Nu er det snart forbi, min kære Hustru.
Det ser jeg klart, skønt du er god og øm
og helst vil skjule Dødens Nærhed for mig.
Men ikke sandt? Du kender dog din Mand
og ved, at han har lært at dømme sundt
og modent om Naturens faste Orden. —
Han var et Led — et virksomt Led, det kan han
vist uden Selvros sige ved sin Bortgang —
i denne strængt ubrydelige Kæde,
hvis Ringe er saa sindrigt sammensatte,
at ældre Tiders uoplyste Vise
har troet, der var en Tanke med i Spillet . . .
Jeg ved, min Ven, du selv har endnu svært
ved helt at rumme, hvad de stærke Aander
ved Selvfordybelse forsones med . . .
Javist, du er en Kvinde, jeg forstaar
dit gode Hjærtes blide Illusioner,
naar du bestandig stoler paa et Gensyn.
En Kvinde har kun i begrænset Grad
den Lykke, helt at fyldes af en Gærning,
der udelt binder hendes Tid og Kraft.
Skønt hun er uundværlig i Naturen,
skønt hun er helliget det store Kald
at frede Spirerne til nye Slægter,
betragter hun sig som et fattigt Tal
i Jordens Regnskabsbog, saafremt hun ikke
tillige bliver skrevet op i Himlen.
Men hvis en Mand har hyldet ærligt Frisind
og viet Samfundet sin bedste Kraft,
hvis han har formet sin Personlighed,
imens han sigted paa det Heles Fremgang,
forsones han med Døden, naar han ser
tilbage paa, hvor mangt et Hul der gaber
og nu kun fyldes af hans brede Minde . . .
Du ved, jeg sjælden hengav mig til Drømme
nu stiger mange Syner for mig frem.
Først ser jeg dig, min trofaste Agathe,
du kør den gamle Tur ad Langelinje;
hvor jeg i fordums Tider hos dig sad,
der er et Hul; men Kusk og Heste bærer
dog Sørgefloret for den gamle Herre . . .
Saa mindes jeg min faste Dirigentplads
i Fremskridtsklubbens Generalforsamling.
Der er et Hul. Det fyldes af en Mand,
som maa bekende, at jeg fyldte bedre,
og hver en Vælger rejser sig fra Bænken
og giver tavs min Manddomsvirken Bifald . . .
Og ræk mig saa engang Bespisningslisten.
Der er et Hul. Der savner man et Mærke
iblandt de første firehundred Kroner,
der mættes flere tusind Munde færre . . .
(i begyndende Vildelse):
Men — uh, se der i Sparebankens Kasse,
der er et — kære, det er fælt, det gaber
om Kap med det, jeg snart skal puttes ned i . . .