Var Odin ei den Viseste i Norden,
en Gud saa stolt, som vel Homerus har?
Han vredtes kun, og Himlen brølte Torden,
:|: han tænkte: Danmark bliv! og Danmark var. :|:
Men hvad var vel hans Glæde her paa Jorden,
mon evig Kamp, og evig Vaabenbrag?
Var hans Musik en uophørlig Torden?
:|: Var Troner kun hans Attraa Nat og Dag? :|:
Nei, nei! saa vild var vor Valfader ikke;
hans Lyst var Sang, og Øl og Mjød til Drik;
han slog kun for i Ro at kunne drikke,
:|: og fyldte Bægres Klang var hans Musik. :|:
Men da han blev omsider kjed af Jorden,
saa skabte han et varigt Himmerig —
en Salighed for Kjæmperne i Norden,
:|: et Valhalla til Fryd for dem og sig. :|:
Thor tog et Fjeld blandt Norges Marmorklipper,
og vendte det, og satte det til Bord,
derpaa stod Kruos med Mjød, som aldrig slipper,
:|: og Bragi blev til Gud for Sangen gjort. :|:
Valhalla stod Elysium til skamme,
Valfader drak, før han foer heden hen,
en vældig Drik, og skal sig i det samme,
:|: og foer til Valhalla, og drak igjen. :|:
Hver Skandinav fik Lyst til Asgaards Glæde,
og elsked’ Dyd, og øved’ Heltedaad
for der at faae blandt Aserne et Sæde,
:|: han smilede ad Dødens hvasse Braad. :|:
Saa gjorde og hiin stolte danske Konge,
som sin Tyran bød Orme stinge død;
Man hørte ham i Pinen glad at synge:
:|: "jeg gaaer til Odins Sal at drikke Mjød." :|:
Og var der vel en Helt paa danske Slette,
som Valhal vis i Kampen veeg en Fod?
Nei! for sig der til bords at kunne sætte,
:|: han sidste Draabe Blod for Landet lod. :|:
Naar Valhal ei saa stolt et Himmerige,
og vi det ei høiagte, Skam os da!
Vi synge rask, og drikke tæt tillige,
:|: saa have vi jo her et Valhalla! :|: