Jeg er led ved disse Stuer,
led ved gamle Slægtportræter,
ved Empire, ved Rococo —
men især ved Taflets Retter,
naar jeg ser de slappe Kæber,
som om Gaflerne sig lukker,
mens jeg hører Mænd, som flæber
over Kongers Nød — de Dukker!
Naar jeg rejser mig fra Bordet,
kan jeg mærke Vinen hidse
mine Kinder som de andres —
er jeg da kun en af disse?
Nej, her brænder ogsaa Skammen,
hvori Harmens Dolke hærdes —
aa, vi skulde allesammen
kongeligt med Dolk beværtes!
Rundtom skriger mine Fæller,
Halsen klukker højt af Latter
som en uhumsk Afløbsrende —
ikke en min Tavshed fatter;
men jeg maaler først den Vandstand,
disse side Sjæle holder,
naar jeg ser, hvad der kan lægge
Kinderne i Alvorsfolder.
Og jeg væmmes ved dem alle,
væmmes mest dog ved mig selv.
Hvorfor ejer jeg vel Marker,
som af andre Hænder gødes?
Hvorfor skal paa mine Fingre
daglig fine Sæber ødes?
Hvordan kan mit Øje glædes
ved den blanke Lød hos Hoppen,
mens det er mig ligegyldigt,
om min Træl har Gigt i Kroppen?
Jeg har gransket Trællens Ansigt,
jeg har følt den Brod, der ligger
i hans tavse Slid: det piner
som et Afslag til en Tigger;
jeg har hørt hans trevne Gensvar,
naar jeg hilste først i Marken,
jeg er flygtet for hans Skudsmaal,
som for Lyden af hans Harken.
Og det skriger inden i mig:
Hvorfor skal jeg ikke skænke
Guld, Familiegods og Skrammel
til min Træl, som staar i Lænke?
Jeg er træt af hans Bebrejden,
skønt han aldrig aabner Munden,
træt af evig at forsvare,
at min Broder holdes bunden.
Men saa ser jeg slappe Kæber,
som forfærdet op sig lukker,
og saa ved jeg godt, det bliver
mig, som fejgt mit Hoved dukker
og jeg sætter mig til Bordet
for at lade Vinen hidse
mine Kinder med de andres,
ak, jeg er kun en af disse!