkes kunde — Mesterens fjærne Rige,
hvor ingen kender Vej undtagen han,
hvor Tidsler river Skindet, og hvor Knæet
slaar sig til Blods paa hjærteløse Kampsten,
mens Øjet render efter gyldne Luftsyn,
som danser bort i vandblaa Himmeldunst . . .
Nej Mester, jeg vil rømme af dit Rige
og flytte Kampen til mit eget Land,
prøv saa, om du endnu har Overtaget!