Kulkassen tom,
min Sandten —
og ikke en Fyrrepind,
mens Revnen i Ruden slipper
den styrkende Gadeluft ind . . .
det spiller og blinker i Rudens Skaar,
paa den hundekoldt tindrende Himmel staar
den gyldne Viv Afrodites Stjærne:
den venter paa nye Rim fra de fjærne
digtende Sjæle,
der vandrer om Dagen med Buksebenet
flossende trindt om de skævslidte Hæle,
men ærligt hver Aften,
stedte i Rimnød,
bringer den fjærne tronende Skønhed,
som ganske uforstaaende lader,
Jord-Serenader:
Aftenstjærne, mine blege Sange
fromt sig hæver i den stille Luft —
Sludder!
»Hjærteløse Mø med gyldne Spange,
store Glimmerblomst foruden Duft« —
Haabet om Varme fra dig paa Forhaand jeg slipper,
Stjærnetinderne naas ad isbræ-dækkede Klipper,
derfor beholder jeg Frakken paa, mens jeg tænder min aldrig
pudsede Lampe af Messing, i Haab om at Aftenens Timers
dorsk-fremvraltende Kvæg vil vandre i Pligternes Staldbaas . . .
Oase midt i en Ørken af Slid 1
Ovid, Ovid!
Hvor vilde du være en saftig
kilrende Lækkerbid
for denne mod Skønhed hungrende Tid,
for disse Slægter, der tørster mod Vin
og hvide Lemmer bag lokkende Lin —
hvis bare de Ignoranter
kunde lidt bedre Latin!
Nu stækkes til Straf mit forfløjne Grin,
min eneste Ven skal afgaa ved Døden:
Lampen var fyldt med Petroleum,
som Kassen var fyldt med Kul —
Christ give, hver nærig Værtinde
var lagt udi sorten Muld.
Man bør ikke tilbinde Mulen paa Oksen, som tærsker . . .
Sort Fortvivlelse i Hulen hersker:
Jeg er nær ved at synke i Sofaen ned
og fryse vemodig i Ørkesløshed;
ak, det er umuligt for den som har
suget Livet ud af den sidste Cigar,
Tobakkens narkotiske Strømme,
først de gør os tungsinds-ømme.
Dette øde, frosne Kammer,
lejet ud til sproglærd Jammer!
Død og Pine — nu er Lykken
dog engang omsider kommen —
hviket Svineheld! en Seddel
finder jeg i Vestelommen!
I en Ruf da ned af Trappen;
Fyld til Lampen, Brænde, Kul
og Cigarer — jeg vil varme
til en nordisk Hal mit Hul.
Rask en Tændstik til Papiret,
ned paa Hug og pust i Spjældet —
Flammetungen slikker Saften
af den friske Bøgesteg;
Knolden buldrer, Gnisten sprutter,
Baalet snapper grisk hver Mundfuld
af de Skovle Kul, jeg putter
i det aabne Luegab —
ganske som man lader Kødben
dratte i en Hundeflab . . .
Ovnens Dør jeg lukker op.
Baalet synker.
Rødlig Varme mætter hele Rummet.
Mildt forstummet
er de sidste kuldetriste Tanker,
og jeg sanker
Drømme-Ax paa Ildens rige Ager —
se, der staar hun
— fin og fager —
Heines unge Fiskerpige
ved den usle Hyttes Ildsted,
knyttende om Hoften Skørtet —